I går var jeg med en ven i Cinemateket for at se Je Suis Charlie og hører taler af Flemming Rose og den franske ambassadør. Her er det debatten efterpå. På stedet og i de omkringliggende gader, talte vi over 30 svært bevæbnede politibetjente. Vilkårerne for at holde sådanne arrangementer er sådan, at de vil svinde ind i de kommende år og næsten forsvinde, antager jeg. De kommende års terrorangreb vil bestemme, hvilken del af vores kulturliv, som ikke længere kan lade sig gøre på grund af muslimsk barbari.
Filmen, som desværre ikke findes online i sin helhed, er en alvorlig og bevægende oplevelse helt i Charlie Hebdos ånd. Det er en samling gøglere og store glade drenge, der taber deres uskyld. Den er en smuk og tragisk oplevelse. Det er den kunstneriske, anarkistiske venstrefløj vi ser i glæde og sorg, det uskyldige Europa, der som Theo van Gogh sagde: “Vi kan vel snakke om det. Vi kan vel le af det.”
Det kunne vi ikke så rigtig mere. Trods alt det Charlie Hebdo havde været igennem, havde de alligevel ikke helt fattet alvoren: At deres verden og univers er ved at forsvinde for altid, at der er indført dødsstraf i Europa for at være som dem. Alle der vil overleve, passer på herefterdags. Filmen er en hyldest, der ikke beskæftiger sig med, hvorfor det er blevet sådan, og hvem der har skylden. Det sidste har jeg et par bud på, men de skulle ikke luftes i går.
Fortsæt med at læse “Årsdagen for Charlie Hebdo, Cinemateket”
