foto © webmaster
Jeg rejste som ung noget i Mellemøsten, og oplevede ting og sager jeg havde overordenligt svært ved at forstå. Blandt andet muslimske hetero mænds homopraksis. Her forklares tingene af én med indsigt:
Muslimer og homosexualitet
Af Kirsten Damgaard, kulturpsykolog , sexolog,
Efter mere end 25 år i integrationsbranchen kan de muslimske indvandrere, jeg personlig har mødt, der finder homoseksualitet acceptabel, tælles på én hånd. Og jeg har undervist mange muslimer om prævention.
Flere homoseksuelle forskere og lærere, der arbejder med integration, tør ikke i deres arbejde åbent spille ud om deres seksuelle orientering over for muslimer, selv om de alle andre steder er stået ud af skabet. Rigtig mange danskere undres over, at de på den ene side oplever homofobi hos muslimske tilflyttere og på den anden side personligt har oplevet, hvad de beskriver som større udbredelse af homoseksualitet i muslimske lokalmiljøer.
Tætte mande-venskaberMange mænd i Mellemøsten er kulturbetinget biseksuelle – altså bi- eller homoseksuelle på en anderledes måde end herhjemme.
Kort sagt får de meget sjældent et tæt følelsesmæssigt forhold til en “overdraget” kone, der ikke er selvvalgt af kærlighed, og derudover forhindrer kulturens opdragelse dem i at se en kvinde som en ligeværdig partner. Man(d) kan kulturligvis heller ikke så godt fremvise svaghed over for en kvinde, og det lider forholdet under. Mand og kone bliver således ikke hinandens nære venner, og hun bliver slet ikke hans bedste ven, som det ofte er tilfældet i Europa.
På grund af traditionen med at mænd samles og færdes i større grupper og bruger megen tid sammen uden for hjemmet, også gifte mænd, møder mænd i Mellemøsten og muslimske lokalsamfund nok flere andre mænd. Muligheden for at lære hinanden godt at kende er derfor bedre end for europæiske mænd generelt, der også ofte er optaget af gøremål med deres børn.
Fornuftsægteskaber
En muslimsk mand tillades også et tæt følelsesmæssigt forhold til andre mænd, der nogle gange sættes før krav fra konens eller børnenes side. Er det en rigtig god ven forløber venskabet uden de beregninger, der tit forekommer fra konens side i et muslimsk ikke-ligestillet arrangeret ægteskab. Det er her værd at erindre, at muslimske giftermål generelt indgås med individuelle kontrakter med henblik på, at hver part skal få mest muligt ud af det, og der er altid taget højde for skilsmisse (og ofte for medhustruer) allerede ved kontraktens indgåelse.
Det er vældigt ydmygende, når sex er noget, man skal tvinge eller forhandle sig til med konen, som man har betalt brudepris for. Så bliver det vel lettere at tænde på en nær ven? Er man typen, der ønsker variation, er det imidlertid også svært at få fat i kvinder til udenomsægteskabelige forhold. Mange mænd tiltales også af den hurtige, nemt tilgængelige, uforpligtende og ligefremme sex mellem mænd – et forhold, som europæiske bøsser også fremhæver.
Anal-penetrering bruges imidlertid også som straf i Mellemøsten, som det er fremgået af overfald i Skandinavien, hvor en indvandrermand er blevet voldtaget af andre indvandrermænd. Homo-sex er derfor ikke 1. klasses sex. Det er det, den undertrykte får. Vælger man(d) homo-sex fremfor villige kvinder, er man biologisk skæv eller kulturelt depraveret, ræsonnerer de fleste muslimer.
Homo-sociale samfundProfessor i sociologi Fatima Mernissi taler om muslimske samfund som homo-sociale samfund. Betegnelsen dækker, at mænd og kvinder generelt lever adskilt, udfører deres liv parallelt og dermed følger ideologien Islams ideal. Altså endnu en slags parallelsamfund.
Når åbenlys homoseksualitet – gay parades f.eks. – derimod angribes af muslimske unge mænd, skyldes det misundelse.
Misundelse over den uhæmmede glæde og fornøjelse, bøsserne har ved deres krop og deres seksualitet. Misundelse kombineret med en ydrestyret autoritetstro opdragelse, der bevirker, at man(d) har lov at lade sin vrede vælte ud, når der ikke er nogen, man har respekt for i nærheden til at lægge låg på.
Derudover har forkastelse af homoseksualitet en vis genklang i den muslimske kulturkreds, så det er for drengene en legitim aversion. Forældre og andre muslimer, der deler aversionen, holder klogeligt mund med deres manglende tolerance over for socialarbejdere og presse.
Lyst og underkastelse
Herboende unge, ugifte muslimske mænd har stort set ingen steder at få udløsning for homonstrømmen. Selvtilfredsstillelse er ikke tilladt, deres “egne” piger forholder sig forholdsvis kyske og stoler i det hele taget mere på etniske danske mænd i seksuelle anliggender, foruden at mange etnisk danske piger ikke gider disse macho-drenge. Mange bøsser fravælger også omskårne mænd af seksual-tekniske årsager.
Lyst sat i centrum af livsudfoldelsen huer kulturligvis heller ikke individer, der opvokser med idealet om underkastelse. Muslim betyder den, der underkaster sig. Muslimske drenge må nøjes. Så pirringen: »I hvide mænd har det hele, I kan vælge og vrage mellem kvinder og hinanden, I svømmer i uforpligtende sex, I skilter med det, I vælger det moralsk forkastelige, og I bliver ved og ved, og jeg får ingenting!« er voldsom.
Individer, der ikke har en indbygget selvkontrol, kan ikke styre denne cocktail af stimuli og afmagt. Når de ej heller via opdragelse har udviklet en etik, der hedder alles ret til personlig frihed, så går de til angreb.
http://www.jp.dk/kbh/artikel:aid=3157608