Der foregår  bla. det, at Ulf Nilson udmærket ved, hvad der  foregår, men han må ikke  skrive det ligeud i Expressen, bare sidesteppe og tjatte. Det er  hvad der  foregår, og det  er det interessante. Man føler med Nilson, for hvis man gav  ham fuld frihed, ville han være den rette  mand på det rette sted, men svenske mediers forfinede æstetiske  sans, spænder  ben for selv aldrende, højt meriterede  journalister.

I denne klumme er  rygvask på en gammel kvinde alibiet for en samfundskritik, der aldrig  tør blive specifik, ligesom den  såkaldte samfundskritik, der findes  i bølgen af svenske succes-krimier,  ikke basererer sine litterære og kritiske kvaliteter på andet end, end at Sverige – tilsyneladende ud af det blå  –   er gået fra et højtillidssamfund  til  et høj- kriminalitetssamfund. Den nasser på tragedier. Statskunstnere  kan lukrere på  det, når de de bortser fra det større , ubekvemme billede. Det kunne jo  koste  støttekroner at skrive  om det,  og de kunstnere  vi fostrer og støtter, er derriere-garde, ikke avantgarde, som de selv indbilder sig. Ordets medgørlige  skødehunde. Havde de valget, ville de  aldrig blive en Nicolai Blædel, en Torgny Segerstedt, en  Václav Havel, en Joseph Brodsky , en  Dmitri Shostakovich . Antagelig derfor kun bogklubber  og bogmesser  værdiger dem større interesse. Julius Bomholt og Henning Rohde ville ikke have  været fornøjede over resultatet. Carsten Jensen, Seidenfaden et al har “a gift for words” (Orwells udtryk), men de skal som ægte intellektuelle, ikke have noget klinket. Det er ikke mit  problem, jeg har selv  masser der  behøver  klinkning  allerede.

Kan svenskar inte bli förbannade?
Sitter vi så fast i myten om vår egen förträfflighet – det nya, fast
snälla herrefolket – att vi vägrar att se verkligheten?
Jag var inne på frågan när jag skrev om sparkmordet på Kungsholmen och dödsskjutningen i Blekinge ( 6 oktober). Sen dess har vi haft ett par mord till, kanske 15–20 skolor har brunnit (!) och ett hundratal tjejer blivit våldtagna (!). Alltså måste jag upprepa min fråga:
Vad i helvete pågår här?

“2006 sökte 24.322 personer asyl i Sverige. Över 90 procent saknar pass och identitetshandlingar eller uppvisar falska handlingar, enligt Migrationsverket.

 Ofta handlar det om personer som vet att de inte har rätt att stanna och genom att inte uppge sin rätta identitet tar processen så lång tid att myndigheten till slut ger upp.”   Stop asylmisbruget

Dear world, you´re  hard to please 

Defending Islamofascism- It’s a valid term. Here’s why:

The attempt by David Horowitz and his allies to launch “Islamofascism Awareness Week” on American campuses has been met with a variety of responses.  [..]

The term Islamofascism was first used in 1990 in Britain’s Independent newspaper by Scottish writer Malise Ruthven, who was writing about the way in which traditional Arab dictatorships used religious appeals in order to stay in power. I didn’t know about this when I employed the term “fascism with an Islamic face” to describe the attack on civil society on Sept. 11, 2001, and to ridicule those who presented the attack as some kind of liberation theology in action. “Fascism with an Islamic face” is meant to summon a dual echo of both Alexander Dubcek and Susan Sontag (if I do say so myself), and in any case, it can’t be used for everyday polemical purposes, so the question remains:
Does Bin Ladenism or Salafism or whatever we agree to call it have anything in common with fascism?  Christopher Hitchens, Slate

“Make Hirsi Ali honorary French citizen”

A group of French intellectuals are demanding that Ayaan Hirsi Ali be given honorary French citizenship and that France provide the former politician with the protection that the Netherlands no longer wants to provide now that she lives in the US. 
 In a petition in the newspaper Libération the intellectuals express annoyance at the “unacceptable cowardice of a European government.” The petition is signed by among others philosophers Bernard-Henri Lévy, Alain Finkielkraut and André Glucksmann. Expatica 

Nødvendig undersøgelse

Et højtplaceret medlem af den egyptiske terrororganisation Gamaa al-Islamiya, Abu Talal al-Qassimi, der havde været indblandet i mordet på præsident Anwar Sadat i 1981, fik i 1993 politisk asyl i Danmark. Her brugte han sin tid på at ophidse og rekruttere muslimer til hellig krig sammen med al-Qaedas senere nummer 2, Ayman al-Zawahiri, der sandelig også havde slået sig ned i København. Under en tale i Milano i 1994 understregede Abu Talal, at det er enhver muslims pligt at terrorisere Allahs fjender, så han har været guld værd for integrationen i Danmark. Under et ophold i Kroatien i september 1995 blev Abu Talal imidlertid kidnappet af CIA og sendt til Egypten, hvor han formentlig blev slået ihjel.
Politiken, fjernsynet og Lars Norman Jørgensen fra Amnesty International er stærkt opbragte og vil nu have undersøgt, om dansk PET havde noget med Abu Talals forsvinden at gøre. Det synes Groft sagt er en rigtig god idé. Så kan vi nemlig få at vide, hvem der skal have medaljen for at have skaffet os af med ham. Samtidig vil vi gerne have undersøgt, hvilke danske myndigheder der dengang i 1990erne gav ophold til folk som Abu Talal og al-Zawahiri. Ikke så meget for at få dem straffet for deres landsskadelige virksomhed, men tænk hvis nogle af disse personer stadig har noget med den danske asylpolitik at gøre.Lars Hedegaard , Groft Sagt, Berlingske