Den ubekendte faktor er Ny Alliance. Man kan nok roligt fastslå, at en stram udlændingepolitik til stadighed vil være i fare, ikke bare fra det yderste venstre, der altid har været landsskadelige, – det er ikke nogen nyhed – men også fra en Vestager, der foregiver at tro at 24 års reglens vigtigste begrundelse, er at “begrænse tvangsægteskaber”. Så dum er hun nu næppe – men hun vil ikke sige ligeud, at hun vil genindføre kædeindvandringen på industriel basis.
Man kunne ønske danske vælgere en måneds studiebesøg i Malmø, Birmingham eller Antwerpen. Hvad der er sket der, er irreversibelt. Det kan kun blive værre, og det bliver det. Det fortvivlende ved danske vælgere er, at de åbenbart er uden fantasi – de skal se det de ikke ønsker, før de ved de ikke ønsker det. Og da er det forlængst for sent.
Man kan lige så godt sige det ligeud : Vestager og co. er dumme og uvidende nok, til ikke at vide at det vi prøver at undgå her, er at påføre Danmark borgerkrig. Os selv eller vore børn og børnebørn.
LEDER: SR-asyludspil gør det let at vælge
Nyt udspil fra oppositionen vil undergrave den hidtil førte udlændingepolitik.
Storbytosserne
Khader: Giv dem arbejde og opholdstilladelse
Islam vil erobre Europa
Den profilerte og høyt respekterte islamske rettslærde Yussuf al-Qaradawi hevder at islam vil erobre Europa. Men det trenger ikke nødvendigvis å skje ved krig, sier han; hvis Allah vil kan Europa få motta Islam gjennom fredelig islamisering. For islam er løsningen på Europas problemer med umoral og materialisme, fremholder Qaradawi.
Kvindernes (og bøssernes) Villy
Søvndal og børnene
Fra sit glaspalads kaster den berygtede sidegadepolitiker Villy Søvndal nu en brosten mod socialminister Karen Jespersen, som han mener bedrager vælgerne ved at bagatellisere den – påstår han – voldsomt stigende fattigdom. Han skriver i Jyllands-Posten: »Anvender man EUs officielle fattigdomsgrænse, lever 90.000 børn i Danmark i økonomisk armod«. Søvndal begrunder naturligvis ikke, hvorfor man dog skulle anvende EUs tåbelige fattigdomsdefinition, ifølge hvilken den mest effektive måde at bekæmpe fattigdom på er at gøre landet fattigere og fattigere. Søvndal nævner heller ikke, hvor mange af de 90.000 fattige børn han selv har besøgt, men han er jo en snu polemiker, så den information holder han selvfølgelig i beredskab til sit næste indlæg. Af dette vil fremgå, at han personlig har besøgt mere end tyve fattige hjem og selv har holdt sin hånd på mange af disse stakkels fattige børns opsvulmede maver. Groft sagt, der vil sine menedmennesker det godt – det gælder altså også både sidegadevekselerer og sidegadepolitikere, vil dog råde Søvndal til at vente med at komme med den information til den afsluttende partilederrunde, således at pressen ikke kan nå at kontrollere hans fattigdomsbesøg.
Claes Kastholm Hansen
Kvinderne går til Villy og venstrefløjen
»Kvinnors rädsla i urbana miljöer«
To friserede diskussioner om ufriserede emner:
Säkrare städer
Rädda kvinnor ska ha rätt att freda sin kropp med tårgassprej. Det här förslaget diskuterades på moderaternas stämma nyligen. Men är det vapen som ska göra kvinnor trygga? Lyssna till en diskussion om hur kvinnor ska känna tryghet i det offentliga rummet och om hur gator och städer ska göras säkrare, inte bara för kvinnor utan lika mycket för pojkar och män. Den kvinnogjorda staden är bra för alla säger docent Christine Hudson som just startat ett nytt forskningsprojekt om ekonomiska och demokratiska effekter av kvinnors rädsla i urbana miljöer.
Samtal med Tamara Spiric, gruppledare (v), Umeå, Birgitta Olsson, riksdagsledamot (fp), Edward Riedl, gruppledare (m), landstinget, Umeå och Christine Hudson, docent, statsvetenskap, Umeå universitet.
Flyktingsmuggling till Sverige
Tobias BillströmSverige har sen kriget började i Irak tagit emot lika många flyktingar som alla andra EU-länder tillsammans. Nästan alla som flyr till Sverige från Irak tvingas ta hjälp av flyktingsmugglare. 30-35 ligor är specialiserade på att smuggla människor som vill söka asyl i Sverige. De lagliga sätten att ta sig hit är obefintligt, om det inte handlar om mycket nära anhöriga.
Hör reportage och därefter migrationsminister Tobias Billström (m) i studion.
SR Studio Ett Ergo: Problemerne er “kønsmagtordningen” og at Irakere ikke kan komme lovligt til Sverige. Docent Hudson glemmer at nævne , hvem der har bragt det så vidt, at svenskere må ønske sig “den kvindegjorte by”. (Et ord der associerer til Fellini´s ironiske “Kvindebyen”, hvilket nok ikke er meningen). Svenske politikere og forskere er lige så fulde af bullshit som danske er pt, og der er ikke engang valgkamp.
»Racisterne Seidenfaden og Jensen«
Farshad Kholghi er aktuel med den nye bog »Verden er ét land«. I interview med Berlingske Tidende langer han ud efter Tøger Seidenfaden, som han kalder racist og efter skuespilleren Flemming Jensen, som ikke har mod til at satirisere over islamisterne.
Farshad Kholgi, du taler i din bog om den omvendte racisme i Danmark. Hvad er det?
»Det er, når de gode intentioner bliver misbrugt. Mennesker, der opfatter sig selv som særlig humanistiske som f.eks. Tøger Seidenfaden eller folkene i Enhedslisten, advokerer for fundamentalisterne og vil beskytte dem, fordi de er muslimer. Men millioner af muslimer er ikke med på fundamentalist-vognen og man kan ikke generalisere om muslimer, som netop Seidenfaden og Enhedslisten gør. Det er ren og skær racisme.«
Du taler i bogen også om »nikkedukkejournalistik«, der præger danske medier. Hvad er det?
»Det er, når danske medier ikke går til danske fundamentalister som f.eks. Asmaa Abdol-Hamid eller f.eks. Sherin Khankan med grundlæggende kritiske spørgsmål. Danske journalister sætter sig ikke ind i islamismen og lader disse danske fundamentalister slippe alt for let. Og så er der en decideret ulyst til at skrive om forhold, der har at gøre med religiøs eller kulturel baggrund«.
foto © Snaphanen
Er der stadig selvcensur herhjemme og efter Muhammed-krisen?
»Ja i høj grad og den er blevet større efter Muhammed-krisen. Især hos kunstnere og i underholdningsbrancen er der selvcensur. Man ønsker ikke at provokere.«
Det er jo netop i det miljø du færdes?
»Ja og det er derfor jeg bliver så frustreret og bl.a. skriver min bog. Jeg er midt i det og kan se, at folk ikke ønsker at debattere grundlæggende værdier, men vender det blinde øje til.«
Kan du være konkret?
»Vi har ikke set en eneste farce eller revy, hvor man gjorde grin med dem, der brændte vore ambassader af. Skuespilleren Flemming Jensen er et typisk eksempel på en mand, der laver politisk teater og som de andre kunstnere skælder ud på USA og os selv, men ikke vover at satirisere over fanatiske muslimer. Vovede han det, så ville jeg have respekt for det.«
Skyldes det frygt?
»Det er også frygt, men også den evige misforståede godhed, som mange politiske miljøer og i høj grad kunstnermiljøet er præget af.«
Skal Vesten angribe, hvis Iran skaffer sig atomvåbenet?
»Jeg håber ikke at opleve endnu en krig – udover den jeg allerede har oplevet i Iran. Hvis den kommer, skal den planlægges nøje. Men hvis Iran får atomvåbebet, bl.a. fordi Europa og FN ikke er sammen med USA i kampen for at forhindre dem i det, så skal alt tages i brug for at vælte regimet i Iran.«
Farshad Kholgi: Verden er ét land
Erindringer: Farshad Kholghi fortæller sin egen historie. Det er både rystende og bevægende og burde få en og anden til at tænke sig om. Men det er nok for meget at håbe på, trods alt.
Af NIELS LILLELUND
Først en advarsel: Denne bog er ikke, hvad den ser ud til at være. Forsidebilledet af en mørklødet, smilende mand og titlen Verden er ét land signalerer multikulturalisme med afsluttende afsyngelse af Jeg elsker den brogede verden.
Når man så af titelbladet forstår, at her er endnu en kendt-fra-tv person, der har valgt at skrive en bog i samarbejde med en journalist, bliver man meget, meget træt i ansigtet.
Hvis det altså ikke var, fordi Farshad Kholghi ikke er hvem som helst.
Han er oprindelig flygtning fra Iran. Som medlem af en religiøs minoritet og med en far, der klarede sig godt under shahen, mærkede familien hurtigt jorden brænde under sig efter ayatollahens genkomst.
De var længe, meget længe om at realisere flugten, og også i den forstand minder Kholghis historie om andre, man har hørt fra 1930’ernes Berlin, hvor jødiske familier nok kunne både se og mærke, hvordan nettet blev strammet, men alligevel tøvede for længe med at kappe tovene til familie og venner og flygte fra deres land.
Isnende aktualitet
Der er en god del vrede i gengivelsen af, hvordan en 10 års dreng oplever de islamiske mørkemænd tage magten i landet, brænde skolebøger af, indføre det religiøse politi og forbyde både dette og hint (f.eks. Farshads elskede skakspil, som anses for uislamisk) og i det hele taget lægge landet i et jerngreb.
Der er medrivende dramatik i beskrivelsen af flugten fra Iran. Men der er først og fremmest en isnende aktualitet i udgangspunktet, nemlig det gensyn med islamismen, som Farshad Kholghi år senere oplever i Danmark.
Med ægte vantro beskriver han, hvordan han selv bliver overfaldet på Nørrebro, så han tvinges til at flytte og det med en truende horde af indvandrere, der slår ring om flyttefolkene. Og hvordan han oplever en kvinde blive chikaneret i bussen på ganske samme måde, som han så det i Iran, hvor mere eller mindre selvbestaltede bøllekorps angreb med barberblade eller smed syre i ansigtet på kvinder uden tilstrækkelig tildækning.
Aldrig integreret
Hvordan er det kommet så vidt, at islamismen har fået fodfæste på de danske gader, spørger forfatteren? Og hvoraf denne fidele forståelse af de stærkt intolerante og totalitære tendenser?
Svaret blæser i den danske vestenvind, for man må med beklagelse konstatere, at Farshad Kholghi aldrig blev integreret i Danmark. Der er sandt at sige heller ikke meget, der tyder på, at han nogensinde bliver det. Gang på gang fortæller han, hvordan han har det dårligt med at blive offentligt forsørget i den første tid i Danmark.
Da Flygtningehjælpen tilbyder ham den obligate nye cykel (der i 1980’erne havde nærmest symbolsk værdi i udlændingedebatten), siger Kholghi nej tak. Hvis han skal have en ny cykel, skal han nok selv betale den – i sandhed et trist eksempel på en fremmed kultur, der ikke lader sig integrere i velfærdsstaten Danmark.
Grænse for humoren
Apropos integration, så er Kholghi, der bl.a. arbejder som komiker, sine steder genuint morsom. Som da han beskriver en konflikt med en klassekammerat, der søges standset af læreren med en bemærkning om, at det jo bare er ironi. »Nej, det er mig, der er ironi,« indvender Farshad, for ironi betyder iraner på persisk.
Eller da han citerer et afslag fra Danmarks Radio på et projekt, hvor Farshad Kholghi forestiller sig en præst, der vinder i Lotto og i sin eufori fantaserer om at købe Roskilde Domkirke.
Projektet kræver »mere research«, mener man i Statsradiofonien, for i Danmark kan man jo ikke købe folkekirker. Nej, netop – den ofte berømmede danske humor er vist aldrig rigtig slået an i Danmarks Radio.
Men humor er omdrejningspunktet for Kholghi, og det bliver sine steder ganske skarpt:
»Grinet siges at være den mest tillidsvækkende gestus, der findes på det menneskelige adfærdsrepertoire. Når man lægger hovedet tilbage i et latteranfald, blotter man struben for ens fjender. Det er blandt andet også derfor, jeg nærer dyb mistro til islamister. De griner simpelthen for lidt. I stedet kan man være sikker på, at de holder godt øje med, hvem der griner.«
Erindringer til tiden
Det er valgkamp, så i disse dage har landets ledere endnu mere travlt end vanligt med at danse om magtens fedtede totempæl og endnu mindre tid til at blive klogere. Så de vil nok ikke læse denne bog. Men de burde. Og det burde også en hel del andre, for som personligt dokument er den uomgængelig. Den iranske komikers personlige oplevelser i Iran og på Nørrebro er også vores allesammens tragedie, og trods den humoristiske tone er det noget dybt alvorligt, Farshad Kholghi fortæller os.
Nogle vil mene, at det er tidligt at udgive sine minder i en alder af 36 år. Dét er det ikke i dette tilfælde. Dels har Farshad Kholghi allerede oplevet mere, end de fleste gør på et helt liv, dels er der i mere end én forstand tale om erindringer til tiden
lillelund@jp.dk
Jyllands Posten, 31 oktober 2007
