Europas Ark

Prison may not work for them, but it works for us

Crooks who are in prison are not burgling your house, says Theodore Dalrymple. They themselves understand that perfectly clearly: it is only sentimental mugs who don’t…..Sentimentality is hardness of heart, or even contempt, masquerading as feeling. It is to sympathy what incontinence is to urination (except, of course, that it is voluntary, and is vastly more destructive). It is mental and emotional laziness, a refusal to discipline the gratifying glow of self-regard by deeper reflection. It has rotted us through and through. Theodore Dalrymple, Spectator.

Englischer Garten, München

Blick

Chefjuristerier

Jeg er egentlig ikke sikker på at så mange af dem jeg ellers plejer at være enige med deler min mistro til chefjurist Jacob ‘chefjurist’ Mchangama. Jeg vil på min side hævde at disse ellers fortræffelige mennesker nok lader sig forblænde lidt for meget af en beleven facon og en indædt bekendelse til (chef)juridiske idealer, der dog – det er min påstand – er så rigid at det end ikke et øjeblik overvejes om disse idealer kan forsvare os mod en totalitær trussel der ikke var taget højde for da de blev udformet. Rigiditet, selvpålagt blindhed, eller noget andet, det ved jeg ikke. Min generelle skepsis har jeg dog et par gange set udtrykt af Katrine Winkel Holm, der på Sappho refererer et debatmøde med chefjurist Mchangama i overværelse af meget anstændige mennesker. Rigiditet i kombination med absurd dæmonisering af Lars Hedegaard og Trykkefrihedsselskabet – så er vi vist ovre i det lidt monomane og useriøse, for nu at sige det pænt.

[…] Mchangama argumenterer glimrende mod racisme- og blasfemiparagrafferne, men helt i affekt kommer han først, når han kom til angrebene på Trykkefrihedsselskabet. De fyldte umådeligt meget, selv om vel kun få tilhørere havde præsent, hvad det var Brix og Hedegaard havde skrevet om burka og Bonnichsen, der var så slemt. Og angrebene vil nok blive ved at fylde. Det virker nærmest som om Bonnichsen, burka og børneporno er mærkesager for Mchangama, fordi de i hans øjne afslører Trykkefrihedsselskabets sande natur, selv om de – hvad enten man mener det ene eller det andet om dem – er få og små i forhold til det store, daglige pres på ytringsfriheden, som hele den vestlige verden udsættes for og som burde forene ytringsfrihedens venner i et samlet forsvar. […]

Juledagenes hektiske debat var præget af taktiske positioneringer mere end af hensynsløs sandhedssøgen, men emnet skal nok blive belyst på et tidspunkt. Under alle omstændigheder bør spørgsmålet for en seriøs samfundsdebattør altid være: ”Er det sandt?” Ikke: ”Er det krænkende?” Eller ”Er det dårlig tone?” […] Katrine Winkel Holm: Spørgsmål til Mchangama: Er sandheden rabiat?

Svaret på Winkel Holms spørgsmål her til sidst er selvfølgelig at chefjuristen – ureflekteret eller kalkuleret – tager udgangspunkt i de grundantagelser der er alfa og omega i de anstændiges univers: At sandhed altid er underordnet de anstændige intentioner og påkaldt krænkelse. Dette er, i min beskedne mening, en af de allerstørste og mest uovervindelige blokeringer i debatten i dag. Enhver der har prøvet at fastholde de anstændige på spørgsmål om faktualitet vil have oplevet dette (LFPC).