30
mar
Seneste opdatering: 31/3-18 kl. 1230
Ingen kommentar - Tryk for at kommentere!

Fra pædofili til islamofili – Vestens  professionelle idioter.

af Henrik M. Jensen

I år fylder 68-oprøret 50, hvilket må siges at være en høj alder for et oprør, der ikke stolede på nogen over 30.

I medierne har der allerede været en del debat om, hvad der egentlig foregik dengang, og det er langt fra slut. I Weekendavisen har Søren Villemoes valgt at fokusere på de negative sider af historien, bl.a. dyrkelsen af totalitære regimer og despoter samt, hvad der nok var glemt af de fleste, pædofili.

Set med nutidens anderledes fordømmende holdning til seksuelt misbrug af børn, har det nok overrasket, at en stor del af datidens venstreorienterede akademiske koryfæhoveder ikke alene forsvarede pædofili, men også opfordrede til det og sågar udøvede det.

Blandt pædofiliapologeter herhjemme finder vi Chr. Braad Thomsen og Susanne Brøgger, der opfordrede mødre til at have sex med deres sønner. Og i Frankrig stod det særligt slemt til. Cohn-Bendit, en af hovedmændene bag majopstanden i Paris og senere medstifter af De Grønne i Vesttyskland, dyrkede sex med børn. Og pædofile blev forsvaret og heroiseret af intellektuelle berømtheder som Sartre, de Beauvoir, Althusser, Derrida, Roland Barthes samt de venstreintellektuelles darling over dem alle, Michel Foucault.

Men hvad der måske er mere interessant for læsere af Snaphanen, gik Foucault siden skridtet videre og sprang ud som islamofil.

Efter et besøg i shahens Iran og et møde med Khomeiny i hans exil i en parisisk forstad i september 1978, forfattede Foucault nogle artikler, som blev offentliggjort i Nouvel Observateur i oktober samme ĂĄr under titlen, “Hvad drømmer iranerne om?”

Her er et lille uddrag af den højt besungne tænkers dybe tanker:

“Situationen i Iran synes at afhænge af en stor kamp under de gamle bannere: Kongen og Helgenen – Den bevæbnede enevældige og Den forarmede landsforviste – Despoten overfor Manden med bare hænder, der bliver hyldet af folket.”

“Der er et fravær af hieraki i præsteskabet og en afhængighed, ogsĂĄ finansielt, af deres tilhørere. Præsterne er ikke blot demokratiske, de besidder ogsĂĄ en kreativ politisk vision.”

“En ting stĂĄr klart: Med “islamisk regering” mener ingen iranere et politisk regime, hvor præsteskabet vil fĂĄ en rolle som overvĂĄgnings- og kontrolinstans.”

“Der er ikke alene en meget gammel og meget fremtidig forestilling om at vende tilbage til, hvad islam var pĂĄ profetens tid, men ogsĂĄ en fremdrift mod et lysende, fjernt punkt, hvor det vil være muligt at forny en troskab snarere end at opretholde lydighed.”

Og Foucault forsikrer læserne om at kvinder og minoriteter vil beholde deres rettigheder under Khomeiny. Hans kilder havde forsikret ham om, at frihedsrettighederne ville blive respekterede til den grad, at deres brug ikke vil skade andre. Minoriteter vil blive beskyttede, der vil ikke være ulighed mellem mænd og kvinder, nĂĄr det kommer til rettigheder, men forskelle hvor der er naturlige forskelle.”

Foucault konkluderer, at mens der hersker en politisk spiritualitet i Iran, er der sket et tab af spiritualitet i Europa, en dimension vi har glemt siden renæssancen og kristendommens store kriser.”

“Jeg ved, at de franske læsere vil le ad dette, men jeg ved ogsĂĄ, at de tager fejl.”

6.11. samme ĂĄr svarede en anonymiseret iransk kvinde, Atoussa H., der var politisk flygtning fra shahens styre, Foucault i Nouvel Observateur:

“Jeg er meget bekymret, hvis det bliver en islamistisk regering, der erstatter shahens blodige regime.”

Foucault synes at være meget bevæget over muslimsk spiritualitet. Men hvorfor skal den iranske befolkning efter 25 ĂĄrs stilhed og undertrykkelse være tvunget til at vælge mellem Savak (shahens hemmelige politi) og religiøs fanatisme? Utilslørede kvinder bliver overfaldet pĂĄ gaden og Khomeinys tilhængere har gjort det klart, at i det regime, de kæmper for, mĂĄ kvinder underkaste sig islamisk lov.”

Hvad angĂĄr pĂĄstanden om, at minoriteter beholder deres rettigheder, sĂĄ længe de ikke skader flertallet, spørger Atoussa H.: “Siden hvornĂĄr er minoriteter begyndt at skade majoriteten?” Og hun peger pĂĄ det islamiske regime i Saudi Arabien: “Hænder og hoveder bliver hugget af tyve og elskende.”

Mange iranere er som jeg fortvivlede over udsigten til et islamisk regime. Vestens liberale venstrefløj bør vide, at islamisk lov kan blive en dødvægt pĂĄ et samfund, der hungrer efter forandring. De bør ikke lade sig forføre af en kur, der er værre end sygdommen.”

Ugen efter gav Foucault tilbage i Nouvel Observateur:

“Hvad der er utĂĄleligt i Attoussa H.’s indlæg er, at hun sammenblander alle former for islam og sĂĄ bebrejder islam for at være fanatisk.”

“Den første betingelse for at nærme sig islam med et minimum af intelligens er ikke at begynde med had.”

Det lyder unægteligt som en argumentation, der er hørt mange gange siden fra talløse venstreorienterede islamofile, der rĂĄber “islamofob” efter deres modstandere.

Og som ligger godt i trĂĄd med 68’ernes forsvar for pædofili. Forskellen er blot, at kritikerne af sex med børn ikke længere beskyldes for at være pædofobe.

Lad mig opsummere med et citat af den spanske forfatter, Arturo Perez-Revertes:

“De naive og enfoldige, der er nemme at narre, applauderede shahens fald og bød Khomeiny velkommen. Og de gentog sig selv i optakten til det arabiske forĂĄr, som til slut – til de professionelle idioters forundring – blev forspillet til en mørk vinter.”

Se Revisiting Foucault and the Iranian Revolution

0 0 votes
Article Rating


DonĂ©r engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

Subscribe
Notify of
guest

0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments
0
Would love your thoughts, please comment.x
()
x