“Jeg trodde ytringsrommet i Norge var trangt. Det var før jeg møtte den svenske korrekthetspisken.”

Forleden kunne man høre Anders Lindberg i debat med Janne Josefsson påstå, at “vi har da frit debatteret indvandring i årevis.” Jeg ved ikke om han er løgnagtig eller uvidende, men sådan taler en mand, der har rigeligt med ytringsfrihed selv, men gerne lukker munden på andre.

Ikke et firelinjers læserbrev

Enhver der har været på nært hold af ‘svensk debat’, ved at indtil midten af 90 erne var der en ret åben debatmosfære, som Ingrid Bjørkman har fortalt. Så som på et centralt signal var der lukket de næste tyve år. Ikke et firelinjers læserbrev om indvandringen kunne trykkes.

Om det var centralt styret, får vi nok aldrig at vide, men historien vil sikkert interessere sig for, hvordan en lille klike personer kunne ødelægge Sverige i to årtier, mens offentligheden havde hænderne bundet på ryggen. Jeg siger ikke, at der ikke er meget mere Sverige at ødelægge, men jeg siger, at det der er ødelagt, aldrig kan repareres. De der påstår det, har bevisbyrden.

Debattens permafrost

I denne debatpermafrost revolutionerede politikerene 30 procent af Sveriges befolkning. Det havde næppe været muligt i et land med almindelig ytringsfrihed. Svenske journalister er med andre ord lige så skyldige i enhver milliardudgift, ethvert mord og enhver voldtægt, som politikerne.

 Nu vågner svenskerne op til  et radikalt forandret land, og de har ikke fået indført ét eneste ord om det. Nogle falder ned i depression, andre emigrerer, men vil nogle blive voldelige over at have fået stjålet deres land? Den revolutionære elite har end ikke tænkt tanken.

 Sverige er et spejkabinet af illusioner

I firserne fik nogle militærer og poliser for sig (‘polisspåret‘), at Olof Palme var sovjetisk spion. Lidt langt ude, han var snarere som officer af reserven halvvejs amerikansk agent,for Sverige var pseudo-neutralt under den kolde krig. Hvad ville de samme kræfter ikke kunne få ud af Sveriges massive bortgivelse af land de sidste tyve år? I Sverige er alt en illusion, WW2, den kolde krig, humanismen, men så er åsiktspolisen Daniel Poohl til gengæld suppleant i stiftelsens ledelse.

Hvis ikke nettet slog igennem i den periode, var SD aldrig kommet i Riksdagen. Det var en virkelig svipser for censorerne. For norske Anki Gerhardtsen var det en nyhed, at Sverige ikke er et ægte demokrati, men i årevis tilsidesatte den vigtigste af alle demokratiske rettigheder. Hun var på Segerstedtsseminariet “Den bräckliga demokratin.” Torgny Segerstedt havde ikke brudt sig om sine journalistiske efterkommere. Hvad de ikke af behagesyge har forkludret.

Kjære norske redaktører: La oss aldri bli som Sverige!Forrige helg holdt jeg foredrag på Segerstedsseminaret i Göteborg. En arena der skrivende og tenkende mennesker fra begge sider av Kjølen inviteres inn for å diskutere demokrati, ytringsfrihet og presset begge deler er utsatt for. Jeg hadde hørt ryktene om kulturforskjeller på forhånd og var spent på hvordan mine refleksjoner om minoritetenes makt og vilje til å innskrenke samtalerommet ville bli tatt imot.

Segerstedsseminaret er ikke et hvilket som helst debattmøte. Det hviler tungt på Torgny Segerstedts kamp for ytringsfrihet, demokrati og motstand mot nazisme. Men ytringsfrihet er som kjent mest behagelig når den kommer i form av festtaler og ikke som åpen og utfordrende diskusjon.

Sverige bør være gjenstand for norske medieforskeres interesse fremover, med et særlig fokus på hva sanksjonering og påtatt vranglesning av meningsmotstandere kan føre til. Ikke bare fordi det er interessant å forstå hva slags trykkoker Sverigedemokraterna er blitt til i, men mest for å jobbe beinhardt for at noe lignende ikke skal skje her hjemme.

Aftonbladets eks-kommentator Fredrik Virtanen måtte eksempelvis til Norge for å få gi ut boken om egne #metoo-erfaringer. Han har hele tiden hevdet at han er blitt utsatt for falske anklager, men allikevel vil ingen svenske forlag ta i materialet. Virtanen avvises også av alle svenske mediehus, og det mer enn antydes at det ligger frykt for sanksjoner bak denne avvisningen.

«Den bräckliga demokratin» var tittelen på årets Segerstedtsseminar. Det var i sannhet en treffende overskrift. For uten en interessert samtale, en vilje til å lytte og en omsorg for debattens betingelser, går demokratiet i stykker. Jeg trodde ytringsrommet i Norge var trangt. Det var før jeg møtte den svenske korrekthetspisken. | Anki Gerhardsen.

Se også Hatskribent tilldelas Torgny Segerstedt-pris