Af Jens Graae
Igen og igen må vi høre om, at de europæiske middelhavslande, Grækenland, Italien, Spanien og Portugal ikke har været i stand til at styre deres økonomi. Frankrig har det heller ikke for godt, men det hører vi ikke så meget om. Frankrig har som bekendt et tæt forhold til Tyskland og måske derfor?
Årsagen til at man kan sige, at det går dårligt for middelhavslandenes økonomi er den enkle, at gælden i lande tilknyttet EU ikke må overskride 60% af et lands bruttonationalprodukt (BNP). I alt 19 lande er medlemmer af den Økonomisk Monetære Union (ØMU’en) og danner det, der kaldes eurozonen. Alle 19 lande har euroen som valuta. 10 af disse lande inkl. middelhavslandene og Cypern, Belgien, Østrig, Ungarn og Irland har en større gæld end de af EU tilladte 60% af deres BNP.
Beregningerne har fundet sted før Coronavirus’en blev aktuel med nedlukning af virksomheder mv. og resulterende i millioner af arbejdsløse i EU og Europa. Vi kender derfor ikke de fulde økonomiske konsekvenser af Covid-19, men vi ved, at adskillige lande i eurozonen allerede inden Covid-19 var i alvorlige økonomiske vanskeligheder.
Der må have været utallige advarsler
Fransk-tyske økonomer såvel som ovennævnte ni landes økonomer må have underrettet deres respektive politikere om de problemer de pågældende lande kunne løbe ind i, da de besluttede sig til at gå med i ØMU’en. Mange økonomer må dengang have rejst det spørgsmål for deres respektive regeringer, at der burde gennemføres en fælles finanspolitisk kontrolfunktion for eurozonen inden indførelsen af euroen. Især i de europæiske middelhavslande må de have talt for døve politiske ører. Vi ved jo hvordan middelhavslandene tidligere devaluerede deres egne valutaer i en grad, så man næsten skulle have en pengesæk med på ferie. Med en ny valuta, euroen, styret af Tyskland og med en langt højere værdi end middelhavslandenes valutaer, måtte det derfor gå galt.
Og så gik det galt. Hvem skal betale?
Her adskillige år efter indførelsen af euroen i de nitten landes eurozone og med et større underskud i eurozonen end nogensinde tidligere, synes nu alle EU’s 27 medlemmer at skulle bringes med ind i den økonomiske hvirveldans, der drejer sig om socialistisk tvangssolidaritet overfor specielt de europæiske middelhavslandes gældsskabelser. Alle EU landene skal nu efter EU’s opfattelse i fællesskab forære penge til disse stakkels stater, der åbenlyst selv er skyld i, at de har stiftet stor gæld! Hvad kan årsagen være til al den ”godgørenhed”, som alle lande i EU nu skal deltage i?
Det synes ret indlysende. Tyskland og Frankrig kan ikke tåle det nederlag, det vil være at nedlægge euroen eller lade nogle af eurozonens deltagere gå konkurs eller måske endda lade lande falde tilbage på deres gamle valutaer. Det vil ødelægge både Tysklands eksport til middelhavslandene og måske selve EU. Så hellere lade de lande i EU, som står udenfor eurozonen, altså også Danmark deltage i betalingen af middelhavslandenes fest. Virkeligheden bagved synes at være, at både Tyskland og EU skal reddes på bekostning af samtlige nationalstater indenfor EU, som nu som tak kan risikere en alvorlig gæld for at hjælpe.
Når jeg tænker på Tyskland og EU i ovenstående situation, så toner historien om ”Kejserens Nye Klæder” frem på min skærm. Jeg føler med den lille dreng midt i den mængde af elitære medløbere og politikere, der beundrende betragter storkansleren, der under baldakinen stolt vandrer med sin trekantede franske hovedprydelse og i sin ”EU-skræddersyede spadseredragt” fremviser EU’s storhed og økonomiske magt. Det er jo traditionelt, at den lille dreng må råbe: ”Hun har jo ikke noget tøj på”! For det har hverken hun eller EU jo i den nuværende situation.
Men så kom Covid-19 ind i billedet
Det med at hjælpe de eurozonelande, der grænseløst har belånt sig er nu på grund af Covid-19 blevet til et politisk spørgsmål om solidaritet, medlidenhed og hjælpsomhed. Men alle nationalstater er jo mere eller mindre ramt af sygdommen og omkostningerne ved sygdommen. Selvfølgelig bør vi hjælpe. Men hvem har mest brug for støtte og hvem skal yde hvor meget? Denne gang er det ikke spørgsmålet om nogle landes umådeholdne forbrug af penge, men en virussygdom, der spreder sig overalt. Dette er alvorligt, fordi den anden side af sagen er, at uden en fælles indsats fra alle EU’s nationalstater er der nu en virkelig risiko for, at EU vil falde sammen økonomisk.
Alle politikere med EU storhedsdrømme står nu i den situation, at de ydmygt burde anmode EU’s nationalstater i fællesskab som at garantere for den enorme gæld, der skal redde såvel EU som de europæiske middelhavslande. Det der med det ydmyge ligger ikke til EU, hvorfor de i stedet prøver at trumfe deres krav til nationalstaterne igennem. Måske en lille forsmag på fremtiden?
Men uanset hvorledes EU får sine krav til nationalstaterne igennem, så er den vej EU har valgt både forudsigelig og farlig. Stikker vi som nationalstat først hovedet ind i EU’s samlede gældsløkke, så bliver vi formentlig med tiden dels dybt forgældede og dermed bundet til EU’s stormagtstanker. Vi vil ikke kunne protestere med mindre vi straks kan tilbagebetale gælden og det vil EU måske sikre, at vi ikke kan. Nationalstaterne vil sandsynligt kunne gøres til ”gældsslaver”.
Hvorfor har EU ikke indført den finanspolitiske union?
Det er f.eks. forbundsregeringen i Washington som har kontrol med finanspolitikken i USA. De amerikanske delstater fører derfor ikke en selvstændig finanspolitik. Der synes ikke at være tvivl om, at EU centralt vil indføre den samme finanspolitik i EU som forbundsregeringen i Washington. Det betyder imidlertid at de enkelte EU lande mister indflydelse på egne statsfinanser og samtidigt mister suverænitet til EU. Det kommer indlysende til at betyde meget. Mon EU vil tage samme hensyn til velfærdssystemet, som eksempelvis de danske myndigheder.
En finanspolitisk union kan betyde flere alvorlige begrænsninger for europæerne næsten uanset hvordan den gribes an. Det er selvfølgelig årsagen til, at en sådan union endnu ikke er indført. Man ville formentlig røbe sine virkelige intentioner med EU, hvis man åbenlyst fortalte om den finanspolitiske union, som man påtænker at indføre. Virkeligheden er måske, at alle EU lande skal påtvinges samme finanspolitiske system, som eksempelvis Tyskland anvender. Ingen ved det, men når samtlige medlemmer i EU er blevet tvunget til at indføre euroen, så har EU sin møntunion.
Hvis EU skal være i stand til at kontrollere en fælles valuta, så kræver det uvægerligt, at EU skal have fornøden adgang til EU landenes skatteopkrævning. EU kan kun i et begrænset åremål nøjes med lappeløsninger, hvor den Europæiske Centralbank overfører store beløb til f.eks. de europæiske middelhavslande og EU senere opkræver store beløb til dækning af bankens udeståender hos de mere velstående EU lande. Det er jo det, man i virkeligheden gør for at skjule, at en omvæltning vil komme en dag, hvor situationen er belejlig til at undertrykke nationalstaterne og skabe den superstat, som politikerne og eliten så brændende ønsker sig.
Er det Tyskland eller EU, der bestemmer i superstaten?
Men det EU politikere virkelig går efter og drømmer om er det samme som forretningsmanden, nemlig penge og kun penge, fordi penge er magt. Når det drejer sig om EU, så ligger pengene, de skal have fat i hos alle de borgere, der er tilknyttet EU, altså også dig og mig. Derfor famler EU sig diplomatisk forsigtigt frem mod retten til at opkræve alle de skatter og afgifter som deres nationalstater for øjeblikket opkræver. Det samlede skattebeløb drejer sig om utroligt mange milliarder af euro. Det er virkelig en magtfaktor.
Som EU hidtil har administreret euroen og eurozonens midler, så er der vel på den anden side også en vis risiko for, at EU’s samlede skattemilliarder kan løbe løbsk og hvordan skal vi kunne kontrollere det? Kansler Merkels hidtidige optræden indenfor EU på alle EU staters vegne kunne måske antyde, om end endnu svagt, at Tyskland for tredje gang på et tidspunkt kunne få upassende tanker, måske denne gang forklædt som EU.
Tyskland har delvis udkonkurreret Sydeuropas industri
De europæiske middelhavslande kunne efter indførelse af euroen veksle deres oprindelige valutaer til væsentligt højere kurser end der var basis for i deres oprindelige indtjening og produktivitet. Euroens høje kurs forringede eksporten og euroens lave renter og forøgede købekraft førte til livlige låneaktiviteter og i mangel af industrielle investeringsobjekter fremmede man i stedet byggeri af ejendomme, hoteller og lystbådehavne samt generelt et større forbrug og en større import.
Tyskland der oprindelig indførte euroen i samarbejde med Frankrig i forbindelse med sammenlægningen af Øst- og Vesttyskland, vandt løbet. Det tyske eksportlokomotiv fik ekstra styrke baseret på euroens lave kurs i forhold til D-marken og for at sige det meget kortfattet og direkte, så udkonkurrerede Tyskland de svageste dele af de europæiske middelhavslandes industrier. Det kostede dyrt bl.a. i arbejdsløshed for de sydeuropæiske lande.
Tyskland har naturligvis med sædvanlig grundighed undersøgt de handelsmæssige vilkår i relation til euroens kurs på forhånd, men deraf kan man ikke udlede, at de alene er de skyldige i de sydeuropæiske middelhavslandes underskud. Sydeuropæerne har hver især selvfølgelig også undersøgt deres vilkår og muligheder med den nye valuta, men har formentlig ligesom de danske politikere haft julelys i øjnene, så de ikke kunne se virkeligheden bag EU’s tilbud. De syntes aldrig at opdage det egentlige formål med indførelse af en euro uden et fælles kontrolsystem. Det blev for sydeuropæerne en rutsjebane ned i dybet mod en stadig større gæld.
Mørket sniger sig ind på europæerne
EU står altså i et dilemma. Et så omfattende indgreb som skatteopkrævning samt tvangsligestilling strukturmæssigt af så mange landes forskellige finanspolitiske strukturer vil formentlig skabe en kraftig modstand i nationalstaternes befolkninger. Den situation må være det værste mareridt for EU og de tilknyttede magtsyge politikere. Det er efter min opfattelse årsagen til at EU ønsker at få sin egen hærstyrke. Men tiden er endnu ikke inde for EU til på militær vis at tvinge nationalstaternes ind i ligegyldige og ensrettede regioner eller kommuner. Derfor får eurozonens bygningsfejl lov til at bestå formentlig nogle årtier endnu uanset lappeløsningerne. Men afgørelsens time nærmer sig. Her må vi huske, at enhver politisk magtfaktor, der skjuler sine hensigter overfor en befolkning, bør man aldrig stole på.
EU’s stormagtsplaner kan være langsigtede
Jeg har skrevet det før, men jeg finder det værd at nævne, hvad en af grundlæggerne af EU, Jean Monnet, nævnte i 1952 i FN: ”Europas nationer bør ledes i retning mod oprettelsen af en superstat, uden at deres befolkninger opdager, hvad der er ved at ske”!
Det er bl.a. en af årsagerne til den store stilhed der er om EU’s aktiviteter. På mit regnebræt synes der at forekomme fire metoder, som EU anvender eller vil anvende til at nedbryde de nationalstater, der er knyttet til EU. Der kan sagtens være flere metoder:
A.: EU’s overtagelse af nationalstaternes lovgivning. Mindst 70% er overtaget til dato.
B.: EU’s indførelse af euroen og en bevidst gældsætning af alle EU’s nationalstater.
C.: EU’s ønske om en selvstændig politistyrke og en selvstændig militær styrke.
D.: EU’s ønske om at kvæle sammenholdet i nationalstaterne ved at modtage stadigt flere indvandrere.
Hertil kommer, at ethvert nyt problem, som f.eks. nutidens Covid-19 kombineret med underskuddet i den sydeuropæiske del af eurozonen modtages i EU som en ny anledning til at udvide sine beføjelser. Det gøres denne gang ved at tage alle EU landene som gidsler – altså også landene udenfor de 19 lande i eurozonen – i en formidabel og langvarig låneproces, der som indledning vil koste danskerne 2,1 milliarder kr. i afdrag pr. år i 30 år formentlig plus renter. Afdragene skal finde sted fra 2028 til 2058 til en genopretningsfond på 500 milliarder Euro, der måske kan forslå nogle få år i eurozonen, hvorefter vi nok må starte forfra med en ny og langt større genopretningsfond, måske allerede om ti år i 2030. Men det er jo netop det, der formodes at være formålet. Alle EU’s nationalstater skal gældsættes, fordi det endnu er for tidligt at indføre den finanspolitiske union og en central EU skatteopkrævning. I sidste ende synes det at skulle lykkes for EU at få magten over sine ”gældsslaver”, hvorefter den finanspolitiske union og skatteopkrævningen kan indføres nøjagtig som EU eller måske til den tid som Tysklands kansler ønsker det, selvfølgelig i tæt samklang med Frankrig.
Danskerne troede ikke på, at EU kunne lave jern til guld
Når jeg tænker på alle de store løfter om lykke og rigdom som de danske politikere i sin tid var villige til at love den danske befolkning, hvis de blot ville stemme ”JA” til indførelse af Euroen, så kommer jeg til at tænke på, hvordan smarte sælgere lige efter kristendommens indførelse solgte en lille klump jern dyrt til folk og forklarede, at såfremt de købte jernet og virkelig troede på gud, så ville det næste morgen blive forandret til en guldklump.
Heldigvis troede moderne danskere ikke på de danske politikeres salgstaler om at Euroen kunne ændres til en guldklump ved ”EU-gudens” foranstaltning og stemte derfor ”NEJ” til at deltage i Eurozonen. De måtte stemme hele to gange, fordi de danske politikere havde og formentlig stadig har en sygelig trang til at komme med i Euroen på trods af, at en deltagelse i eurozonen ville betyde afgivelse af dansk suverænitet. Men de fleste danske politikere synes fuldstændigt ligeglade med Danmark, når blot de kan komme til at deltage i eurozonen. Vi får måske en anelse om politikernes nutidige holdning, når det nu skal afgøres i EU, hvor mange penge vores politikere er villige til at gældsætte os for? Egentlig skulle vi slet ikke betale. Vi har jo ikke Euroen som vores valuta og har følgelig heller ikke andel i det store underskud, der forårsages af eurozonens bygningsfejl, som er selvpåført af EU, nemlig i form af den manglende finanspolitiske union i deres organisation. Danmark kan efter min mening aldrig få et medansvar for den slags fejl.
Jens Graae.
