Når alle er kvinder, kastrater eller bøsser, har vi begået civilisatorisk selvmord
Forleden hørte jeg svensk P1 Morgon. Jeg kan bedre tåle det end dansk, ligesom jeg bedre kan tåle at naboens børn er forfærdelige, end at mine egne er. Det er et psykologisk armslængdeprincip. Det slog mig efter næsten tre timer, at jeg ikke havde hørt én eneste mandsstemme. Mænd var kemisk udrenset af programmet, det var kvinder der talte med kvinder i tre stive klokketimer.
En svensk ven fortalte mig, at svenske mænds testosteronniveau er historisk lavt og synkende. Man ved ikke, om det skyldes miljøfaktorer, dominerende kvinder, feministiske statsideologi, noget fjerde eller alt på én gang, men når Black Pigeon nævner bogen The Testosterone Hypothesis How Hormones Regulate the Life Cycles of Civilization, sendes tankerne unægtelig på flugt hvad angår det slow-motion selvmord Vesten er midt i, og som Sverige er førende i.
Det kan ikke undre nogen, at en patriarkalsk, fascistoid lav-IQ-kultur kan vælte landet omkuld som et tændstikhus og tilmed bliver betalt af svenskere for at gøre det. De har over to mio lovlige våben, men ingen kunne drømme om at bruge dem ligegyldigt hvilke krigshandlinger de udsættes for.
Hvorfor lyder vestlige universiteter, medier og parlamenter, som om der ikke er en eneste mand tilstede, og hvor stor en rolle spiller testosteron i civilisationers undergang. Den gennemsnitlige, menneskelige civillisation har som bekendt i 5000 år kun varet i 336 år, selvom de alle troede, de var tusindårsriger.
Vesten har glemt tragedien og døden, og opfører sig som “unge piger der taler jysk og tror på livet”, som Halfdan Rasmussen har sagt. Lone Nørgaard tænker også højt om disse ting:
Et samfund, hvor familien er i opløsning, er et samfund i opløsning. At undgå nedbruddet er en sag for RIGTIGE MÆND.
Kan Vesten reddes?
