Gilleleje august 2020, © Snaphanen.dk

En tilstand vi nærmer os i de vestlige medier. Statuerne, bøgerne, arkiverne, gadenavnene kan de fjerne. Én ting kan end ikke de mest indædte multikultalister og Vesten-hadere lave om: musikken. De radikale, Enhedslisten og deres venner i Danmarks Radio kan undertrykke den, men der vil altid være nogen, der kan huske den, og som har gemt den i deres hjerter eller et andet sted.

Musikken vil, uanset hvad der sker, vidne om en kultur, der var engang.

Som islamkenderen Bernard Lewis bemærkede i 1992: Blandt de ting, der udmærker Vesten, er den harmoniske musik, der står i grel modsætning til Mellemøstens unisone musik, hvor alle instrumenter spiller det samme. Og det er jo ikke mærkeligt i samfund, hvor alle forventes at mene det samme.

Som allerede Platon bemærkede for knapt 2.500 år siden, er musikken af yderste vigtighed:

Musikalske fornyelser rummer store farer for staten, for når de musikalske moder ændres, ændres statens grundlæggende love med dem.

I dag ville vi måske sige, at musikalske omvæltninger er tegn på, at staten allerede har ændret karakter

I Luchino Viscontis film fra 1963, Leoparden, blev der endnu spillet musik, der mindene om europæisk kultur. Men det var før denne kultur gik i graven.

Lad os alligevel lytte til valsen, som Burt Lancaster dansede med Claudia Cadinale.

Muslimsk musik bliver der af gode grunde ikke danset til, da det er forbudt, og da den i øvrigt er hæslig at høre på.

Se også “The Life and Times of Count Luchino Visconti” (2003) BBC documentary