Efter sæsonen © Snaphanen.dk, klik f. helskærm
Af Jens Graae.
De danske ludomaner
EU har endnu engang gennemført et af sine nøje planlagte møder for at overbevise de politiske ledere af deres tilknyttede nationalstater om alle de fordele, som de påstår forbundet med det europæiske imperium, EU. Flertallet af de ledende politikere i nationalstaterne klamrer sig til EU, formentlig i den ufattelige tro, som også kendetegner ludomaner, at der med tiden er en gevinst et eller andet sted i systemet, hvis blot ”man sidder med ved bordet”. De danske politikeres nye blinde satsning på euroen og eurozonen i håb om en gevinst engang i fremtiden ligner til forveksling ludomaners maniske satsning. Men får de nogensinde en gevinst? Hvis ikke, hvor fører EU os så hen?
Euro-projektet har givet kæmpemæssige underskud?
Et af de systemer som EU har indført og som ifølge danske politikere skulle bringe os rigdom og lykke var den fælles mønt, Euroen. EU dannede eurozonen sammen med 19 EU-lande, som skulle deltage i dansen omkring guldkalven, euroen. Et stort flertal af politikere i det danske folketing forsøgte i deres ludomaniagtige begejstring at få danskerne til at stemme sig ind i eurozonen. I to afstemninger fastslog den danske befolkning, at de ikke ønskede at være med i euroen, hvilket reddede Danmark fra at deltage i eurozonens kæmpemæssige underskud oparbejdet i perioden 1. januar 2002 op til 2020.
Det kæmpemæssige underskud opstod på baggrund af, at EU’s og visse nationalstatspolitikere, bl.a. kansler Merkel og ”den franske solkonge”, Macron, alle med ”vi alene vide følelsen”, der medførte, at euroen og eurozonen blev politisk trumfet igennem hen over hovedet på ansvarlige økonomer. Trods advarsler fra økonomer indførte politikerne uansvarligt euroen uden samtidigt at indføre en finanspolitisk union eller som et minimum nogle passende strukturelle finanspolitiske begrænsninger gældende for de 19 deltagerlande. Danmark har indtil 2020 sluppet for at deltage i det håbløst store og stadigt stigende EU-skabte underskud i eurozonen.
Krisen i eurozonen og især i middelhavsområdet
DR.DK/nyheder meddelte den 26. juli 2020, at ”EU-kommissionen anslår, at en tredjedel af Italiens virksomheder risikerer at lukke som følge af coronakrisen med flere millioner nye arbejdsløse til følge. Værst ramt er service- og turismesektoren”. Det var så EU’s vurdering af situationen. Bemærk at EU ikke nævner det forudgående selvskabte underskud i Italien eller de tilsvarende underskud i Spanien, Grækenland, Portugal og Frankrig. Og de kunne have nævnt flere lande indenfor eurozonen. Det hele er blevet en betændt økonomisk byld!
”Professor i nationaløkonomi ved Aarhus universitet, Christian Bjørnskov, forventer ikke, at pengene fra hjælpepakkerne kommer til at fikse Italiens massive økonomiske problemer”.
Økonomiprofessor ved Syddansk universitet, Thomas Barnebeck Andersen og PH.D. studerende ved University College i London, Asker Voldsgaard har i en artikel i Dagbladet Politiken den 14. juni 2020 ligeledes udtrykt deres opfattelse. De skriver bl.a. følgende: ”Eurozonen er et politisk misfoster med medfødte problemer, som eurolandenes ledere selv skal løse. Det giver ingen mening, at Danmark skal bruge milliarder på at afhjælpe eurozonens selvskabte problemer”. En fremragende artikel, der kan anbefales.
Hvad er det eurozonen og EU vil?
Desværre er der kun halvhjertede tegn på at EU vil indføre ensartede ”midlertidige passende strukturelle finanspolitiske begrænsninger” i eurozonen. De 500 milliarder euro, der oprindelig af EU var afsat som foræring primært til de europæiske middelhavslande, fik sparebanden (Holland, Østrig, Sverige, Danmark og det senere medlem Finland) ifølge den danske statsminister reduceret til 390 milliarder euro. De 310 milliarder skulle ifølge den oprindelige planlægning tilsyneladende overdrages til de nødlidende lande i det sydlige Europa uden finanspolitiske begrænsninger. Dermed resterede kun 80 milliarder euro, som kunne belægges med nogle ubekendte betingelser. Disse 80 milliarder euro og deres betingelser skulle åbenbart efter EU’s opfattelse bringe orden i eurozonens håbløse rodebutik. Det kan ingen i fuldt alvor tro på. Der må være andre løsningsmodeller.
To muligheder synes at kunne redde eurozonen
Den første mulighed er at indføre en finanspolitisk union med en tilpasset skatteopkrævning fra hver enkelt borger i eurozonen. Det lyder som om, det er ganske let gennemført. Det er det selvfølgelig slet ikke! Det vil nemlig betyde, at eurozonens lande skal ensrettes finanspolitisk, hvilket vil betyde voldsomme strukturelle omlægninger af de økonomiske og statsfinansielle forhold i hvert enkelt land i eurozonen. Det vil tillige betyde nedlæggelse af eurozonens nationalstater. En centralisering vil betyde, at EU vil overtage inddrivelse af skat, toldindtægter, moms m.v. fra samtlige borgere i eurozonen.
Yderligere vil offentlige forbrug, investeringer og velfærdsydelser m.v. være betinget af EU’s afgørelser. Da der er endog meget store individuelle finanspolitiske forskelle på de enkelte lande i Europa, så vil borgerne i eurozonen sandsynligt modsætte sig så kraftige ændringer i deres tilværelse. Det kan igen betyde, at en række af de rigere nationalstater i eurozonen vil forlade EU. Befolkningerne vil ikke kunne forstå, at de skal bruge deres rigdom til at betale de selvskabte underskud i de europæiske middelhavslande eller deltage i alle de andre forudsigelige underskud i andre eurozonelande i fremtiden. Derfor vil EU ikke gennemføre et fuldstændigt finanspolitisk projekt endnu. EU må vente tålmodigt på ”den endelige magt”, der kan tvinge nationalstaterne til at lade sig underlægge EU og dermed få dem opløst til ligegyldige regioner i den ønskede supermagtsstat, EU. De færreste europæere er klar over hvordan ”den endelige magt” kan opnås. Nedenstående viser jeg et enkelt eksempel på den mulighed.
Skab en håbløs gældsætning for nationalstaterne
Det siger sig selv, at man ikke uden videre foranstaltninger kan sidestille lande, der hidtil har devalueret og revalueret deres valutaer overfor hinanden. Det er jo en af de metoder man anvender til at skabe handelsmæssige og økonomiske balancer mellem handelspartnere. Kommer et land ud af balance til deres handelspartnere, så hæver de som regel værdien af deres valuta (revaluerer) eller sænker værdien af deres valuta (devaluerer).
Når EU så skaber en valuta, euroen, og samtidigt fastslår at den skal have en snæver ramme omkring en fast værdi, så siger det sig selv, at de lande, der tidligere ofte ændrede værdien af deres valutaer for at skabe sig handelsfordele kan komme i problemer. Selvfølgelig kan de ændre på andre værdier, f.eks. arbejdslønnen, udvidelse af arbejdstiden, ændring af den hidtidige pensionsalder m.v. Det skal vi ikke komme ind på her.
EU synes ikke umiddelbart at have ønsker om at stille for kraftige krav i forbindelse med ”midlertidigt passende strukturelle finanspolitiske begrænsninger” for et land i eurozonen. Det skyldes især, at Italien helst skal kunne fastholdes i eurozonen trods sine enorme gældsforpligtelser. Samtidig vil det være uundgåeligt, at gælden vil løbe løbsk i det europæiske middelhavsområde og dermed også overalt i EU-området. Det bliver en gæld, der sandsynligvis er beregnet til at ramme alle nationalstater indenfor EU.
EU’s tre metoder til neutralisering af nationalstaterne
Den første neutraliseringsmetode EU anvender, kender vi fra mange beskrivelser. Det er lovgivningsmetoden, hvor EU langsomt og metodisk overtager nationalstaternes lovgivning. Den anden neutraliseringsmetode er overførelsen af indvandrere fra Mellemøsten og Nordafrika til nedbrydning af vestens kultur, selvbevidsthed, destabilisering af samfundene mm. Den tredje neutraliseringsmetode er gældsfælden, som denne artikel beskriver.
Den vil gøre det til en let løsning at overtage magten over genstridige demokratiske nationalstater. Metoden virker umiddelbart moderat og pæn, således at de fleste ledende nationalstatspolitikere med glæde hopper ned i gældsfælden. De tror jo stadig på den store fortjeneste ved at deltage i EU. Storebror EU og de rige globalister vil grine herfra og hen til de banker, der opkræver renterne fra de kæmpemæssige udlån til nationalstaterne i mindst de kommende 50 år. Det vil dreje sig om, at Grækenland, Italien, Spanien, Portugal og Frankrig stort set får grønt lys til at bruge penge næsten som hidtil.
Det betyder tillige, at Danmark og de øvrige syv nationalstater udenfor eurozonen nu af EU vil blive søgt medinddraget i eurozonegælden. Regningen på den hidtidige eurozonegæld sammenlagt med coronagælden forventes at blive så stor, at alle nationalstater indenfor EU må hjælpe med betalingen i solidaritetens hellige navn. Det er helt i orden at vi i Danmark er solidariske med hensyn til coronagælden, men eurozonegælden hører kun hjemme i de 19 eurozonelande. For at være lidt lavpraktisk, så må det være muligt at få oplyst, hvor stor eurozonens gæld var pr. 31/12 2019. Dette for at have et grundlag for at beregne den nye gæld, som coronaen påfører EU-landene ikke sammenblandes med den stadigt voksende gæld i eurozonen. Jeg har ikke kunnet se, at man fra Danmarks side har krævet en opgørelse af den mulige gæld påført af coronaen.
Problemet er jo, at Danmark gerne vil vise solidaritet i relation til de økonomiske skader, som coronaen har påført landene indenfor EU. Men er det mon den korrekte opfattelse af anmodningen fra EU? Man kommer i tvivl, fordi Danmark tilsyneladende har indvilget i at afdrage 2,1 milliarder kroner pr. år over 30 år fra 2028 til 2058. Forventer man at coronaen vil florere i mere end 30 år eller har man i EU allerede beregnet omkostningerne ved coronaen i forhold til et gennemsnitstal for underskuddet i eurozonen. Begge dele forekommer usandsynlige. Dette kunne antyde, at EU eller danske politikere ønsker at inddrage Danmark i eurozonens underskud. Hvis det er tilfældet, så har vores politikere inddraget os i eurozonens gamle gæld imod hele det danske folks vilje.
Jens Graae.
