27
sep
Seneste opdatering: 27/9-20 kl. 2217
Ingen kommentar - Tryk for at kommentere!

© Snaphanen.dk

Det nye, »multikulturelle«, samfund indebærer en voksende kløft mellem Danmarks oprindelige befolkning og muslimske indvandrere og deres efterkommere – en faktisk adskillelse, der bliver mere udtalt, efterhånden som tiden går, og som ikke har meget med multikultur at gøre. Der er sket præcist det modsatte af, hvad politikerne og deres støtter i medierne og på universiteterne havde stillet befolkningen i udsigt, og som de har brugt som argument for masseindvandringen.

På trods af de mange milliarder kroner, som danske regeringer har brugt på »integrationen« gennem de seneste tredive år, går samfundets sammenhængskraft stadigt mere i opløsning.

Statsopløsning og antagonistiske enklaver

Hvad der er tilbage er parallelsamfund, dvs. en situation, hvor landet ophører med at fungere som en enhed på grund af den fysiske, kulturelle, religiøse og politisk-retslige adskillelse af ikke-muslimer og muslimer i uforenelige, antagonistiske enklaver. Udviklingen er beslægtet med de nylige erfaringer på Balkan og Nordirland under urolighederne. Den danske statsopløsning er dog ikke nært så fremskredet som i lande som Storbritannien, Sverige, Tyskland og Frankrig. I sidstnævnte land er der hundreder af såkaldte Zones urbaines sensibles, det vil i praksis sige områder, hvor statsmagten er sat uden for indflydelse.*

Spørgsmålet er i det hele taget, om den lokale muslimske befolkning betragter sig som en del af Danmark, eller om den snarere ser sig som en del af den globale umma, dvs. den muslimske nation, og derfor slet ikke føler sig som et mindretal, men som en del af en befolkning på et sted mellem en og to milliarder trosfæller, der får de fem millioner danskere til at svinde ind til ubetydelighed.

Ummaens selvbevidsthed synes i øvrigt at være styrket af de senere årtiers udvikling – ikke mindst af den islamiske revolution i Iran i 1979, Sovjetunionens ydmygende nederlag efter invasionen i Afghanistan og USA’s mislykkede intervention i Irak, men især af de enorme indtægter, som er tilflydt de olieeksporterende lande, og som har muliggjort en omfattende finansiering af muslimsk missionsvirksomhed i Vesten.

De demografiske forskydninger bliver irreversible

Hertil kommer, at Vestens muslimske immigrant- befolkning på ganske få årtier er blevet så talrig, at den kan begynde at håbe på at komme til at udgøre et flertal i flere lande – eller i det mindste nå en sådan talmæssig styrke, at de sekulære stater bliver nødt til at acceptere en magtdeling eller en opdeling af territoriet.** Længe inden midten af det 21. århundrede vil antallet af muslimer være stort nok til, at de demografiske forskydninger bliver irreversible.

Dette betyder naturligvis ikke, at integration er umulig. Alt, hvad jeg siger, er, at jeg ikke kender noget eksempel på, at en betydelig muslimsk befolkning har ladet sig integrere i en ikke-muslimsk værtsbefolkning. Bevisbyrden for, at en sådan lykkelig udvikling er realistisk, påhviler i hvert fald dem, der har hævdet og fortsat hævder, at integrationen af muslimer i Europa ikke bliver noget problem.

 Slutningen på den sekulære stat, som vi har kendt den

Vil muslimsk ikke-integration betyde slutningen på den sekulære stat, som vi har kendt den? Sandsynligvis. Religion – eller mere præcist: islamisk ideologi – er på fremmarch som identitetsmarkør blandt danske og andre vestlige muslimer og vil betyde, at muslimske institutioner bliver stadigt stærkere.

* »Atlas des Zones urbaines sensibles« 

** Se f.eks. beregninger af demografen Hans Oluf Hansen fra Københavns Universi- tet, i Berlingske Tidende, 21.8., 2005.

Lars Hedegaard kommer i slutningen af oktober med en ny bog: Sådan døde Danmark. Vil vil bringe uddrag af bogen.


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?


Comments are closed.