“Men jeg havde ret.” En hel del mere, end jeg kunne have andet i 2001. Jeg bliver interviewet af Harry Vinter fra Den Danske Forenings blad Udsyn. Det er et fremragende blad. Du kan blive medlem for kun 250 kr.
Det stod ikke skrevet over min vugge, at jeg skulle beskæftige mig med politik. Den københavnske borgerlighed i 50’erne havde den holdning, som også Emma Gad havde, at politik er noget, ordentlige mennesker holder sig fra. Så derfor gik der mange årtier, før jeg skrev et politisk ord. Da var jeg 48. Og det var Sveriges skyld.
Selv om jeg var en sen 68’er, blev jeg aldrig politisk i 70’erne af forskellige grunde. For det første på grund af min borgerlige baggrund. For det andet på grund af nogle borgerlige venner, jeg havde som ung, – blandt andet Peter P. Rohde, som jo var ex-kommunist. Og så for det tredje, fordi jeg boede udenlands. Jeg var lige rundt om universitetet i 1972, og den nye journalisthøjskole i 73, men forlod det hurtigt. Hvad kunne der ellers ikke være sket?
Og så boede jeg i Singapore, Hongkong og Paris, så 70’erne gik hen over hovedet på mig. Det var faktisk først i 2001, at jeg skrev mine første politiske ord. Jeg skrev bl.a. i 2004 en kronik til Jyllands Posten sammen med Lone Nørgaard om voldtægt i Sverige. For da havde jeg lang erfaring med Sverige, og jeg så, hvad der skete med folk derovre. Det kostede folk livet, voldtægterne eksploderede. Og så provokerede det mig, at jeg ikke kunne skrive i svenske aviser.
Harry: Hvordan tror du, det ender med alt det, vi forsøger at gøre opmærksom på?
Steen: De seneste danske og svenske valg var nedslående. For Sverige var det sidste chance. Demografisk er det løbet dem af hænde. Jeg var mere motiveret for at beskæftige mig med det i alle de år, jeg kunne gøre noget præventivt. Nu er løbet kørt. I år 2100 kan der være 34% islam i Sverige. Da har de grebet magten. Det er kun et mirakel, der kan redde Sverige. For 16 år siden skrev jeg, at når svenskerne vågner, vågner de til et mareridt. Og der vil formodentlig ikke komme nogen reaktion fra danske vælgere, så det bliver politikerne, der har Danmarks skæbne i deres hænder. Der er den ikke ret tryg.
