Kritik af den spanske borgerkrig og republikkens terror er ikke det samme som et forsvar for Franco-regimet
Af Lone NĂžrgaard
I sin seneste bog kaster historikeren Torben Snarup Hansen nyt lys over den spanske borgerkrig, republikken og Franco-styret.
Torben Snarup Hansen er historiker og vil nok isĂŠr vĂŠre kendt for en rĂŠkke indsigtsfulde artikler om bl.a. Israel, PalĂŠstina, Romerriget og islam. Sammen med Lars Hedegaard og Helle Merete Brix er han medforfatter til en af de vigtigste bĂžger i dansk islamkritik: âI krigens husâ (2003).
Snarup Hansens speciale og interesse er fĂžrst og fremmest Spanien, og i sin seneste bog stiller han skarpt pĂ„ den spanske borgerkrig â bĂ„de fĂžr, under og efter. Hans ĂŠrinde er at give et langt mere nuanceret billede af, hvad der foregik i Spanien 1935-39, for at korrigere den herskende ensidigt fordĂžmmende version om Franco: En diktator, der gik til angreb pĂ„ en pĂ„stĂ„et lovligt valgt demokratisk regering.
Med kildebelĂŠg stiller teksten sig kritisk over for den davĂŠrende marxistiske folkefrontsregering og dens ansvar for krigens optakt samt det kaos, der fulgte, med politisk vold og terror â rettet ikke mindst mod den katolske kirke.
âEt Himalaya af lĂžgneâ
IfĂžlge den anerkendte spanske historiker Laureano Benitez Grande-Caballero Ăžnsker skiftende spanske regeringer at indfĂžre en officiel ideologi, en hjernevask-operation, som overfĂžres til uddannelsessystemet, medierne og underholdningsindustrien. Med det formĂ„l at frembringe en anti-Franco-holdning, der skal bane vejen for at illegalisere patriotiske partier. Ja, Grande-Caballero taler ligefrem om et âHimalaya af lĂžgneâ.
Det er disse usandheder, Torben S. Hansen afdĂŠkker med sin lille bog, og han stĂ„r altsĂ„ langt fra alene med de nĂždvendige rettelser af den officielle historieskrivning. Som historikeren Uffe Ăstergaard skrev allerede for 20 Ă„r siden i et bidrag til âDen Jyske Historikerâ:
âTvĂŠrtimod kan vi i dag i lyset af den relative lethed, hvormed demokratiet sejrede efter 1975 [Franco dĂžde i 1975], at Francos styre (âŠ) netop ikke reprĂŠsenterede en totalitĂŠr ideologi som fascismen, endsige nazismen (eller kommunismen).
Regimet var katolsk konservativt, undertrykkende og ofte blodigt, men ikke totalitĂŠr ensrettende. Af den grund overlevede det civile samfunds institutioner, hvilket muliggjorde en hurtig tilbagevenden til demokrati og kontraktlig markedsĂžkonomi efter diktaturets fald i modsĂŠtning til situationen i det kommunistiske Sovjetunionen (âŠ)â
En bog der vender op og ned pÄ manges fordomme
Torben S. Hansen har skrevet en bog, der vender op og ned pÄ manges fordomme om Franco som hovedskurken i og efter den spanske borgerkrig. To eksempler mÄ rÊkke her, men der er mange:
âFranco greb ind og forbĂžd henrettelser uden en dommerkendelse (âŠ)â (s. 80)
â(âŠ) Franco mĂ„ sĂ„ledes siges at have spillet en nĂžglerolle i forberedelserne af de allieredes sejr i forĂ„ret 1945.â (s. 110)
Men nutidens spanske journalister, politikere og undervisere er altsÄ i fuld gang med at formidle myter og lÞgne om Franco-diktaturet. Til trods for at den nationale rejsning, som Franco stod i spidsen for, ikke var et fascistisk statskup mod en legitim og demokratisk regering. TvÊrtimod forhindrede opstanden, at et folkefrontsregime kunne gennemtvinge en kommunistisk revolution, der ville have omdannet Spanien til en sovjetrussisk satellit.
Heller ikke uvÊsentligt pÄviser forfatteren, at Franco-styret havde fÊrre ofre end den republikanske side, og at tilvÊrelsen under Franco var forbundet med Þkonomisk fremgang.
Et langt mere facetteret billede af Franco
âSpanien i krig og fredâ fylder kun 129 sider. At skrive kort og prĂŠcist er sĂ„ sandelig meget ofte en dyd, men i dette tilfĂŠlde kan den stĂŠrkt koncentrerede/ komprimerede tekst med en syndflod af aktĂžrer godt virke overvĂŠldende. Personlisten bagerst over de mest centrale er pĂ„ ikke mindre end 25 navne.
I hvert fald lÞb jeg flere gange sur i egennavnene pÄ bÄde mennesker og geografiske omrÄder. Det er derfor hensigtsmÊssigt at have et Spanienskort slÄet op ved siden af bogen under lÊsningen.
Tilbage stĂ„r et langt mere facetteret billede af Franco â et vidnesbyrd om, hvordan ĂŠgte, ikke-ideologiske, sandhedssĂžgende historikere er uerstattelige, fordi de laver det seje og nĂždvendige gravearbejde i kilderne. Og bliver ved, ogsĂ„ nĂ„r âfundeneâ ikke harmonerer med aktuelle politiske og Ăžkonomiske interesser.
Anmeldelsen er tidligere bragt i Den Korte Avis