Hvad er der galt med at være højreorienteret?

Frederikskirken, København © Snaphanen.dk

Man må være stolt over at være højreorienteret og ikke krybe i et musehul, når journalisterne begynder med deres udskamning.

Af Lars Hedegaard

I Document.dk citerer Christian Skaug den franske forfatter Laurent Obertone for det synspunkt, at Frankrig allerede befinder sig i en guerillakrig udløst af indvandrere, som ikke er ”vrede” (som medierne fremstiller det), men derimod optændt af ødelæggelsestrang. Det giver prestige i visse indvandrerkredse at føre an i brandattentater og voldelige overfald.

Som Obertone forklarer til den italienske avis, Il Giornale, har Frankrig i flere år befundet sig i en guerillakrig.

”Antallet af voldsforbrydelser er steget konstant i mere end ti år. Hver eneste dag sker der dusinvis af knivstikkerier, flere hundrede seksualforbrydelser og tusindvis af tilfælde af aggression. Optøjerne gør intet andet end at generalisere fænomenet, og det med en utrolig følelse af straffrihed, som desværre er forståelig, når retssystemet alt for sjældent griber ind i sagerne.“

Adspurgt om voldshandlingerne er motiveret af vrede, svarer Oberone:

”Det er ikke vrede. … Det handler om opportunisme. De dårlige handlinger, de begår, er heltegerninger, som de fejrer indbyrdes og gør dem populære internt i deres gruppe. De angriber, de ødelægger, de tager ikke hensyn til noget og scorer på en vis måde point. Jeg ved, at det bliver forklaret som sociale fænomener, som et råb om retfærdighed, men det er fuldstændig forkert. Sådanne ting bliver sagt for at anklage samfundet i stedet for de skyldige. Vi bliver konstant narret.”

Og hvem bærer ansvaret for denne tilstand?

Det gør oprørerne, selvfølgelig, svarer Oberone. Dertil kommer regeringens forsømmelser og venstrefløjen, der moralsk har afvæbnet både befolkningen og politiet. Også den almindelige befolkning er medskyldig ved at have tiet og affundet sig med tingenes tilstand uden at tænke alvorligt over, hvad der foregår.

Ifølge Oberone er de hemmelige tjenester udmærket klare over, hvad der sker, men staten er ikke interesseret i fakta, og tjenesternes rapporter ender i papirkurven. Myndighederne bestræber sig på at udlægge kendsgerninger på en måde, der skaber et fordelagtigt indtryk af dem selv, og de store medier har totalt forladt virkeligheden.

Il Giornale spørger Oberone til beskyldningerne om, at han står den ekstreme højrefløj nær, men i stedet for at spørge, hvad der er galt med højrefløjen, prøver han at retfærdiggøre sig ved at påpege, at hans analyser blot er udtryk for flertallets opfattelser.

Det har han utvivlsomt ret i, men vi kommer næppe videre, så længe de nationaltsindede bliver ved med implicit at acceptere mediernes konstante beskyldninger mod ”højrefløjen”.

Vi lever i en Orwell-verden, hvor fire ben er gode og to ben er onde. I dag hedder det: venstrefløj god, højrefløj ond – og det er forbavsende mange højreorienterede villige til at skrive under på.

Før eller siden må der komme et mandfolk og påpege, at hvis det skal udlægges som højreorienteret at ville forsvare landet mod fremmede barbarer, så må man være stolt over at være højreorienteret og ikke krybe i et musehul, når journalisterne begynder med deres udskamning.

“De ‘intellektuelle’ arbejder hårdt på at afvise det, som alle forstår.”