Første retrospektive Lars Vilks udstilling

Fotos © Snaphanen.dk

“Jag var för mesig och för rädd för hotbilden som fanns när han levde. Det är något jag ångrar idag.”

Jeg så i Expressen i går, at Den Blå Hal i Höganäs har en stor retrospektiv udstilling af Vilks, som er den første efter hans død for næsten to år siden. Det er få kilometer fra det hus, Vilks lejede og boede i indtil han endelig måtte flytte af sikkerhedsgrunde. Det lå på Kullaberg midt mellem Nyhamnsläge og hans Arx/Nimis på stranden på nordsiden af halvøen. Han havde ikke langt til arbejde i de mange år fra 1980.

Udstillingen vil gøre billedet af Vilks bredere, og det er godt, for det er synd han bare er kendt som “Muhammedtegneren,” som medierne skriver. Han er meget, meget mere. Hans tekniske overlegenhed gjorde ham endda i stand til at male immitationer af andre store fra kunsthistorien. Rondellhunden som Goya eller Carl Larsson.

Samhällsnytt skriver: “Det var i oktober 2021 som Vilks omkom med sina två livvakter i en påstådd olycka som omgärdas av en mängd frågetecken.” Mange, måske de fleste i Sverige, tror ikke rigtig på den ulykke. Selv ville jeg have være mere tilfreds, hvis der ikke var så mange uafklarede momenter omkring den, men udover det, ved jeg ikke hvad jeg skal mene. De skriver desuden om det faktum, at Rondellhunden ikke er med:

Det är kanske konstigt att inte ha med ett så centralt verk i en retrospektiv utställning men vi landade i att det var bättre att kunna öppna upp utställningen än inte alls.

Anledningen till att man väntat till efter Vilks död med att ställa ut hans konst ska ha berott på att man inte vågat tidigare medan han levde. För att jag var för mesig och för rädd för hotbilden som fanns när han levde. Det är något jag ångrar idag. Nu blir det av men det gör lite ont i mig att vi inte gjorde det tidigare, säger Martin Enget.

Det minder mig om en ikke utypisk episode, jeg oplevede netop i Höganäs. Vilks ville derned til åbningen af en kunstudstilling den dag, hvor jeg var på besøg sammen med Uwe Max og Peder Jensen (Fjordman) Billedet øverst er fra den lejlighed. Vi oplevede at mange ‘var bange for Vilks’, det vil sige, de trak sig fra ham.

Det kan kun have været nogle vage forestillinger om, at han tiltrak voldmænd og terrorister, og at han derfor var farlig at være i nærheden af. Det gjorde mig ondt for ham, men han lod sig selvfølgelig ikke mærke med det. Han beklagede sig iøvrigt aldrig over sin skæbne. Han havde netop brug for en så vidtgående normalisering af sit liv, som muligt.

En af arrangørerne siger, at han fortryder, at han var for ‘mesig’ (fej, bange, vattet) mens Vilks levede, og det tror jeg, mange svenskere kan skrive under på idag. Jeg glæder mig over, at der trods alt var så mange, der støttede ham fra 2007 til hans død – ikke mindst i Danmark. Endda nogle danske politikere (!) Endelig noget at glæde sig over hvad angår dem.

Lars Vilks, Shabana Rehman, Farshad Kholghi og Mark Steyn i Trykkefrihedsselskabet, 2010.© Snaphanen.dk