At hĂžre “RĂžde Danny” (Daniel Cohn-Bendit) interviewe Nigel Farage om EU, er meget betegnende for, hvor frontlinjerne over EU gĂ„r i dag. De gamle marxister (og postmarxisterne ‘de grĂžnne’) er EU’s mest ihĂŠrdige stĂžtter, nationalt sindede borgerlige de stĂžrste modstandere, sĂ„ der mĂ„ vĂŠre noget her, danske Venstre og Konservative er hĂŠgtet af.
Men hvad er de ikke hĂŠgtet af i Ă„rtier? FĂžrst opstod DF, fordi de snorksov, sĂ„ opstod NB, fordi de var gĂ„et ind i den evige vinterhvile og skulle behage fantasterne i EU og FN, hvis prioritet mildt sagt ikke er det danske folk. Der bliver folkelig ballade over det nuvĂŠrende ‘Brexit’ svindel, kan man godt love May: Now even MORE Britons want to leave the EU – an increase of nearly 15% since 2015, survey shows.
Det varer et kvarters tid. MangemillionĂŠren,“arbejderlederen” Tony Blair, der pĂ„ kun ni Ă„r importerede 4 mio. fra den 3 verden, sprang jeg over. I dag kan man ogsĂ„ hĂžre, hvorfor John Cleese forlader England og slĂ„r sig ned i Caraibien – som ingen nu kan stave til, og som fĂžlgelig skal hedde “Caribien” – pĂ„ den lille Ăž Nevis nord for Guadeloupe.
Black Pigeon: China in the Crosshairs of the American Empire
