Hirsi Ali med Lars Hedegaard og Helle Merete Brix på hendes hotelværelse i 2005 © Snaphanen.dk

Af Palle Almindsø

”I vor kultur går man mere op i at få tilkendt offerstatus og få den frem i offentligheden end at demonstrere stoisme eller heroisme ” (Douglas Murray)

Er man et offer, så har man på en eller anden måde vundet eller i det mindste fået et forspring i tilværelsens store undertrykkelseskapløb. Således lyder en af social-justice-bevægelsen vigtigste antagelser: At undertrykte mennesker (eller mennesker der kan hævdes at være undertrykte) på en eller anden måde er bedre end andre, og at der er en vis anstændighed, renhed eller godhed forbundet med at være en del af en sådan gruppe. Mao der er gået politik i det.

1. Og vi ved udmærket, hvad det betyder, når ”der er gået politik i det”, det kan fx dække over at en sag der burde afgøres på pragmatisk vis ved at bruge den sunde fornuft, i stedet bliver behandlet som en sag, hvor ideologiske, politiske, ja endda følelsesmæssige overvejelser spiller en større rolle end vederhæftige analyser af den konkrete problemstilling for eller imod. Det skete med klima-diskussionen i 00`erne hvor Bjørn Lomborg kom med de ”forkerte betragtninger” og derfor måtte indstævnes for rådet vedrørende videnskabelig uredelighed for at blive sat på plads.

Senere bredte disse tanker sig med lynets hast til andre områder som fx race, religion, køn og seksualitet, der hver for sig blev slagmarker for identitetskrigeres jagt på de forkerte meninger. –

Her er tale om minoritetstyrannier af værste skuffe, som via internettet har tilranet sig et kulturelt magtmonopol, der får ledende universitetsfolk og bestyrelser til at ryste i bukserne og krybe til korset ved den mindste antydning af kritik. Fx blev noget så uskyldigt som den danske sang der var ung blond pige genstand for et identitetshysterisk udbrud, der straks fik universitetsbestyrelsen til at få sangen fjernet fra Højskolesangbogen, angiveligt fordi sangen var racistisk! Som det vil vise sig, taler vi her om en verden af internet-bårne fornærmelser, hvor ingen ved hvem der er bemyndiget til at bære over med en krænkelse, men hvor alle er motiverede til at føle sig krænket og få mest muligt ud af det. –

2. Islam-kritikeren Ayaan Hirsi Ali havnede tilbage i 2014 i en polemik om en ærestitel ved Brandeis University i Massachusetts. Det amerikanske universitet havde bebudet, at Ali ville få en æresbevisning ved dimissionsfesten 18. maj. Inden der var gået en uge, blev denne beslutning dog trukket tilbage efter protester fra en del af underviserne, kritik fra bloggere og efter en underskriftsindsamling på nettet iværksat af en studerende – en indsamling som ifølge The New York Times på kort tid samlede tusinder af underskrifter.

Avisen skriver, at universitetsledelsen på Brandeis otte dage efter at have offentliggjort Ali som kommende modtager af æresbevisningen trak beslutningen tilbage som følge af den voksende kritik. –

»Vi kan ikke se bort fra, at visse af hendes tidligere erklæringer ikke er i samklang med Brandeis University`s kerneværdier,« lød det i en erklæring. Hvordan var man nu kommet på den ide, alle vidste jo hvad Hirsi Ali stod for. Hendes nære ven Theo van Gogh havde jo fået halsen skåret over ti år forinden, så hvorfor nu al denne ståhej? Kritikken af Ali gik på , at hun flere gange har rettet hårde angreb mod  islam, som hun blandt andet har kaldt en »dødskult« og har sagt, at »vi er i krig med islam«.

The New York Times henviser til, at blandt andre USAs tidligere præsident George W. Bush og den tidligere britiske premierminister Tony Blair efter 11. september-terroren og angrebene på Afghanistan og Irak understregede, at man var gået i krig med terrorgrupper og ikke islam som sådan. Og samme aften få timer efter at tvillingetårnene var sunket i grus og 3000 mennesker omkommet havde Bush erklæret, at islam var fredens religion. Havde den ikke været det før, blev det herefter en af de vedtagne sandheder, som de politisk korrekte har gjort til et dogme ved siden af de andre som fx at alle kulturer er lige gode, at Europa bør bøje sig i støvet da de har kolonialt blod på flaget så at sige, at racisme er en af den hvide mands syndere – at køn er en konstruktion o.l.

3. Det er ikke sikkert, at polemikken slutter her for det amerikanske universitet. Nogle kommentatorer har meldt sig på banen og kritiseret, at universitetet bøjer sig for pres. Kritikere af Ali understreger, at de er imod universitetets intentioner om at ære hende, men at hun har ret til at udtrykke sine holdninger, og at hendes personlige fjendskab over for islam kan være forståeligt. Ali er født i Somalia, hvor hun blandt andet blev udsat for omskæring. Senere kom hun til Holland, hvor hun blev valgt ind i parlamentet og var med til at lave den omstridte film »Submission« om muslimsk undertrykkelse af kvinder.

Alt dette er velkendt, det jeg vil fokusere på er den hastighed hvormed gårdsdagens sandheder i dag bliver erklæret for løgne og bedrag. Først vil man hædre en modig religionskritiker for så straks at trække hensigten tilbage.

Godt nok er der ofte navne på de tweets og mails der farer gennem æteren, men hvis de skal have tyngde, så må en usynlig hær af følgere være en del af tidens strømninger, og her er det anonymiteten kommer ind i billedet – internetkrigere der påberåber sig en minoritets offerstatus kan tilrane sig en kolossal magt ved at hævde sig krænket, og den der føler sig mest krænket får mest opmærksomhed. Hele dette krænkelseskompleks skal ses i sammenhæng med identitets- og wokeparadigmet. Disse udgør en slags frisættelse af rettighedsmentalitet-tanken og betyder et vågent øje for ukorrekt adfærd og sprogbrug. –

Mht køn, har man set at den kemi og biologi man kunne kalde for hardware i løbet af de sidste tyve-tredive år er blevet til software. Køn er blevet en konstruktion, lige som sandheden også ses som en eurovestlig konstruktion. Der er ingen sandhed længere. 2+2 er ikke 4 men = racisme! Man er ikke længere sort eller farvet, men ”personer af farve” (Murray 2019 s. 216) En monografi om den venstrepopulistiske identitetspolitik og radikal-feminismen

Rettighedstænkningen der er uadskilleligt forbundet med offergørelsen (af minoriteter) kommer ind her – Er man et offer eller hævder at være det, så har man på en eller anden måde vundet eller i det mindste fået et forspring i tilværelsens store undertrykkelseskapløb. Således lyder en af social-justice-bevægelsen vigtigste antagelser: At undertrykte mennesker (eller mennesker der kan hævdes at være undertrykte) på en eller anden måde er bedre end andre, og at der er en vis anstændighed, renhed eller godhed forbundet med at være en del af en sådan gruppe.

I sin bog skriver Murray om henholdsvis homoseksualitet, kvinder, race og transkønnethed og dokumenterer tilstanden og de midler, hvormed aktivister udøver pres på institutioner og enkeltpersoner. I supplerende kapitler redegør han for, hvorledes marxismen og den teknologiske udvikling udgør et grundlag for de bevægelser, der nu hærger vore samfund –

Vi ser det herhjemme om end i mindre skala, når minoriteter (religiøse eller seksuelle) bliver gjort til ofre og derefter får rettigheder og særstatus. Der er tale om en postmarxistisk bevægelse, en migrerende totalitarisme, hvor venstreorienterede normstormere ved hjælp af medierne får fortolkningsmonopol i den udstrækning at de herskende medier deler ideologi med venstrefløjen. –

Vi kender fx sagen om skuespilleren Scarlet Johansson der ikke måtte spille en transperson, da hun ikke selv var det, eller J. K. Rowling, der kom for skade at sige at der biologisk set var to køn! Og så kom der gang i krænkelseshysteriet. Den slags har vi været vidne til i årevis, med et manisk hysterisk fokus på fx klimaet, Coronaen EU, Trump og sporten bliver sendefladen så at sige fyldt op, og så kan vi enten slå os til tåls eller selv søge oplysninger om, hvad der sker i et land som Frankrig og andre steder –

Bortset fra dette så er det som krænker mig mest de politisk korrektes trælbundne sind, der ikke kan rive sig løs fra offergørelsen og den stærke overbevisning om at virke i godhedens tjeneste, hvorfor de mest umulige tanker får lov til at slå rødder i deres hjerner, se dette finder jeg over al måde idiotisk og kvalmende, og hvis det ikke var for det faktum at de arbejder i mediernes tjeneste kunne vi bare lukke øjnene i to sekunder og glemme dem.

En gang talte man om noget man kaldte Public Service. I dag er der som bekendt tale om en statsfinansieret propagandacentral, et fyrtårn for politisk korrekthed der synes at bøje sig for identitetspolitik, (politiseringen af alting) og social-justice-bevægelsen. Woke-paradigmer med kulturel appropriation og forsøget på at kapre seernes og lytternes bevidsthed, så udviklingen blot kan fortsætte med business as usual –

.

Douglas Murray Hordernes Hærgen (2019)