Kampen mod dyremishandling, I

Fra antikken til i dag. Med islam som vendepunkt

Af Margrethe Nørskov

Det vrimler med dyreværnsforeninger, der kæmper for bedre forhold for både vilde dyr, landbrugs- og kæledyr. Samtidig er danske hjem fyldt til randen med hunde, katte og andre kæledyr. Er det alt sammen et luksusfænomen, et produkt af et overflodssamfund? Eller er det en integreret del af vores natur eller kultur? Tag med på en spændende tidsrejse fra jægerstenalderen til nutiden for at søge efter svaret.

1. del : Vores forhold til dyr i før historisk tid

Det meste af menneskets historie, er forløbet uden et skriftsprog. Når vi ikke kan læne os op ad det skrevne ord, må vi ty til, hvad arkæologien kan fortælle os. De ældste, menneskelige tegn på en hyldest til de vilde dyr, pryder sten og klippevægge. De findes på så forskellige kontinenter som Europa, Afrika og Australien. Et godt eksempel er El Castillo-hulen i det nordlige Spanien. Her er dyr, som heste, antiloper og næsehorn taget under, forfinet, kunstnerisk behandling. Kunst, der har op mod 40.000 år på bagen. I denne hyldest til maden og pelsen, fornemmer man en ophøjet distance til slettens fødevaredepot. Eller måske mere til de ånder, der har æren for dyrenes eksistens?

Gravhunde

Hopper vi 30.000 år frem i tiden, vidner andre fund om, at denne distance til dyrene er overvundet. Noget er sket i mellemtiden. Hunden er kommet til. Det er ikke opklaret præcist, hvor og hvornår ulven blev hund.

I Israel er der fundet en 12.000 år gammel grav fra jægerstenalderen. Graven indeholder skeletrester fra et menneske og en hundehvalp, der er begravet ved siden af. Personen er lagt på siden med armen om hvalpen. Fundet vidner dels om, at udviklingen fra ulv til hund var i gang, dels var der en tilknytning til hunden, som rakte ud over en rationel nytteværdi. Vi kan også være med på vores breddegrader, selvom tidshorisonten er knap så langstrakt.

I Danmark og Sydsverige er der fundet 7.000 år gamle hundegrave fra jægerstenalderen. Skateholm i Skåne har 10 hundegrave, som ikke lader noget tilbage i forhold til de grave, der indeholder mennesker. Disse hunde har fået en grav i kraft af egen position. Ikke blot som vedhæng til en afdød ejer. Tilmed er der rester af rød okker på hundeskellettet, som vidner om, at hunden er smurt ind i okker ved begravelsen. Vi ved fra andre kilder, at okker er en udbredt del af begravelsesceremonier i forhistorisk tid. Et helligt symbol, som hunden også fik del i. Der kan også være lagt offergaver ned i hundegraven. Det begynder at ligne et personligt forhold til dyr. Hundeknogler, fundet på stenalderens køkkenmøddinger vidner om, at trods de ærefulde begravelser, kunne hunden stadig ende som proteinkilde, hvis det passede ejeren.

Hunde ud af menuen

Hundens betydning forsvinder ikke, selvom mennesket bevæger sig væk fra jagt som livsgrundlag. Men måske ændrer holdningen til hunden sig en anelse. De hundeknogler, som er fundet i stenalderens køkkenmøddinger, ser man ikke mere til fra den sene bronzealder. På det tidspunkt afstår de fleste befolkningsgrupper i Europa sig fra at spise hundekød.

Flere tamdyr

For 6.000 år siden er der kommet flere husdyr til. Får og tamkvæg begyndte at græsse i Danmark. Hesten kom til 2.000 år senere. Hønen kom til Danmark i jernalderen, 400 år før vor tidsregning. Den race, vi i dag kender som Danske Landhøns har et knoglesæt, der til forveksling ligner knoglerester fra de høns, som er fundet i brandgrave fra Jernalderen. Ingen andre lande i Europa har hønseracer med så lang en historie bag sig.

Forskel på dyr

Nok var flere dyrearter blevet tæmmet. Men, som i dag, var der forskel på dyr. Nogle æres, andre spises. I Sverige er der fundet brandgrave fra bronzealderen, hvor urnerne indeholder knogler fra både hund, svin og får. Hundeknoglerne stammer fra hele kroppen. Hunden er begravet i sin helhed. Knoglerne fra får og svin stammer kun fra de kødrige dele af dyret. Hunden var det gode selskab på rejsen til dødsriget. De andre dyr var med som madpakken. Det er også i bronzealderen, at hunden begynder at dukke op i menneskets kunstneriske virke i Skandinavien. Helleristninger, der afbilder stilistiske hunde i jagt- og religiøse scener er ikke ualmindeligt. Og så dukker der for alvor spor op af et bizart forhold til dyr såvel som mennesker.

Dyre- og menneskeofringer

Offergaver til de højere magter. Mennesker, hunde og heste, der bliver slået ihjel i en højere sags tjeneste. Blandt andet i Sydsverige, men også Danmark findes der steder, som er udgravet og defineret som hellige områder for ofring. Her måtte de levende lade livet for at indynde sig hos dem ingen havde set, men alle kendte. Guderne.

Flere samtidige kilder beskriver den praksis. Den mest kendte er nok præst, forfatter og historiker Adam af Bremen, som omkring 1070 laver en skildring af sådan en offerlund ved Uppsala i Sverige. Hvert træ blev betragtet som helligt i kraft af de kadavere fra heste, hunde og mennesker, der hang frit til skue og forrådnelse. Den samtidige Bisp og historiker, Thietmar af Merseburg skriver om en offerlund ved Lejre, hvor 90 menneskelig og lige så mange heste, hunde og haner hang i træerne.

I anden halvdel af det første årtusinde og frem, fra Jernalder til Vikingetid, begynder der for alvor at dukke dyr op i menneskers egne grave. En vikingehøvding i Ladby er begravet med fire hunde, som han holder i en kostbar hundesnor. Kvindegrave indeholder også hunde. Knoglerester fra Hedeby viser, at allerede på det tidspunkt var der små hunde med en skulderhøjde på højst 25 cm. Trods store og små hunde, der mere har været til fornøjelse og prestige end nytte, siger det intet om, hvordan dyrene blev behandlet. Havde stenaldermennesket og vikingehøvdingen en forestilling om, at hunden og andre dyr, havde behov for, og endda krav på, et minimum af god behandling?

Det første klare bevis på, at den slags tanker har snurret i hovedet på mennesker, skal vi til Antikkens Grækenland for at finde. Det ser vi nærmere på i næste afsnit af denne tidsrejse i dyrevelfærd.

Kilder

Companion animals & us: .Hadricourt, 1962; Bökönyi, 1974; Sahlins, 1976
Dogs in graves – a question of symbolism? Gräslund Anne- Sofie. S.167-176
Did Neandertals Paint Early Cave Art? Michael Balter. Science 14.06 2012
Evidence for domestication of the dog 12.000 years ago in the natufian of Israel. David Simon J.M.; Valla Francois R. Trykt: Nature Vol. 276, 7 december 1978, s. 608-610.