Går Europa mod sammenbrud?

af Bitten-Kirsti Nielsen

Mens det gamle Europa synes at glide mod sit sammebrud med økonomisk tilbagegang og voksende protester – ude i Europa, men ikke i Danmark – vil EU få mindre og mindre indflydelse ude i verden, mens det har bundet sig stærkt op på USA. Hvem der kommer til at sætte kursen i Europa fremover, tror jeg ikke ligger helt klart, men at landene mod Øst – inklusive Asien – vil komme til at spille en afgørende rolle, skal vi nok regne med.

Så hvorfor ikke satse på et øjeblikkeligt forlig med russerne og endda stile henimod et samarbejde mellem Vesten (inkl. Washington, der ikke for evigt vil være den førende supermagt), Moskva og Kina med de øvrige BRICS lande og deres råstoffer og dermed Asiens markeder. Hvorfor ikke rette blikket mere den vej end hidtil og supplere med nye handelspartnere?

Lad os forestille os et frit Danmark i et frit Europa, som kunne vælge de samhandelspartnere, som passede os, som kunne så de afgrøder, der passede os og fiske i danske farvande, som det passede os. Men hvordan vække det danske folks interesse? Mange erkender åbent, at politik ikke interesserer dem, selv om de ikke kan lide EU! Og det åbner for nogle farlige konsekvenser.

Men lad os for alt i verden vogte os for den nyfascistiske forsamling med sæde i Davos, som med deres “agenda 2030” og “young leaders” vil tvinge europæerne til acceptere “Great Reset” (jf. “du må intet eje og være lykkelig” osv.).

Det er så mærkværdigt og uhyggeligt et sammenrend af ubestemmelig art, som Løkke Rasmussen og Kristian Jensen fik meldt Danmark ind i for et par år siden. Og får de magt, som de har agt, kan vi sige farvel til Danmark og måske til livet selv især for gamle og syge ifølge deres planer om “depopulation”. Lyt selv til Klaus Schwab og Bill Gates. Et foruroligende par.

Her vil jeg dog tro, at europæerne siger stop, for dette har vi set før i Europas historie. Men er det, vi til gengæld ser komme, et splittet Europa med nye dilemmaer, hvor vi fortsat skal navigere under forhold bestemt af et magtspil mellem supermagter?

Og har vi egentlig stillet spørgsmålstegn ved, hvorfor russofobien fortsat trives så mange år efter Sovjets fald? At den har lagret sig hos de østeuropæiske lande, som har været under Sovjets dominans, er forståeligt. Men at den siden da er blevet styrket i hele Europa – også i årene før krigen i Ukraine – forekommer mig mærkeligt. Europæerne fortsætter jo ikke med at hade tyskerne pga. Hitler-bandens ugerninger, og sådan skal det da også være.

Jeg tror, at hvis man bad danskerne om at begrunde deres had til Rusland og Putin, måtte de erkende, at de faktisk intet kender til nutidens Rusland og egentlig heller intet til Putin. Det hele er en ren foræring fra mainstream pressen. Men vil man vide, hvad der sker ude i den store verden, må man ud på nettet og tage ordbogen med! Ingen vej udenom!

Det samme gælder den kollektive foragt for USA’s tidligere præsident Donald Trump. Hvad er det for løjerlige mekanismer, som går i gang her? I ingen af tilfældene er reaktionerne baseret på viden, og i psykologiens verden forskes der med rette i fænomenet “massepsykose” eller “massemanipulation”. Jeg skal ikke gøre mig klog på massepsykologi, men det kan vel ikke nægtes, at det er klogt at tage den med i betragtning og at stille sig selv spørgsmålet: Hvornår er jeg blevet manipuleret, og hvilken viden baserer jeg min personlige holdning på?

Nu er Angela Merkel stået frem og har afsløret, at Minsk aftalerne fra 2015 aldrig var tiltænkt at skulle overholdes, men skulle give Zelensky tid til at opruste, hvilket virker plumpt som hende selv og er unfair play. Men hvorfor? Hvad var planerne med at få denne krig sat i gang? Donbass havde været under ukrainsk beskydning siden 2014, så hvor er logikken i det?

Og hvorfor skulle Europa indblandes? Ukraine er ikke medlem af Nato.

I forvejen vakler EU, og deres gamle og vidtløftige hensigtserklæringer for Europa er forlængst gået op i røg og er blevet afløst af et voksende diktatur. Skulle vi mon ikke starte med at se på vores hjemlige demokrati?

Dertil kommer nu den senest påviselige korruption – “Qatatar-gate” og Ursula von der Leyens køb af “vacciner” i husbondens firma – der næppe får EU tilhængerskaren til at vokse.

Nej EU er et lukket kontor for befolkningerne, og Europas politiske ledere er ikke enige om den vej, Europa skal gå. Nogle lyder ganske vist klogere end andre, men her ser jeg ikke danske politikere brillere. De henter deres info fra mainstream pressen og synes i øvrigt at have andre interesser af mere privat karakter.

Men ude i Europa markerer andre sig. Merkel har lige lettet en kæmpe afsløring for verden, Orban og Meloni ønsker ikke at lægge sig fladt ned for EU, og Polens leder hæver også røsten og gør krav på Polens gamle landområder i Ukraine. Om Macron til gengæld siger franskmændene, at han ikke er normal, og Olaf Scholz er voldsomt i klemme mellem tysk industri og USA og von der Leyen.

Hvad betyder dette rod for europæerne selv? Vil de i længden kunne gøre krav på deres lande, eller vil den arabiske verden komme til at kæmpe om Europa med “Deep State” og deres ”Great Reset”?

Foreløbig har den vestlige blok valgt at komme med en luftig erklæring om Ruslands totale tilbagetræknng, selv om de ved, at det næppe vil ske. Så hvorfor trække pinen ud og lade flere mennesker dø på begge fronter? Er der stadigvæk nogen, som tror, at denne krig handler om Ukraine?

For mig at se, er Europa ligeså meget et gidsel i denne konflikt som Ukraine, og vi er nu der, hvor vi med rette kan stille spørgsmål ved årsagen til, at denne krig får lov til at eskalere. Hvad venter man på, og hvem er i øvrigt “man”? Hvem drager fordel af denne krig? Vil enden på det blive et forarmet Europa, som er tvunget i knæ af sanktioner plus enorme våbenudgifter til … ja til hvad? Hvorfor ikke stoppe den trafik nu? Hvor er de intelligente, europæiske ledere, som ikke er til fals? Men det haster. For europæerne er som børn, der er blevet væk fra mor, men er for små til selv at finde hjem.

EU har udviklet sig til en illegitim størrelse, og det samme mener jeg gælder Nato. Begge har de taget en udvikling, som aldrig er blevet afstemt med europæerne selv, der som sædvanen tro aldrig bliver hørt.

Så hvor længe tør de europæiske ledere fortsætte med at gamble med deres lande som indsats i denne konflikt? Og hvad vil der i sidste ende ske med Europas afhængighed af russiske råvarer? Som om det ikke handlede om europæernes basale behov som brød på bordet, varme om vinteren og arbejdspladser?

Jeg læste et sted, at Dmitrij Medvedev (russisk partileder) for nylig havde skrevet om Ruslands forhold til Europa: “Fremover vil vi undvære dem (europæerne), indtil en ny generation af fornuftige politikere kommer til magten der”.

Jeg kan kun se, at europæerne nu står over for et afgørende valg: Vil vi være kastebold for andre magters interesser, eller vil vi frigøre os fra EU og som frie nationer igen kunne handle og disponere i overensstemmelse med de enkelte europæiske landes interesser?