Er jøderne blevet klogere?

Af Lars Hedegaard

Jonathan Greenblatt, der leder den amerikanske organisation, The Anti-Defamation League, hvis formål er at bekæmpe antisemitisme, har netop udtalt, at antisemitisme er blevet normaliseret. Mange i offentligheden betragter det nu som ukontroversielt og helt normalt at lufte had til jøder, og Hamas’s myrderier i Israel har båret yderligere ved til jødehadet. Man skulle umiddelbart tro, at de ubeskrivelige grusomheder ville føre til afstandtagen fra Hamas og de palæstinensere, der støtter denne terrororganisationen, men det modsatte er sket. Slagterierne har vækket den latente antisemitisme, og antisemitterne fejrer halshugningerne af babyer og andre bestialske handlinger som den sejr.

Man mindes Hannah Arendts konstatering, at antisemitisme ikke har til formål at slavegøre det jødiske folk. Derimod er ”antisemitismens endemål folkemord”.

Jødehadet bliver normalt tilskrevet ”den yderste højrefløj”, tilhængere af ”hvidt overherredømme” og de ynkværdige, der kan finde på at stemme på Donald Trump. Og beklageligvis har jødiske organisationer i såvel USA som Europa været mere end villige til at udbrede denne påstand.

Sandheden er imidlertid, at den moderne antisemitisme i alt væsentligt er et venstrefløjsfænomen, og det er jo ikke så godt, når den officielle jødedom traditionelt har stået til venstre, og 80 pct. af de amerikanske jøder stemmer på demokraterne, der har flere åbenlyst antisemitiske medlemmer af Repræsentanternes Hus, og som kun nødtvungent kan bevæges til at støtte Israel.

Et af det aktuelle jødehads arnesteder er USA’s mest prestigeombejlede universiteter, som er udklækningsanstalter for andre af tidens mest forskruede tanker.

Kendetegnende for universiteternes såkaldte undervisning er den påstand, at alle samfundsspørgsmål kan reduceres til formlen: undertrykkere og undertrykte. Det er nemt at huske og kræver ingen særlig tankekraft. Aktuelt mener fortalerne for denne samfundsanalyse, at USA styres af ulækre hvide mænd, mens talrige minoriteter må døje under deres misregimente. Og det er lykkedes tilhængerne af Hamas og andre muslimske ugerningsmænd at få status som undertrykte.

Amerikanske studerende, der aldrig har åbnet en bog, griber med begærlighed fat i denne verdensforklaring, som retfærdiggør, at de ikke ved noget som helst om noget, men til gengæld er fulde af passioneret iver.

Situationen bringer mindelser om forholdene på de tyske og østrigske universiteter i Weimar-republikkens tid efter 1. Verdenskrig, og indtil Hitler blev rigskansler i 1933. Jødiske studerende måtte leve et usikkert liv og blev især ved Wiens Universitet udsat for forfølgelse og fysiske overfald.

Vi ved, hvad der senere skete med jøderne, og man må for deres skyld håbe, at de husker, hvem der er deres venner, og hvem, der er deres fjender – i stedet for at kaste sig i armene på tilhængere af den antisemitiske indvandring.