en anledning til at minde om hvad Roland Huntford skrev om svensk politisk sprog i The New Totalitarians, hvis nogen kan få fat i bogen (http://www.antikvariat.net/ eller bibliotek).
foto © webmaster
Jyllands-Posten 5. august 2005, kulturweekend,
Velfærdsstaten er presset, og efterhånden som de globale realiteter fjerner sig mere og mere fra vores fælles drøm om tryghed og urørlighed fra vugge til grav, stilles der stigende krav til sprogets elasticitet, fordi ordene skal spænde over paradokser og modsætninger, der hele tiden truer med at eksplodere.
Af Niels Lillelund
Man skal kende en tid på, hvad den forbyder, sagde en klog mand engang til mig. Han samlede på censurerede manuskripter, vilde og oprørske tekster og proklamationer, der havde skaffet deres forfattere alskens problemer på halsen, sendt nogle af dem i landflygtighed, andre i tugthus og nogle få direkte i døden. Hans samling bestod i sagens natur af ældre tekster, for censur kan som bekendt ingensinde indføres og er heller ikke blevet det siden. Derfor skal man heller ikke kende vores tid på, hvad den forbyder, for den forbyder så godt som ingenting. Ikke direkte. Vor tid kan man kende på, hvad den ikke vil tale om, og det er ganske meget.
http://upl.silentwhisper.net/uplfolders/upload3/Essaysossesprog.doc