

(Flugtbilistens ofre skal i samme grav. H.C.Ørstedsvej og Kongens Nytorv, foto © Snaphanen)
Weekendavisen: »Pia og de intellektuelle«
På bordet ligger den konservative engelske filosofs bog Roger Scrutons bog Nationernes nødvendighed. Den handler blandt andet om oikofobi: hadet til egen hjemstavn. Tesen er, at mange europæiske intellektuelle praktiserer et kulturelt selvhad, en forkastelseskultur, hvor man i skyldfølelsen over det nittende århundredes kolonialisme og det tyvende århundredes totalitære ideologier forkaster alt, hvad der har med den europæisk-kristne kultur at gøre.
Michael Pihl, gymnasielærer og formand for Sorø lokalafdeling af Dansk Folkeparti, lever ingenlunde op til valgkampens klichébillede af en pianist. Bilvraget i forhaven er aldeles fraværende, og der er noget klart elitært over både mand og bolig. Michael Pihl er cand.mag. i historie og tysk samt master i socialhistorie.
»Kender du begrebet folketribuner?,« spørger han og skænker te op. »I Romerriget var der en konflikt mellem patricierne og plebejerne – altså over- og underklassen. På et tidspunkt gør plebejerne oprør og vil rive sig løs, og så opfinder man folketribunerne, som skal sikre, at underklassen eller borgerne også bliver hørt. De fik vetoret over for senatet og embedsmændene. Jeg har det godt med, at vores parti er en folketribune i Danmark«. [..]
Som erklæret nationalkonservativ skiller Michael Pihl sig ud fra lærerværelsets befolkning af SF’ere og radikale. Han er dog ikke i tvivl om, at der er andre i faget, der stemmer som han.
»Jeg møder nogle gange kolleger, som fortæller, at de stemmer Dansk Folkeparti, men de kigger sig altid lige over skulderen, inden de siger det. Og til kollegerne siger de i stedet, at de stemmer V eller K. Så den der dæmonisering virker da stadigvæk. Måske i højere grad i det her segment i samfundet.« […]
Det nationale net
Så hvor går de nationalkonservative intellektuelle hen, når Dansk Folkeparti tilsyneladende ikke vil vide af dem? Svaret er internettet, hvor de nationalkonservative er særdeles flittige skribenter. En af dem er cand.mag. i historie Kim Møller, redaktør af den nationalkonservative blog Uriasposten. Med over 2000 besøgende om dagen er Uriasposten den mest læste politiske blog i Danmark og den mest markante repræsentant for den omfattende nationalkonservative blogosfære. Ifølge Kim Møller er den dominerende holdning blandt de konservative bloggere, at »Krarup er god nok, men Dansk Folkeparti for socialdemokratiske hvad angår skatte- og velfærdspolitik«.»Selv stemmer jeg Dansk Folkeparti, men det parti er ikke nødvendigvis lykken for mig,« siger Kim Møller. »Jeg ville hellere have, at de Konservative blev mere konservative, og sådan tror jeg egentlig, der er mange, der har det. Vi er lidt politisk hjemløse. Fra tid til anden snakker vi om, at man burde starte det gamle Højre op igen, men det ville aldrig lykkes. Det er stort set umuligt at starte et nyt parti.«
Weekendavisen, se også “Vestens død” “Hvem ringer klokkerne for ?” “Folket dør, når troen dør” og “Nomos, DF og nationalkonservative i Weekendavisen.”
Samfundslære
Selv om dansk politik for tiden kan forekomme kaotisk, følger den i virkeligheden et ganske enkelt mønster. Som den kloge, gamle menneskeæder Mao Zedong altid sagde: Når man har udpeget samfundets hovedmodsætning, falder alt andet på plads, og i Danmark går den mellem De Samvirkende Danske Eliter (SDE) og almuen, repræsenteret af Dansk Folkeparti. SDE har længe været grundigt træt af underdanmark og har derfor udfoldet gevaldige bestræbelser for at hidkalde forhåbentligt mere medgørlige folk fra fjerne egne.
Uheldigvis har DF formået at stikke en kæp i hjulet på dette projekt ved at mobilisere dele af vælgerkorpset, og SDE har svaret igen med forskellige initiativer. Først prøvede man at få folk til at stemme rigtigt ved at kalde dem racister. Da det ikke hjalp, bestilte man en stribe udenlandske rapporter, der bekræftede, at danskerne var værre end noget, katten havde slæbt ind. Så opfandt man en ny mennesketype, den anstændige borgerlige – Homo virtus – hvis ypperste repræsentant blev Naser Khader efterfulgt af Birthe Rønn Hornbech. Men alle er kommet til kort, idet Pia Kjærsgaard har udmanøvreret dem.
SDE må snart begynde at spørge sig selv, om det nu var så god en ide med demokratiet i 1849. Mon ikke EU kan hjælpe os af med det? Lars Hedegaard, Groft Sagt
»Venstrefløjens sorgarbejde«
Henrik Gade Jensen funderer over det mærkelige forhold, at sandheden først er sand, når en venstreorienteret har udsagt den. […]
“Venstrefløjens sandhedsbegreb er genetisk eller normativt, hvor sandhed bliver et spørgsmål om, hvem der siger hvad, og ikke om det, der siges, er rigtigt eller forkert. Det ligger dybt i marxismens arvegods. Teorier kan således falsificeres af deres finansieringskilder. Et dumt svin eller en reaktionær antikommunist kan ikke sige noget sandt.
Det er måske her, at det egentlige skillepunkt mellem venstre og højre skal findes: om sandhed skal forstås afhængigt af klasse, køn, kultur og race som i marxisme, multikulturalisme og feminisme, eller om en sætning kan være sand eller falsk, uafhængigt af hvem der ytrer den. Er sandheden kollektiv eller individuel? Arthur Koestler skrev engang om, hvordan man først er et frit menneske, når man tør sige at 2 + 2 = 4, selvom en væmmelig antikommunist siger det samme. Og det var samtidig Koestlers vej væk fra den kommunisme, hvor partilinien definerede sandt og falsk. At fastholde et sandhedsbegreb uafhængigt af den almindelige interesse- og magtkamp i samfundet burde i hvert fald – ideelt set – være kvalitetsstemplet på den ægte intellektuelle.
180 Grader :Henrik Gade Jensen, projektleder ved CEPOS (foto © Snaphanen)
»Kønskonservatisme«
Dér lærte jeg et nyt ord. Livet er almindeligvis alt, alt for kort til svensk feminisme. V.S. Naipaul gad heller ikke diskutere det, hvis ikke det var i Saudi Arabien og lignende steder. “Skal vi ikke snakke om noget vigtigt?”. Men idag er historien lidt morsom og kan underholde andre end bridgeklubben Kvindeligt Selskab:
Reklam från Danmark har åter hamnat i onåd hos svenska ERK, Etiska rådet mot könsdiskriminerande reklam. Denna gång är det en annonsbilaga från Köpenhamns turismorganisation Wonderful Copenhagen som kritiseras. Reklamen skickades ut till alla Sydsvenskans prenumeranter i mars förra året.
Den fällda texten lyder:
”Medan mor och dotter roar sig med shopping, kafé-besök, keramik och konsthantverk i Köpenhamn, kan far och son kasta sig ut i en tur för karlar med hår på bröstet. Lyssna till krigs- och militärhistorier, se fantastiska 3D-filmer, höra om otroliga världsrekord, gå på äventyr i ruinerna under Christiansborg Slot och besöka den pensionerane, danska u-båten som användes under kriget i Irak. Avsluta dagen med saftig hemlagad hamburgare.”ERK gillade inte heller fortsättningen av reklamtexten, med rubriken ”Krut och kanoner på Orlogsmuseet”:





