Kongens Have, Dronningeporten fotos © Snaphanen.dk
Nul grader, nordenvind og ikke en sky. Min park er Østre Anlæg. Fra børnehaven henover underskole til gymnasium, altid Østre Anlæg, og til nød Kongens Have. Som gymnasiaster spillede vi håndbold der, og sværmede i Rhododendronhaven og delte en lejlighedsvis pibe hash.
Det er en park for alle aldre og temperamenter. Der er legepladser for børn, små rosenhaver for pensionister og elskende. Midt i 1880’erne malede Paul Gauguin mange motiver fra den da han boede i Nørregade.
I den nordøstre ende ved Østerport lå Østre Borgerdyd Gymnasium, min og min fars skole, Kierkegaards skole og Danmarks næstældste latinskole. I dag er den ejerlejligheder, og det er lidt mærkeligt at gå forbi en bygning, man har tilbragt så mange timer i, og hvor der har været så meget liv, og hvor ens eget startede. Nederste foto. I dag kunne man se den gamle skole, når træerne ikke skyggede for den.




