Marika Formgren var lederskribent i svensk presse indtil januar 2014, hvor hun sagde op og forlod faget da hun havde forvisset sig om, at hun ikke var ansat for at udtrykke sin overbevisning, men for at “anpassa sig till informella regler för vad som anses politiskt korrekt.” Heldigvis skriver hun stadig, selvom hun nu uddanner sig nu til ingeniør.

I Sverige skal man gå med livrem og seler, hvis man vil benytte sin grundlovsfæstede ytringsfrihed. Man skal være lidt af et et IT -geni og anonymisere sig, og man skal være parat til at blive forfulgt ikke bare af udemokratiske organisationer som Researchgruppen og Expo, men også af Expressen og Aftonbladet, hvis demokratiske sindelag aldrig har imponeret. Vi kender selvfølgelig lignende typer i Danmark, den nedrige vilje til at terrorisere er tilstede i periferien, men de er ikke en faktor, nogen behøver tage alvorligt. De har yderst begrænset medvind fra mainstream.

Fra Formgren’s lange, absolut nødvendige artikel Med skräcken som verktyg i dag, der i et sundt demokrati havde været en to-sides feature i Dagens Nyheter eller Svenska Dagbladet:

Fortsæt med at læse “Magt gennem skræk”

Der er flere måder, at reagere på “det nye Sverige” på. 50.000 emigrerer om året, et meget stort, uvist antal svenskere er “internt fordrevne.” Der er mig bekendt ingen, der har haft lyst til at forske i de flyttestrømme.

Allerede for ti år siden flyttede 3.600 husholdninger/familier fra Malmø om året, altså cirka 10.000 mennesker. 700 angav direkte, at de flyttede fra indvandring og kriminalitet. Flere kan have gjort det uden at ville sige det.

Der er de de gamle, de fattige og de syge, de bliver tilbage og har bare at ‘gilla läget’, og så er der dem, der er velhavende nok til at købe sig tilbage til det Sverige, der nu forsvinder i rasende fart: Et gated community 30 km fra den større by, hvor de arbejder og stadig tjener så godt, at de ikke er underlagt alle politikernes luner.

En professor siger at “Utvecklingen är tråkig och ett misslyckande för samhället.” Det er den venligste udlægning, man kan komme på, men professorer får ikke løn for at være modige. Hvis det ikke er en direkte ondsindet politisk indsats, der får et Sverige til at forlade alle fortidens idealer om ligestilling og omsorg for de svageste i lyntempo, er det den mest eklatante inkompetence: Svenske politikere har ingen anelse om, hvad de foretager sig, og i den udstrækning nogen tør gøre dem opmærksom på det, afviser de kritikken som ‘racisme’ og ‘fobi’. Er man uheldig, kan man få store bøder eller komme i fængsel.

I 2009 indviedes Victoria Park i Limhamn. Onsala ligger 30 km syd for Gøteborg, byen hvor der skydes. Der skal bare en bevæbnet vagt foran, så er man i Manilla eller Caraccas.

Så dygtige har svenske politikere været. Danske og norske har ikke været helt så dygtige, men  de gør, hvad de efter fattig evne kan. At rive ned går hurtigt, at bygge op tager århundreder. Fra Här planeras för ett gated community:

Fortsæt med at læse ““Grindsamhällen” (gated communities) i Sverige”

af Henrik M. Jensen

Efter direktør og mangemillionær Klaus Rifbjergs alt for tidlige bortgang er spekulationerne gået i gang i det kulturradikale miljø: Hvem kan løfte arven efter den faldne kæmpe?

Fra David Trads og Hanne Vibeke Holst er der allerede kommet et bud: Yayha Hassan. Og dette forslag er ikke helt ved siden af.

I sin sidste offentlige fremtræden (Deadline 2.11.2014) erklærede Store Klaus: “Der er 2000 begavede mennesker i Danmark og resten er dumme. Politisk dumme, menneskeligt dumme, uformående.”

Og noget må der unægteligt være om snakken, når den dumme del af befolkningen (99,9%) gennem årtier har akcepteret at betale hans livslange ydelse fra Statens Kunstfond og dermed bl.a. finansieret velhaverens sommerhuse i Skagen og Spanien.

Og når Yayha Hassan i sin første offentlige fremtræden som politiker sammenligner Danmark med “en lillebror, som gylper i tide og utide, tisser i sengen, skider i bukserne, smitter med bændelorm” osv. osv., Han pisser altså (for nu at blive i terminologien) på det Danmark, som har hjulpet hans flygtningefamilie til bedre levevilkår og som helt gratis forsyner ham med de meget dyre livvagter, der beskytter ham mod hans muslimske “venner” og lægger sig dermed helt på linje med Rifbjerg,

Også puberteten har de til fælles: Hassan er midt i den – med bumser og filipenser; Rifbjerg kom aldrig ud af den.

Fortsæt med at læse “Sherin Khankan er Rifbjergs arvtager”

»EU’s nuværende struktur er ikke bæredygtig. EU vil gå under, når de første tre eller fire medlemsstater forlader EU. Det vil ske om 10 måneder eller om 10 år, det vil tiden vise, men det er uundgåeligt af mange grunde. Det monetære system er mere end usikkert, demografien er usund, de generøse forsorgssystemer kan ikke opretholdes, EU-direktiverne er irrelevante eller idiotiske osv. Hvad vi burde gøre, er at forlade euroen, lukke grænserne, indtil vi har genvundet kontrollen over migrationen og erkendt risikoen ved at give professionelle muslimske aktivister plads i hjertet af Europa – og simpelthen komme til fornuft igen. EU har en fremtid, som den organisationstype den oprindelig var tænkt som: En meget mindre organisation under stram kontrol af medlemsstaternes regeringer – ikke omvendt – som kan muliggøre forskellige former for internationalt samarbejde inden for Europas grænser.« Arabisten i Bruxelles: EU er ikke bæredygtig, interview. (Foto Hans Janssen tv. Ingrid Carlqvist og Lars Hedegaard ved EU Parlamentet.)

Av HANS RUSTAD

Når Danmark politisk er et annet land enn Norge er det av to grunner: Danskene hegner mer om sin historie og kultur. Og: De har noen individer som tør å si sannheten selv om den er upopulær.

En av disse er Tina Magaard. Hun var sterkt fremme som faglig autoritet under karikaturkrisen. Magaard kom fra mange års studier, blant annet av islam, ved Sorbonne og gikk rett inn i den danske debatt. Hun våget å si at islam var annerledes enn kristendommen. Danmark hadde ikke akkurat flust med islamforskere som var kritiske. Magaard ble derfor omfavnet av høyrefløyen, noe hun ikke alltid var like glad for.

Magaard trakk seg fra den offentlige debatt. Men Krudttønden og terroren mot synagogen har fått henne til å stå frem igjen. Hun vil gjerne fortelle danskene om at IS og jihad er alvor, og, utrolig nok: Fortsatt er islamforskningen preget av tabuer.

Man lar politikere, imamer og medier stå og si at IS ikke har noe med islam å gjøre. Det er påviselig feil, sier Magaard, men forskerne tier om det.

»Situationen er alvorlig. Vi har lige oplevet terror på nært hold, og i Mellemøsten er Islamisk Stat i gang med kulturmord og storstilede massakrer. I Frankrig er debatten om disse emner i fuld gang, mens den i Danmark nærmest står stille, måske fordi man ikke som i Frankrig har forskere, der beskæftiger sig med feltet uden at være fedtet ind i de tabuer, der præger islamforskningsmiljøet,« siger hun.

Når det kommer til den voldelige variant af islamismen, mener Tina Magaard, at islamforskningen er præget af tabuer: »Den slags er jo altid komplekst, men hvorfor er det så svært at fortælle folk, at når de bevægelser her gør sådan, så er det blandt andet, fordi der står i Koranen og Hadith, at det er det rigtige at gøre?«.

Fortsæt med at læse “En person kan gjøre en forskjell”