Bradford, Manchester, København, Rom, Berlin, Stockholm. Den defensive holdning vi har over for muslimsk jødehad er ikke langtidsholdbar. Der vil komme flere jødemord, måske mange flere. Vi kommer til, ligesom med muslimer der udgør en terrorfare, at fjerne dem fysisk fra vores territorium. At komme her, og begynde at forfølge andre, bør være umiddelbar udvisningsgrund. Indtil da ville jeg foreslå at vi alle gik med gule jødestjerner, ikke bare for at vise at vi vil forsvare vores jødiske landsmænd, der som regel er mere danske end jødiske, men også for at protestere imod vores hovedløse politikere, der har nedbragt dette over os og nu bortforklarer problemet og ikke yder beskyttelse nok.

Terrorangrebet på Krudttønden var 110 procent politikerskabt, og de pårørende til ofrene burde stævne de hovedansvarlige politikere helt personligt inklusive overskurken over dem alle, Hans Gammeltoft Hansen. Han er højt dekoreret, og så er han blot en Corfitz Ulfeldt. Jeg indlæste skam i de politikerbilleder jeg så i de dage, men jeg gør dem nok for megen ære, når jeg tror de skammer sig.

Jeg fotograferede denne og denne mindetavle på Bispebjerg Hospital forleden. Vores nære forfædre vovede livet for danske jøder, hvilket er meget mere end hvad der kræves af os idag, og jeg er stolt over, at min far var en af de læger der medvirkede til at gemme forfulgte under falsk navn i hospitalssenge. Bogen Den hvide brigade. Danske lægers modstand (1946) fortæller historien om en af de mest aktive faggrupper i modstanden mod nazisterne.

Fortsæt med at læse “‘Fight the Jewish scum!’”

Av HANS RUSTAD

Lars Hedegaard som ble viden kjent etter at et forkledt postbud forsøkte å drepe ham, er blitt opplyst av Københavns politi om at han blir stilt for retten. For hva? For å ha oppgitt den formodede drapsmannens navn i nettavisen Dispatch International, som han er redaktør for.

Attentatmannen, som politiet er sikre på de har identifisert, går altså fri. Han er hos IS i Syria etter at Tyrkia utvekslet ham. Men offeret, Hedegaard, skal stilles for retten for å ha offentliggjort hans navn!

Dette er ikke absurd teater. Det er tilstanden for ytringsfrihetens vilkår i Danmark, drøye to uker etter at Lars Vilks ble forsøkt drept. Det er nesten ikke til å tro. Lars Hedegaard skrev på Facebook:

Nu skal jeg straffes. Her til morgen blev jeg ringet op af drabssektionen i Københavns Politi. Der er indledt straffesag mod mig, sagde de. Jeg spekulerede et øjeblik på, hvem jeg havde slået ihjel, men kunne ikke komme på nogen.

Men det var ikke mord, dette drejede sig om, sagde den venlige dame i røret. Derimod står jeg anklaget for at have overtrådt navneforbuddet mod den mand, som 5. februar 2013 prøvede st skyde hovedet af mig. Det har jeg nemlig gjort i to artikler i Dispatch International.

Fortsæt med at læse “Men nå skal Hedegaard tiltales!”

Den venstreorienterede Caroline Fourest medvirker, og hun mener at vide, at FN “dybest nede” er det samme parti, som under Jean Marie Le Pen. Det er jo også argumentet mod SD i Sverige, men det holder ikke i virkelighedens verden, som man kan erfare år ud og år ind. Når det stadig markedsføres vidner det kun om manglen på argumenter fra den side. Nu står Marine Le Pen til at blive Frankrigs næste præsident. Charlie Hebdo redaktør Gerard Biard medvirker også. Sendt på BBC 26 februar.

Snaphanens metamorfose

Det er to år siden jeg så mig omkring, og tænkte at nu havde dette egentlig varet længe nok. Der måtte ske noget nyt, jeg måtte udvide eller indskrænke. Større, mere ambitiøse blogs i dag har avisformat og mange medarbejdere. Jeg ville give det en chance at lave noget mere bemandet, men de mennesker jeg ville have, var optagede, og i denne branche annoncerer man selvsagt ikke efter fremmede, selvom der er en ubenyttet talentmasse derude, jeg gerne ville have haft fat i. En anden løsning tonede så småt frem.

Document.no er Norges store anerkendte netavis/blog. Jeg har kendt redaktør Rustad siden han i 2006 boede hos mig, da han var i Nimb i Tivoli og blive løftet af Shabana Rehman.  Jette Dali havde spurgt mig, om jeg ville have en norsk journalist boende, og det vil jeg altid gerne. Han er en stor mand, men Shabana er stærk som en okse.

Siden da er vores venskab og samarbejde bare vokset, og chancen bød sig, at jeg kunne lægge mig ind under Document.no teknisk og delvist redaktionelt, hvorved jeg kunne flanere lidt mere og gøre con amore ting på Snaphanen, mens jeg hjalp til med det daglige læs oppe i Norge: Infomedia-artikler, tip, personkontakter, video, foto, oversættelser fra tysk og fransk, svensk stof osv. Jeg vil anbefale enhver dansker Document.no, den har meget dansk stof.

Nu deler vi altså stof, teknikker og ligger på samme server i et fjernt udland, og jeg er nærmest at betragte som en sattelitblog eller omtrent som en af Politiken-JP’s lokalaviser. Når det nu er Document.no, betragter jeg det som en ærefuld forfremmelse. Annoncerne har været nødvendige efter ti års underskud. Jeg beklager ægteskabstilbud fra fillippinske dejligheder og seniorpensioner, jeg kan ikke gøre for det.

Det er meningen, det skal give mig frihed. Politik kan sikkert fylde familierne Auken og Hækkerups liv, men det kan ikke fylde mit. Jeg filtrerer meget stof hver dag og hopper mange gentagelser over, og jeg formoder hjernen bliver træt efterhånden. Man må dele det på flere hjerner, og jeg kan kun blogge af lyst. Der er ikke noget, der hedder pligtstof her: Den sidste katastrofe i Malmø, den sidste langskæggede idiot.

Fortsæt med at læse “BBC: The Power of Le Pen (after Charlie Hebdo)”

Den 26 januar holdt Bremen et større mangfoldighedsjippo på pladsen ved den gamle Sankt Petri Domkirke. Det vrimlede med politikere, imamer, præster og folk fra mangfoldighedsindustrien. Et fotografi var lidt ærligere end dignitarerne. Stadt Bremen,  Reformiert.info.

“Opsig Flygtningekonventionen!”

Jeg er ikke i tvivl om, at den vil blive opsagt. Jeg heller ikke i tvivl om, at det først vil ske, når det aligevel er for sent og skaderne er endnu større og mere uoprettelige, når muligheden for borgerkrig er plantet, som den er i Sverige som enhver med et detaljeret kendskab, der  ikke stammer fra MSM, ved er tilfældet.

Politikerne frygter EU og FN mere, end de frygter vælgerne. Det er en simpel cost-benefit analyse: De kender opinionen i Danmark, de ved måske endda hvor folkeligt upopulær islam er i hele Europa, men de ser som enhver, at den ikke stemmer efter sin overbevisning på udlændingeområdet. Ergo fortsætter de udsalget af vores land. Det er  også grunden til at min oprindelige, vage afsmag for politikere er blevet til ren foragt.

Man kan skrive alle de kronikker, blogs og bøger man vil, det gør intet indtryk på dem. Jeg skriver ikke for at gøre indtryk på politikerne, det har jeg opgivet for flere år siden. Tretten år af Europas bedste, mest frie og kvalificerede debat, synes at være gået hen over hovedet på Christiansborg. De har ikke kommenteret bøger og kronikker, og de har stort ikke bidraget til debattens kvalitet.

Jeg skriver derfor for at flytte stemmer fra dem, det eneste der beviseligt gør indtryk. Jeg opfordrer enhver til at bojkotte det kommende valg, alternativt stemme DF indtil Dansk Samling kommer i Folketinget. For at sende et signal til resten af partierne på vores land og vores børns vegne, at nu haster det.

Danmark skal gå foran i Europa, Danmark skal se de enorme flygtningestrømme de næste to årtier, de hverken kan eller skal være i Europa. Vi skal handle præventivt på vores børns vegne. Danmark skal forsvare sit lille bitte område og gøre det, de store lande ikke tør: Opsige alle konventioner, der forhindrer os i at bevare vores land og vores kultur inden inertien tager over, og den demografiske afvikling er selvkørende som i Sverige.  Torben Hansen og Lone Nørgaard i Her er en plan for at imødegå den voksende katastrofe med voldelig islamisme

Fortsæt med at læse “»Vi lever mangfoldigt«”

Mona Walther er en modig og ærlig kvinde, “Sveriges Hirsi Ali”, hvis man skal rumme hende i en replik, bortset fra at hun er konverteret til kristendommen. Hun lever under mange trusler i Sverige og uden medier og politikeres bevågenhed. De bryder sig ikke om, hvad hun siger om islam, måske mener de, de har bedre forstand på det. Ligesom venstrepolitikeren Sophie Løhde, der også er  køkkenbords-islamolog. Mikael Jalving har skrevet om hende og haft hende i Radio 24-7 i den fremragende udsendelsesrække, Danmarks Röst.

“Vi er alle Lars Vilks”. Er vi?

Det rigtige ville være at sige: “Vi kan alle blive Vilks inden vi ved af det.” Vilks skæbne kunne have ramt enhver kunstner i Europa. Han er ikke “tegner”, som medierne siger, han er en højt kvalificeret kunstprofessor som en Bjørn Nørgaard eller Claus Carstensen. Bjørn Nørgaard har vist sin støtte i Vilks komitteen, det var da den spanske kunstner Abel Azcona spiste en side af en koran i 2013. Men de fleste kunstnere hører man intet til, de hygger sig til fernisseirnger og dukker hovederne.

Nu er Vilk’s hjem i realiteten en bil med Säpofolk. Hjemløs i sit eget land takket være islams trusselskultur, hvilket altså vil sige hans egne, svenske politikeres “mångfald”. Den plukker sine ofre én for én med succes, fordi vi ikke står nok sammen imod den: Folk der vil påtvinge os islams tabuer, skal ikke befinde sig i vore lande. Sværere er det ikke. Mange andre svenskere har ‘mångfalden’ jaget fra hus og hjem, og så er de endna kun en mindre fortrop. Vi andre vil følge efter med mindre vi hanker op i os selv. Fra Nu är det slutskojat

– Vem blev rädd den här gången? frågar Vilks i luren och småskrattar åt svaret: en dansgrupp som ska öva i källaren vid debattens tänkta tidpunkt. AP träffar Lars Vilks i ett hus på landsbygden utanför Malmö. Det är okej att avslöja positionen, säger polisen till reportern – Vilks kommer ändå inte att återvända dit efter intervjun. Han flyttas ständigt runt mellan säkra platser, en ny rutin efter attentatet i Köpenhamn.
– Det är som att börja ett nytt liv. Allt har förändrats. Jag måste inse att jag inte kan återvända hem. Mest troligt måste jag hitta ett nytt hem, säger Vilks till AP

Av HANS RUSTAD

Benjamin Netanyahu fikk drive diplomati innenfor det amerikanske politiske systemet, i hjertet av Washington, under Obama nese, uten at Obama kunne gjøre noe med det.

Jo mer Obamas folk klagde, jo mer virket det som de hadde en dårlig sak.

Det hadde ikke Netanyahu. Han hadde overbevisningens kraft. Hvis hans opptreden var en slik fornærmelse mot presidenten, hvorfor ble nesten alle representanter sittende? Bare en 40-50 uteble. Og mottakelsen var stormende.

Netanyahu ga en overbevisende presentasjon: Den avtalen USA og verdenssamfunnet er ved å inngå med Iran vil nærmest garantere at Iran vil bli en atommakt. Andre stormakter i regionen kommer ikke til å sitte stille og se på. De vil begynne å sondere mulighetene for deres egen atombombe.

Iran har regionale stormaktsambisjoner. Samtidig er antisemittismen en del av dets makeup. Så mange iranske ledere har gjentatt at Israel må forsvinne, at Israel ikke lenger tviler: Hvis Iran får atomvåpen vil Israel være i dødelig fare.

Plukket fra hverandre

Fortsæt med at læse “Netanyahu overskygger Obama på hjemmebane”

SVT om russisk TV. Ser han ud, som om han har lidt kvaler med at sige det? Få timer efter mordet på Boris Nemtsov, og inden nogen overhovedet havde beskyldt Putin for at stå bag, var RT ude og sige, at det umuligt kunne være Putin. Virkelig loyal kanal. RT er måske lidt værre end SVT, men der er intet på RT, man ikke kan genkende på SVT. Den eminente Lars Bern så også ligheden:

På måndagskvällen när jag undantagsvis tog mig tid att titta på SVT:s Aktuellt fick jag en riktigt obehaglig förnimmelse. Ungefär 34 minuter in i nyhetssändningen hade man ett reportage av korrespondenten Bert Sundström om mordet på Putin-kritikern Nemtsov. I en intervju med en rysk journalist menar denne att den bakomliggande orsaken till mordet mycket väl kan vara, det hat mot alla som tänker annorlunda, som piskas upp av regimvänliga medier.

I Ryssland har Putin och kretsen omkring honom makten och predikar vilken politik som gäller. De som opponerar är en mindre krets där Nemtsov var den mest framträdande. Putinlägrets åsikter och värderingar dominerar, enligt uppgift i programmet, helt i ryska Main Stream Media (MSM) som går maktens ärende. Där bedrivs klappjakt med hatpropaganda mot alla som tänker annorlunda.Det som gjorde mig iskall var, att det går ju faktiskt numera till på samma sätt i vårt land.

I Sverige precis som i Ryssland går Public Service och övriga MSM maktens ärenden. Makteliten i vårt land har spikat en politiskt korrekt åsiktskorridor utanför vilken man inte tolererar några avvikelser. De stora tidningarnas s.k. debattsidor har sedan länge förvandlats till maktelitens anslagstavlor. Inga avvikande åsikter släpps längre fram……Sopa rent framför egen dörr först!

Dansk Samling er repræsenteret i Herning Byråd

Fortsæt med at læse “Stats-TV om stats-TV”

Se også Morten Storm i København i 2014, kolde øl i forårssolen. En sympatisk dreng man ikke kan andet end at synes om.

Det er jo det, jeg siger

Der er ikke andre borgerlige i Sverige end Sverigedemokraterne. De svenske ‘borgerlige’ partier er revolutionære liberalister, der dog ikke er mere liberale end de går ind for en forbudsstat, der forbyder f.eks. “sexkøb”, pilsnerøl (mellanöl) i supermarkederne, kan straffe “hate speech” med fængsel og er feminister, sågar.

Fortsæt med at læse “Morten Storm på France 24”

Paul Weston at Newcastle Pegida rally, 28 February 2015

Lars Vilks Should Not Have to Fight Alone

Douglas Murray i Wall Street Journal

His life may be protected, but his career is effectively over. Once you become this notorious, it is very difficult, if not impossible, to get published. Galleries that might have hosted exhibitions of your work start to cite security concerns. Gradually the formal and informal professional networks drift away. This was why the Lars Vilks Committee was formed. As one of the organizers, Danish writer Helle Brix, said to me after the Copenhagen attack, “We agreed that Mr. Vilks should not be alone in the world.” Previous events have included discussions on political art, women, freedom and pornography.

The Lars Vilks Committee intends to fight on. But a question lingers. As these atrocities happen will more people join their fight, or fewer? Will Mr. Vilks be more alone or less alone after one of his audience members has been shot dead? Most of us know the answer, though we are loath to admit it. And that is why a tiny number of Danes and other Europeans are holding the line for all our freedoms. And why, for now at least, the terrorists are succeeding.

Megalomani på Migrationsverket

Det kan man roligt sige, at Sverige er, selv i et Europa med så mange ekstreme lande med ekstreme tilstande: Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Belgien, Norge og Danmark. Dog slår ingen Sverige, i forhold til hvem ingen er over og ingen ved siden af. Hør selv, hvad generaldirektøren i Migrationsverket (svarer nogenlunde til den danske udlændingestyrelse) Anders Danielsson udtalte for nylig:

Fortsæt med at læse “Paul Weston: Our own little pocket-Mohamed”

Terror dengang og nu
af Henrik M.Jensen

Dagen før 14.februar var jeg på biblioteket, hvor jeg – ved alle tilfælde – lånte Bent Blüdnikows bog fra 2009 Bombeterror i København – Trusler og terror 1968-1990.

Bogens omdrejningspunkt er bombeattentaterne 22.juli 1985, der først ramte et amerikansk luftfartselskab ved Vesterport og få minutter senere synagogen i Krystalgade.

Dette angreb var, indtil 14.februar, det værste terroranslag i København siden besættelsen, og også dengang var gerningsmændene arabiske muslimer.

Men hvor terrorhandlingen i Krudttønden var et anslag mod ytingsfriheden og terroristen født i Danmark, var bomberne i 1985 direkte kædet sammen med Israel/Palæstina-konflikten, og de tre gerningsmænd boede i Sverige.

Fortsæt med at læse “Pat Condell: Free speech on campus”