En læser, der er læge, vil gerne knytte nogle supplerende forslag, til det tilsyneladende mysterium om indvandrere massive overrepræsentation i retspsykiatrien:

Hvor længe endnu skal vi blive ved med at høre på alt det pladder om “etniske minoriteter” i tilfælde, hvor det ikke er dét, sagen drejer sig om? Vi har netop set denne endnu en artikel der omhandler om, “de etniske minoriteters massive overrepræsentation i retspsykiatrien“.

Det er det sædvanlige mummespil, som kun har det ene formål at bortforklare og forplumre visse ubehagelige detaljer. Skulle man falde for den slags sludder, kunne man komme til den konklusion, at så måtte der jo også være en hel del hinduer og buddhister og mange andre i den omtalte gruppe.

– Men nej. Det faktiske forhold er det, at der næsten udelukkende er tale om muslimer. Desuden er der primært tale om muslimske drenge og yngre muslimske mænd. En stor del af dem er endda født og opvokset her i det lille naive Danmark. En iransk læge satte mig for en del år siden på sporet af sagen, idet han påpegede, at en stor del af de ekstremt farlige indsatte på de lukkede afdelinger havde en farlighedsgrad, som langt overgik de danske patienters farlighedsgrad.

– Den iranske læge fortalte om en 12-årig dreng, der med en ufattelig voldsomhed angreb alt og alle, og som de kun kunne gå ind til, når de var fire mandlige plejere samlet. Den iranske læge fortalte mig, at flertallet af disse ekstremt farlige patienter havde ét meget vigtigt fællestræk: nemlig omfattende ar efter dybtgående skoldninger. Arrene var typisk placeret på forsiden af kroppen og var ofte beliggende skråt ned over overkroppen. De var tydeligvis forårsaget af kogende vand eller olie.

– Efterfølgende har jeg gravet i sagen og fundet frem til, at det er karakteristisk for de muslimske miljøer, at de ofte fortolker vrangvillighed eller protest fra deres børn som et udslag af besættelse. Her er vi så fremme ved et meget uhyggeligt udslag af den religiøse overtro: I Koranen står der, at hvis en person er besat af en ond ånd, skal den onde ånd uddrives med kogende vand eller olie. Gad vide, om det i grunden kan undre nogen, at et lille barn, som ofte ikke bare én men flere gange bliver udsat for, at dets egne forældre overhælder det med kogende vand eller kogende fritureolie, kan gå fra forstanden? Burde det ikke være indlysende, at sådanne principper for børneopdragelse kan påføre børne varige skader?

– Generelt er den muslimske børneopdragelse udelukkende baseret på vold eller trusler om vold. Men der er ikke bare tale om vold som et gråt og udefineret begreb, der kan dække over et lille dask over fingrene i ny og næ. Der er tale om vedvarende og systematisk anvendelse af vold af særlig farlig karakter. En iransk bekendt, som anser sig selv for at være meget progressiv, pralede overfor mig af, at han var i stand til at styre sine kvinder og børn “helt uden vold”. Han forklarede mig hele emnet sådan her: “Normalt skal man jo statuere et eksempel i ny og næ, så kvinder og børn kan se, at man er mand nok til at slå ihjel, hvis det er påkrævet”.

– Som han sagde: “Det nytter jo ikke meget at true, hvis ikke de tror på, at man både kan og vil udføre sin trussel”. Men han selv var utrolig stolt af, at han kunne opnå 100% lydighed alene ved sin stemmes kraft og sit truende ansigt. Hans to (serielle) koner og deraf affødte børn var tydeligvis bange for ham, – og det bringer os forøvrigt også et smut hen forbi den muslimske opfattelse af begrebet “respekt”. Respekt på muslimsk betyder kun én ting: rædsel.

– Efter denne belæring gik jeg ud og så mig om og forhørte mig hos andre muslimer, og det blev klart, at normalbilledet stemmer overens med den lektie, jeg havde fået. Det var de samme formuleringer og de samme idealer, andre muslimske mænd blotlagde for mig. Som mand skal man altså hele tiden bevise, at man både kan og vil slå ihjel for at fastholde kvinders og børns lydighed. Så kan man jo godt forstå, at så mange indvandrerkvinder, – ja altså helt specifikt kvinder gift med muslimske mænd – må søge tilflugt på kvindehjem, hvor de ofte møder op med alvorligt traumatiserede børn. Mange af børnene viser sig at have gamle, ubehandlede og ofte uheldigt sammenvoksede knoglebrud efter mandens vold og hindring af kontakt med skadestuen.

– Og så var der jo også lige det dér med den stigende vold mod børn i Danmark… Den udeladte oplysning var, at det er de muslimske familier, der har fået statistikken til at gå i vejret i en så skarp kurve, som det er tilfældet. Kan det virkelig være så vigtigt at være frelst og politisk korrekt, at man må ty til forvrængning af alle relevante data bare for at hindre sandheden i at komme frem i al sin gru?
RKR (forf.s navn er bloggen bekendt)

UfL: Retspsykiatriske patienter – udvikling 2000-2004
UfL: Retspsykiatriske patienter i Danmark

Det retspsykiatriske mummespil 2

Jeg bragte dette forleden, mest fordi jeg har så stor tillid til forfatteren. Jeg havde ellers havde svært ved at tro det. I mellemtiden har jeg fået tilsendt dette:

SCALDING INJURIES IN IMMIGRANT FAMILIES

Authors: Carolin Freccero a; Henry Svensson a; Shahram Kalhor a; Anita Larsson a Affiliation:
a From the Department of Plastic and Reconstructive Surgery, Malmö University Hospital, Malmö, Sweden.
DOI: 10.1080/028443100750059075
Published in: Scandinavian Journal of Plastic and Reconstructive Surgery and Hand Surgery, Volume 34, Issue 4 November 2000 , pages 309 – 313
Abstract
From 1990 to 1996, 214 patients aged up to 6 years were treated at our inpatient burns unit. Ages ranged from 3 to 70 months. Scalding was the cause in 186 cases. The median size of the burned areas was 5.0% (range 0.5%-40%). One hundred and nine were deep dermal burns that required surgical treatment, but this was refused in seven instances. Duration of hospital stay was 11 days (2-45). The number of follow-up visits ranged from 0 to 17. Secondary reconstructions for scarring have been done for seven children so far. Ninety-eight (46%) came from immigrant families, mostly from the Middle East and the Balkans. Of the 186 scalded children, 94 (51 %) were immigrants, and they also had a tendency to have more severe injuries. Explanations might be that they were more likely to cook with water and oil, they were unfamiliar with Swedish safety standards and measures, and they had difficulty in communicating (language) and a limited social network. The ensuing scar also may disturb ordelay the child’s adaptation to the new environment. Our preventive work is now based on a model that states that frequency, type, and severity of injury is dictated by the variables: risk, personality, supervision, and education.