17
apr
Seneste opdatering: 12/11-12 kl. 1910
6 kommentarer - Tryk for at kommentere!

En forelæsning over bogen af samme navn holdt i Helsingør Domkirkes Johan Oxe Kapel, 16 april 2008, min 40:00. Video og foto © Snaphanen. (Akustikken i en 1400- tals bygning gør hovedtelefoner til en fordel)

Filosoffen Kai Sørlander kræver rationaliteten genindført i den hjemlige religionsdebat. Det er i første omgang et filosofisk krav, men det er også et politisk krav.

Igennem de seneste århundreder har den vestlige verden kæmpet sig til en reel adskillelse mellem politik og religion. Denne adskillelse har stået som det herskende ideal. Men tiderne er skiftet, og situationen er ændret med de seneste generationers indvandring og etablering af islam og islamiske trossamfund i Vesten, herunder også i Danmark. Der er skabt en tilstand, som gør det nødvendigt at gennemtænke forholdet mellem religion og politik på ny. For med islam har vi at gøre med en religion, som udfordrer vor traditionelle vestlige opfattelse af, at religion og politik bør holdes adskilt og at religiøse argumenter bør holdes ude af den politiske diskussion. Men bør vi stadig holde fast ved den opfattelse? Hvorledes er det fornuftigt at forholde sig? Hvad kræver fornuften af os, ganske uafhængigt af vor religiøse tro? Hvad er det rationelle svar?

Det gælder ikke blot om at finde grunde for den holdning, man allerede har. Det gælder om at nå sandheden, mener forfatteren. Den sandhed, som vore rationelle begrundelser kan bære. I sine forsøg på at finde svarene og sandheden foretager han deduktive nærlæsninger af Biblen og Koranen, af Jesu og Muhammeds ord og handlinger og sammenstiller disse med fortolkninger og ’brugen’ af de religiøse skrifter, som den kommer til udtryk i aktuelle problemstillinger, levemåder og argumentationer, der rejser politisk diskussion i Danmark i disse år.

Udkom 11. marts kr. 248,– 232 s.

 

ANMELDERCITATER:

“Kai Sørlander kritiserer sin samtid for ikke at forstå kristendommens historiske gevinster i vigtig og modig bog om religion og politik … Dette er den mest aktuelle bog skrevet af en dansk filosof i mands minde … hans bog er en skarp filosofisk ragekniv, som alle har fortjent at skære sig på. Kai Sørlander giver os det, vi helt havde glemt eksisterede: en filosof til tiden. Og tiden beder os om at læse ham.” *****
MiKael Jalving, Berlingske Tidende

“Det er en fordomsfri bog, Sørlander har skrevet. En af de bedste i Danmark om tidens store emne.”
Klaus Wivel, Weekendavisen

“Med sit forsvar for rationaliteten har Kai Sørlander givet et vigtigt bidrag til såvel begrebsafklaring som videre diskussion.”
Lone Nørgaard, Jyllands-Posten

“Fremragende og aktuel bog om religion og politik af filosoffen Kai Sørlander. Velkendte aspekter ved kristendom og islam sættes i perspektiv i samvittighedsfuld og grundig, rationel analyse … Denne bog kan ikke anbefales nok. Pligtlæsning simpelthen – hvad enten man er biskop, politiker eller bare almindelig tænksom borger. Gå til Sørlander og bliv vis!”
Torsten Dam-Jensen, www.roskilde.folkekirken.dk

“Et velargumenteret og velskrevet forsvar for rationalitetens plads i debatten om forholdet mellem religion og politik”
Lektørudtalelse

OM FORFATTEREN
Kai Sørlander (f. 1944), forfatter og filosof. Har bl.a. skrevet bøgerne Det uomgængelige og Den endegyldige sandhed og en lang række kronikker og artikler.

UDDRAG
Indledning
Forholdet mellem religion og politik har i en længere periode ikke været noget påtrængende problem – hverken i Danmark eller i den øvrige vestlige verden. Det har været almindeligt anerkendt, at de to felter bør holdes adskilt; og vi har haft en religion – kristendommen, specielt i nogle af sine protestantiske former – som selv stod inde for den opfattelse. Så for det overordnede blik var der ingen alvorlige sociale konflikter, som tvang os til fortsat at konfrontere forholdet mellem religion og politik som et levende problem. Tværtimod kunne man af kristendommens egen accept af adskillelsen mellem religion og politik, og den dermed sammenhængende sekularisering af samfundslivet, føres til at tro, at i det moderne samfund var selve det sociale grundlag for religionen ved at tørre ud. Det var også en udbredt opfattelse inden for samfundsvidenskaberne, at religionen var ved at forsvinde som en aktiv social kraft, og at der derfor ikke længere var grund til at spilde tanker på spørgsmålet om forholdet mellem religion og politik.

Men tiderne er skiftet, og situationen er ændret. Gennem de seneste generationers indvandring er islam blevet etableret i Vesten og derunder også i Danmark. Dermed er der blevet skabt en tilstand, som gør det nødvendigt at gennemtænke forholdet mellem religion og politik på ny. For med islam har vi at gøre med en religion, som udfordrer vor traditionelle vestlige opfattelse af, at religion og politik bør adskilles. Det skyldes det enkle faktum, at islam ikke fra sit eget indre kender til adskillelsen, men tværtimod også selv vil være politik.

Dette kan ikke undgå at være en udfordring til vor traditionelle opfattelse af forholdet mellem religion og politik. Vi står midt i udfordringen, og vi er nødt til at tænke os frem til en afklaring af, hvorledes vi skal reagere på den. Ellers kommer vi blot til blindt at følge de sociale strømninger, således som de mere eller mindre tilfældigt udfolder sig, og hvor de nu ender med at føre hen. Det kan ikke være meningen i en selvbevidst demokratisk samfundsorden. Dér må vi skulle forsøge at føre udviklingen derhen, hvor den bør nå, hvis fornuften skal råde. Derfor kan vi heller ikke tillade os blot at slå os til tåls med, at vi hidtil har haft en konsensus om, at religion og politik bør holdes adskilt, og at denne konsensus nu er ved at smuldre under indflydelse af en ny religion. Men vi må spørge om, hvorledes forholdet mellem religion og politik bør være under disse nye betingelser. Altså, hvorledes forholdet bør være, hvis fornuften skal styre. Bør vi bevare en konsensus om, at de to felter bør holdes adskilt, eller bør vi snarere anerkende, at en sådan adskillelse ikke længere er berettiget? Hører adskillelsen kun vor særlige religion til, og er den derfor ikke længere berettiget, når andre religioner med andre dogmer også er inde i billedet? Eller hører adskillelsen vort politiske system til, og skal den derfor bevares, hvis vi skal bevare demokratiet? Og skal vi bevare demokratiet? Er det vigtigere end religionen?

0 0 votes
Article Rating


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

Subscribe
Notify of
guest

6 Comments
Most Voted
Newest Oldest
Inline Feedbacks
View all comments
trackback

[…] Den diskussion har vi imidlertid aldrig rigtigt fået, fordi den fra begyndelsen er blevet kørt af sporet. Det skyldes, at det meste af vort establishment – politisk, juridisk og akademisk – har svigtet. Man har ikke evnet at skelne mellem en politik, der føres ud fra en forestilling om, at der er en bestemt race, som står højere end andre, og en politik, der føres ud fra en forestilling om, at alle mennesker – og alle racer – i grunden bør betragtes som ligeværdige, men at selve denne ligeværdighed begrunder, at man bør begrænse indvandringen for at imødegå en… Read more »

Torben S. Hansen
Torben S. Hansen
15 years ago

Tak til Emeritus – undskyld min forsinkede reaktion. Min hurtige “one-liner” om tekster er såmænd blot en opfordring til sociologisk tænkning. Selvfølgelig arbejder et skriftsted “af sig selv”, forudsat det bliver læst. Sammenhængen for one-lineren er den store betydning, Kai Sørlander tillægger det Nye Testamente. Frem til Gutenberg og Luther blev det kun læst af en meget lille kreds af gejstlige i det katolske Europa – bortset fra Johannes Åbenbaring. I stedet spillede det Gamle Testamente hovedrollen gennem mere end tusinde år i kirkens historie. Alt dette har sine grunde, som findes udenfor teksterne. Eftersom de ikke blev læst af… Read more »

Emeritus
Emeritus
15 years ago

Mange tak til Torben S. Hansen, som på vidende måde gør opmærksom på den europæiske / vesterlandske kulturs komplekse udvikling. Det er absolut berettiget at have blik for det hele, det mangefacetterede samspil, som har ført os til det, vi er i dag. Kun ét sted kommer et alvorligt brud med sagligheden. Et statement – Torben S. Hansens letkøbte one-liner til sidst: ‘Skriftsteder arbejder ikke af sig selv’. Undskyld mig, men hvad er det for noget sludder. Enhver kan sagtens fortsætte: ‘Bøger arbejder ikke af sig selv’ – ‘arkivalier arbejder ikke af sig selv’ – ‘billeder arbejder ikke af sig… Read more »

Arild Ejsing
15 years ago

Det er opløftende, når en kendt og respekteret person offentligt træder frem og forsvarer den tidligere favoriserede sunde fornuft mod tidens for denne eroderende vigen for irrationaliteten. Hvilken nogenlunde begavet person blandt de irrationelle kan hæfte deres ellers meget brugte nedgørende betegnelser på Kai Sørlander uden at føle sig lidt forkert?

Janne
Janne
15 years ago

Det glæder mig at der er intellektuelle der stadigvæk sætter fornuft højest. Nu har vi hørt på Jørgen Bæk Simonsen og Co. i så mange år. Mere og mere hokus pokus og religiøs fisefornemhed. Nu mangler vi bare at også flere politikere kan finde ud af at værdsætte og anvende fornuft i reguleringen af vores samfund. Lad mig nævne nogle områder hvor der ikke mere råder fornuft, men hensyn til en enkelt gruppes religiøse præferencer: Bede rum på uddannelsessteder, religiøs kollektiv kontrol med kvinder via tørklæder på kvindelige ansatte i offentlige og private stillinger f.eks. kassedamer, plejehjemsassistenter, sygeplejersker, læger, skolelærere,… Read more »

Torben S. Hansen
Torben S. Hansen
15 years ago

Den græske filosof Protagoras mente, at mennesket skabte guderne i sit billede. I oldtidens Ægypten og Nærorient – med eksempelvis Babylon og hittitterne – var forestillinger og forventninger præget af en centralistisk stat med en konge i spidsen. Kongerne blev ofte adlydt og dyrket som overnaturlige væsener, og tilsvarende rykkede mandlige, straffende og krigeriske guder i forgrunden, mens ældre kulturers frugtbarhedsgudinder trådte i anden række. Dette gjaldt også grækernes gudeverden, som domineredes af skallesmækkere som Zeus, Poseidon og Ares. Dette påvirkede jødedommen, kristendommen og islam. I Vesteuropas middelalder blev guden opfattet som “kongernes konge”, og religion var i højeste grad… Read more »

6
0
Would love your thoughts, please comment.x
()
x