Génération Identitaire er ‘højreorienterede’, de er nationalt sindede – noget der kun synes tilladt udenfor Europa – og de er til en vis grad intellektuelle. Filmen ovenfor er deres verdensbillede (fransk, lang, utekstet). Præsident Hollande kan ikke forbyde dem, lige så lidt som han kan forbyde tanker eller følelser. De er et symptom, ikke en årsag. Årsagen er Hollande selv, Chirac, Sarkozy, Amnestys og SOS Racismes. I et land hvor allerede over 20 % stemmer Front National, kommer de til at løbe efter deres egen skygge, alt imens de mere og mere mister indflydelse på udviklingen. Kun i det svenske spejlkabinet jager de mere flygtige, politiske spøgelser.

Nationalfølelse – nationalisme, som det hedder i Sverige – er interessant. Alle har følelser for deres land, men i årtier har vi villet tabuisere dette irrationale, fordi vi gav det skylden for alt ondt, men det forsvinder ikke, fordi vi vedtager at det ikke findes. Jeg er opvokset med en naturlig, balanceret nationalfølelse, inden den blev tabuiseret af 70 ernes venstrefløjsidéer. Dannebrog og salmer, litteraturen og afsmagen for totalitarisme. Jeg har ingen problemer med den, den er ikke chauvin og dertil har jeg været kosmopolit fra barnsben. Jeg havde rejst og boet i hele verden, inden Thorning havde været på Mallorca.

Men dette land, – “det her land”, som det hedder – som er en af verdens ældste nationalstater, er mine forfædres og mine efterkommmeres. Min slægtsbog går tilbage til 1500-tallet, og det er vores lille plet på jorden. Sådan er det, og man skal tage dette helt alvorligt.

Der er ingen generation, der har mandat til at forære det bort i større portioner, og hvis de alligevel insisterer, er de mine naturlige fjender, og jeg vil bekæmpe dem til enhver tid med lovlige midler, og hvis de ikke rækker, må jeg jo overveje de ulovlige. Akkurat som mine forældrene forholdt sig til nazister, deres kollaboratører og Vilhelm Buhl.

Nationalfølelse og landsforrædderi er levende begreber, man gør uklogt i at ignorere. Ikke blot i min forestillingsverden, men ude på gaderne hver dag. Der er ikke en politibetjent, en skolelærer, en socialrådgiver, der ikke er blevet konfronteret af landsfjendtlighed i deres dagligdag. Derfor må jeg advare politikerne: I slipper ikke gratis med pension og ordener, hvis i fremturer med at sende os ud i konflikt med jeres importerede fjender af mig. Det der rammer den befolkning, I skulle tjene, vil ramme jer selv, og sådan bør det være. Erklærer nogen mig krig, er jeg naturligvis i krig med dem. Man kan ikke angribe mig, selv pr stedfortræder, og regne med, at jeg ikke slår tilbage. Jeg er fredelig, men jeg er ikke indolent. Må jeg bevæbne mig, fordi politikerne har gjort det nødvendigt og staten ikke længere kan beskytte min person, gør jeg det naturligvis. Jeg har mit revir.

Det var også en del Breiviks forkrøblede ræsonnement bag hans hovedløse og monstrøse forbrydelse, selvom hans egentlige grunde var perverteret psykologiske, ikke politiske. Men desværre var rationalet ikke helt hentet ud af den tomme luft, og få har turdet indse det. Sørine Godtfredsen turde sidste år. Gid der var blevet lyttet til hende.

Sverige vil havne i borgerkrig i dette århundrede. Hvis ikke vil det skyldes et nådigt lykketræf. Alt er lagt tilrette, det er blot ikke modnet. En svensk officer gjorde den iagttagelse for adskillige år siden. Norge og Danmark kan endnu undgå det, men kun hvis deres parlamenter indser faren i tide. Og faren er, at mennesker har følelser for deres land, og at vi har importeret en fascistoid, politisk herrefolksideologi, der vil udfordre os i det land, der er vores historiske arv. Det er formlen på konflikt og blodsudgydelse, og enhver der er nede i detaljerne har set, at den allerede kører. Jeg er nede i mange detaljer, der som regel ikke kommer på bloggen alene af den grund, at et par øjne ikke overkommer dem på 24 timer.

Når jeg derfor af og til kalder svenske politikere for ‘forbrydere’, er det ganske vist præmaturt, men ud fra detaljerne og prognosen velbegrundet. Jeg lever alligevel ikke længe nok, til at se forbrydelsen fuldbyrdet, så jeg er nødt til at spytte ud af min overbevisning mens tid er. Svenskerne har oparbejdet en tradition siden 1986, at myrde toppolitikere og true resten, så de må leve i angst for deres egne vælgere. Vi kan kun have set begyndelsen.

Jeg har ikke noget imod at blive modsagt hvad angår en kommende borgerkrig i Sverige, men kun af folk der er lige så godt eller bedre inde i substansen, end jeg selv er. Den almindelige dusin-opinion er mig fløjtende ligegyldig. Det er på Facebook, den palaver foregår, og den klub er jeg heller ikke medlem af. Vil danske politikere også være forbrydere, skal de studere de svenske detajler og tænke sig om en ekstra gang.

Der har været skudt på Malmøs borgmester, og han lever i et fort. Enhver svensk statsminister er et potentielt mål for attentat. Det er ikke fra psykiatriske patienter, men fra ræsonnerede svenskere, der betragter ham ligesom jeg, men er anderledes håndgribelige, for naturligvis er Bildt, Persson, Sahlin og Reinfeldt landssvigere ud fra enhver definition af begrebet. De agerede for udenlandske interesser frem for svenske. At de alligevel var demokratisk valgte, er deres eneste, tynde lændeklæde, der ikke slører resultaterne af deres handlinger. Enhver svensker der har lidt under dem, har en personlig høne at plukke med dem. Sådan er det i dag, og sådan vil fremtiden være for dem, og SÄPO skal bruge mange flere livvagter. De får aldrig mere fred i Sverige, Palme var kun Hors d’œuvren.

Få uger inden attentatet på Anna Lindh, skrev jeg til Jan Milld, at jeg frygtede for nye politiske drab i Sverige. Det gør jeg stadig. “I’ve seen the future, brother…..things are gonna slide in all directions”. Hør endelig mere her Leonard Cohen | London Live concert

A day after French far-right extremists stormed a mosque in the town of Poitiers, anti-racism campaigners called on France’s authorities on Sunday to take action against groups who “promote hatred” and “seek to divide” the country.Anti-racism organisations in France are demanding the government launch a swift crackdown against far-right groups, following the storming of a mosque in the west of the country.France’s racism watchdogs demand action after mosque stormed

When the Rev. Alain Krauth preached to his dwindling flock at Mass last Sunday, the subject was real estate. But it was also Christian charity, tolerance and, indirectly, the gnawing malaise in France over an increasingly visible Muslim minority.The issue was Saint-Eloi’s, a graceless 1950s-vintage church on the edge of this declining French city 150 miles south of Paris. With six churches to maintain and fewer faithful every year, Roman Catholic authorities decided they could no longer afford Saint-Eloi’s. It must be sold, Krauth lamented, and if one of the prospective buyers is a peaceful Muslim association looking for a new mosque, then so be it.

“If moderate Muslims buy Saint-Eloi’s, we can only be happy that the Muslims of Vierzon are able to celebrate their religion,” he said in an interview explaining his sermon. “If on the other hand they were extremists, that would be another question, knowing that there are extremists in all religions.”

But Krauth’s open-mindedness was not shared by all. After an item in the local newspaper, Le Berry Republicain, the murmurs began. Cafe conversations proliferated. Krauth said he got a dozen calls. Some were polite, others not. His office received about 20 e-mails. Some commended him; others asked how he could betray a place of Christian worship to the Muslims. In France, tensions flare over proposed sale of church to Muslim group