British Islamist preacher Anjem Choudary told a gathering in Helsinki last week to be proud to be considered terrorists.

Anjem Choudary led the Islamist group Islam4UK in Britain before it was proscribed under the UK’s counter terrorism laws in 2010. Choudary was in Helsinki last Thursday to speak at a secretive gathering held to mark the tenth anniversary of the jailing in Norway of Kurdish radical Islamist leader Mullah Krekar. Radical British Islamist: The flag of Islam will one day fly over the Finnish parliament, Choudary tells cronies: Be proud to call yourself terrorist

Hvis man har nerver til en hel times video fra mødet, er den her.

Replique anmelder Julia Caesars “Världsmästarna”

Replique er Konservative Studenter Foreningen af borgerlige studerende i Aarhus’ tidsskrift. Hele anmeldelsen af Johan Nord her: Svenske tilstande, PDF. Man kan også læse den her.

[..] Men når nu jeg ængstes sådan ved at betragte udviklingen på den anden side af sundet, kunne jeg så ikke blot glæde mig over, at der ikke hersker svenske tilstande i Kongeriget Danmark, hvor man faktisk har en offentlig debat om såkaldt betændte emner – eksempelvis de skadelige virkninger af masseindvandringen – og hvor store dele af befolkningen faktisk ikke har slået sig på den nationale selvmordsdiæt. Jeg kunne jo trygt og roligt koncentrere mig om den kamp, der står herhjemme og så lade Sverige være Sverige hele vejen ned af slisken.

Men der er to grunde til, at jeg simpelthen ikke kan gøre dette. For det første er jeg endnu ikke sluppet helt af med følelsen af, at jeg faktisk har et og andet tilfælles med broderfolket ovre på den anden side af Øresund, og at jeg gerne vil vedblive at have det. For det andet forholder det sig jo så-dan – og her berører vi atter én af bevæggrundene bag mine oprindelige skandinaviske sympatier – at Sverige i lighed med vort eget land er medlem af EU.

Hvad der foregår i Sverige vedkommer mig, fordi alle de, der har held til at opnå svensk statsborgerskab også har ret til at slå sig ned i mit land. Hertil kommer, at de svenske tilstande i deres funktion af et alt andet end behageligt modbillede er gode at få forstand af og umisforståeligt bringer skæbnesvangert bud om en dyster virkelighed, der også kunne blive vores. I al korthed: Det er nødvendigt at beskæftige sig med Sverige. Derfor denne anmeldelse af et svensk bidrag til afdækning og diskussion af masseindvandringens følger. [..]

“FAREN OPDAGET FOR SENT”
Som det nok allerede er fremgået er Julia Cäsar ikke optimistisk i synet på Sveriges muligheder for at håndtere de problemer, der skyllet ind over landet i forlængelse af en hasarderet indvandringspolitik. Langt snarere er hun af den opfattelse, der kommer til udtryk i ovenstående citat

Sverige såvel som de resterende europæiske befolkninger har været alt, alt for langsomme om at forstå, hvilken regning, de – og i særdeleshed deres børn – kommer til at betale for en jubeloptimistisk, oikofobisk holdning til masseindvandringen fra den muslimske verden.

Som anført ovenfor drejer det sig om en bog fra 2010, og man kan således overveje, om den tilstand, der kendetegner Sverige anno 2013 endnu er at karakterisere som i en sådan grad håbløst udvejsløs, som den var, da Cäsar skrev sin bog. Det temmelig vanskelige spørgsmål er, om det spæde gennembrud, der er blevet Sverigedemokraterna til del, på sigt vil tage til i fylde og sluttelig markere et brud med den multikulturalistiske konsensuspolitik, der indtil nu har kendetegnet det svenske selvmordsprojekt. Man skal naturligvis være varsom med at spå om fremtiden, men noget er der jo nok på færde på den anden side sundet; Sverige er måske ved at vågne? Man kan kun hå- be det. Men uanset hvor meget og hvor begrundet man måtte kunne håbe dette, forbliver Cäsars dystre forudanelse den samme; måske har ikke kun Sveriges, men det samlede Europas befolkninger opdaget faren for sent. Vi får se.

Jeg anbefaler Julia Cäsars bog til den, der ønsker at kundgøre sig udi vort broderfolks selvafskaffelse, og glæder mig over faktisk at kunne lade herværende tekst offentliggøre i eget navn. Noget sådant er – har jeg nu lært – ikke en selvfølgelighed hos alle vore naboer i Nord. Købes her: Julia Cäsar: Världsmästarna. När Sverige blev mångkulturellt.