“Marseille må klassificeres som ‘prioriteret sikkerszone”

Malmø og Marseille er nogenlunde lige demografisk torpederede af politikerne. Malmø politi blev også forstærket, som om det skulle løse probelmerne endeligt.

Præsident (PS) i byen Marseille, Eugène Caselli, har skrevet til indenrigsminister Manuel Valls bedt om at få klassificeret hele byen som en prioriteret sikkerhedzone (ZSP), meddelte han i dag i en erklæring.

“I betragtning af den fornyede vold, der ramte Marseille aftenen mllem mandag og tirsdag, skrev jeg til indenrigsminister Manuel Valls bad om yderligere politiforstærkninger og klassificering af hele området i Marseille som en prioriteret sikkerhedszone (sécurité prioritaire ,ZSP) “sagde den socialistiske politiker. “Jeg er bekymret og vred. Situation er blevet så akut, at vores reaktion må modsvare begivenhederne ” sagde formanden for Marseille Provence Métropole (MPM).

Mandag kort før midnat blev liget af delvist brændt ung mand på 22, som blev skudt i hovedet, fundet i Pennes-Mirabeau (Bouches-du-Rhône), nabokommunen til Marseille. Samme nat blev to mænd i 30 års alderen, såret efter at være blevet beskudt af en snigskytte på scooter i et fjerntliggende industrielt område i Saint-Pierre-distriktet.

“Min anmodning er et påtrængende ønske om handling og eftertanke. Som folkevalgt, er det vores pligt at opfylde de forventninger Marseilles har til offentlig orden og sikkerhed,” siger Caselli . I sit brev til ministeren kritiserer han “disse utålelige tilstande”. “Hvis de fortsætter, kan offentlige funktioner ikke fungere i visse områder, de bliver zoner af lovløshed.” “På trods af disse alarmerende kendsgerninger, er Marseilles politi og deres betydelige arbejde uden synlig virkning . “Men i dag er situationen blevet så voldsom, at den kræver en politiforstærkning og en klassificering af hele byen som ZSP, “konkluderede han.Marseille : le classement de toute la ville en “zone de sécurité prioritaire” demandé (Snaphanens oversættelse)

»Now is one of the largest persecutions of christians in history«

Man skal nok være politiker eller journalist for ikke at se det paradoksale i, at vi fylder Europa op med millioner af jøders og kristnes værste plageånder, samtidigt med at kristne er den mest forfulgte, religiøse gruppe i verden af netop islam – ikke af ‘islamister’. En del kvitterer da også ved prompte at gå til angreb på os, så snart de er landet. Naturen og optugtelsen virker i samme retning. På sikker afstand af besættelsen bebrejdede Anders Fogh modigt den 23 august 2003 samarbejdspolitikken under anden verdenskrig for at være umoralsk.

Man kan sige meget om Scavenius og co., men de inviterede trods alt ikke nazisterne hertil på evigt ophold og gjorde dem til statsborgere. Deres mål var skademinimering, det var pragmatisme der også gik over gevind, hvad der ikke kan siges at være virkningen af Nyrop, Jelved, Holger K og den værste af dem allesammen, Hans Gammeltoft Hansen. Hvilken moral skal man tilskrive disse personer om en generation eller to, når den fulde effekt af deres gerninger er slået igennem? Hvad vil den tids Anders Fogh sige i år 2100 om dem der stod bag udlændingeloven af 1983?

Few people realize that we are today living through the largest persecution of Christians in history, worse even than the famous attacks under ancient Roman emperors like Diocletian and Nero. Estimates of the numbers of Christians under assault range from 100-200 million. According to one estimate, a Christian is martyred every five minutes. And most of this persecution is taking place at the hands of Muslims. Of the top fifty countries persecuting Christians, forty-two have either a Muslim majority or have sizeable Muslim populations.

The extent of this disaster, its origins, and the reasons why it has been met with a shrug by most of the Western media are the topics of Raymond Ibrahim’s Crucified Again. Fluent in Arabic, he has been tracking what he calls “one of the most dramatic stories” of our time in the reports and witnesses that appear in Arabic newspapers, news shows, and websites, but that rarely get translated into English or picked up by the Western press. What he documents in this meticulously researched and clearly argued book is a human rights disaster of monumental proportions.

Ibrahim’s copious reports of violence against Christians range across the whole Muslim world, including countries such as Indonesia, which is frequently characterized as “moderate” and “tolerant.” Such attacks are so frequent because they result not just from the jihadists that some Westerners dismiss as “extremists,” but from mobs of ordinary people, and from government policy and laws that discriminate against Christians. Rather than ad hoc reactions to local grievances, then, these attacks reveal a consistent ideology of hatred and contempt that transcends national, geographical, and ethnic differences.

As Ibrahim concludes, even when Western media report on violence against Christians, “they employ an arsenal of semantic games, key phrases, convenient omissions, and moral relativism” to promote the anti-Western narrative that “Muslim violence and intolerance are products of anything and everything––poverty, political and historical grievances, or territorial disputes––except Islam.” Christian Tragedy in the Muslim World (Christians Murdered Nonstop in Nigeria)