In May, new census data published by the British government showed that Islam is set to become the dominant religion in Britain within the next generation. The Muslim population of Britain topped 3.3 million by the end of 2013 to become around 5.2% of the overall population of 63 million, according to figures extrapolated from a recent study on the growth of the Muslim population in Europe.

At the same time, opinion surveys consistently show that voters in Britain view Islam and the question of Muslim immigration as a top-ranked public concern. The British public, it seems, is increasingly worried about the establishment of a parallel Muslim society there.

But government efforts to push back against the Islamization of Britain have been halting and half-hearted.What follows is a chronological review of some of the main stories involving the rise of Islam in Britain during 2013. The Islamization of Britain in 2013.

“Who has the right to say that France in thirty or forty years will not be a Muslim country? Who has the right in this country to deprive us of it?” — Marwan Muhammed, spokesman, Collective Against Islamophobia in France (CCIF), Paris.

The Muslim population of France reached an estimated 6.5 million in 2013. Although France is prohibited by law from collecting official statistics about the race or religion of its citizens, this estimate is based on the average of several recent studies that attempt to calculate the number of people in France whose origins are from Muslim majority countries. This estimate would imply that the Muslim population of France is now approximately 10% of the country’s total population of around 66 million. In real terms, France has the largest Muslim population in the European Union. The Islamization of France in 2013.

Det er i det store hele lykkedes nordiske medier at overse, at undersøgelser i de tre største europæiske lande nu viser, at et stort flertal på plus 70 % af befolkningerne nu er yderst bekymrede for islams vækst i deres lande. Opinionsundersøgelser ligger selvfølgelig altid foran parlamentariske forandringer, men de vil slå igennem det kommende årti. Først i Holland og Frankrig, dernæst i England og til sidst i Tyskland.

Valget i Sverige i år bliver formentlig et halvt ‘jordskredsvalg,’ men det vil prelle af som vand på en gås på riksdagsflertallet. Befolkningerne vil indenfor systemets rammer henstille til politikerne, at de stopper islam i Europa. Sker det ikke, vil modstanden givetvis blive udenomsparlamentarisk, og europæiske politikere kommer til at underminere sig selv i tiden som følger. Deres ‘window of opportunity’ er nok snævert, ingen ved hvor snævert. Det kan i udvalgte lande allerede være lukket af demografien, uden at det er manifest endnu. Har politikerne og navnlig EU forstået dette?

Det må de selv svare på. De har allerede et ansvar, de fleste har vist sig uegnede til at bære, ja blot til at forstå. EU har det store ord, landspolitikere kan komme til at hæfte meget dyrt for, hvad andre beslutter., for hvor tror de selv eurokraterne vil være henne, når en vred befolkning udkræver ansvar over havareret velfærd og spirende borgerkrig?

Det kendte PEW studie THE FUTURE OF THE GLOBAL MUSLIM POPULATION Region: Europe fra januar 2011 viser en meget forskellig vækst af islam i Europa i de næste tyve år. Relativt beskeden procentuelt i Frankrig, Tyskland og Danmark, men en fordobling i England, Norge og Sverige. Det alarmerende ved alle tallene er dog, at de kun drejer sig om en tyve års periode fra 2010-2030.

Socialkonstruktivisme og historieløshed

“Socialkonstruktivisme er marxisme og kommunisme i ny indpakning…” skriver historikeren Torben S. Hansens i et essay som i forgårs var gengivet på Uripasposten. Det fortjener et endnu større publikum:

Den samfundsvidenskabelig forskning og de offentlige forvaltninger, der behandler sociale problemer, præges desværre af en mangelfuld ideologi – socialkonstruktivismen. Tankegangen har i praksis gjort sociologer, socialrådgivere og lærere blinde for kulturens betydning. Især i disse faggrupper har mange vænnet sig til at betragte mennesket som resultat af økonomisk-materielle processer, der kan registreres, måles og justeres.

En konsekvens bliver, at når et stort antal indvandrere fra ikke-vestlige lande skaber problemer, koncentrerer socialkonstruktivisterne sig kun om arbejdsløshed, boligforhold og indtægt. Den kultur, de pågældende indvandrere har medbragt, er derimod ikke interessant, selvom det er indvandrere fra helt bestemte lande, der skaber samme type problemer i de ret forskellige vestlige samfund fra Australien, over Danmark til Canada. Den socialkonstruktivistiske ideologi bygger nemlig på den antagelse, at personens eller gruppens kultur er ligegyldig, det er socialklassen der tæller. Så fx når unge tyrkiske kvinder i 2. generation i alt for ringe grad udnytter deres vestligt erhvervede uddannelse til selvforsørgelse, når voldtægtskrænkere i høj grad har muslimsk baggrund, samt iranske indvandrere lærer sproget på rekordtid og deres børn kan dansk ved skolestart, må forklaringen være noget ikke-kulturelt.

I denne forståelse har personer har heller ikke nogen essens i kraft af deres køn. Det er formningen der afgør hvilken retning begæret tager og hvilket køn man føler sig som. Så når små drenges hjerner lærer på en anderledes måde i skolen og seksualforbrydere næsten udelukkende rekrutteres blandt hankønnet, står socialkonstruktivisterne atter uden at plausible forklaringer.

Et andet af deres dilemmaer er, at de forestiller sig homoseksualitet som et individuelt (kulturelt) valg, samtidig med at den anden ende af deres teori fortæller dem, at mennesket formes af det største pres omkring hende, og de egentlig godt ved, at der intet pres eksisterer med at forme i homoseksuel retning. Socialkonstruktivister betragter mennesket som et stykke voks i omgivelsernes hænder. Individet er som det blanke stykke papir, hvorpå ydre faktorer skriver en tekst. Derfor kan og skal staten skrive de rigtige ord og omforme mennesket, så det passer ind i bestemte sammenhænge. Socialkonstruktivismen er marxisme og kommunisme i ny indpakning, og dermed er den urealistisk. Dens menneskesyn, tro på ‘social engineering’ og bureaukratiske midler til at ændre samfundet lever videre efter Sovjetunionens sammenbrud, skønt alle kommunistiske eksperimenter er slået fejl i massedrab, fordummelse og elendighed.

Den modgift, der skal anvendes overfor den socialkonstruktivistiske ideologi er kendskab til historien – især kulturhistorien.

Kultur er andet og mere end operahuse og litteraturanmeldelser. Kulturer er systemer af normer, forventninger og idealer, der får mennesker til at føle og reagere på bestemte måder i forhold til andre mennesker. Normerne, forventningerne og idealerne indpodes fra barndommen og er svære at ændre. Vi oplever det lige nu med profet-tegningerne, hvor begrebet ytringsfrihed for en privat virksomhed (avisen Jyllandsposten), ikke kan fattes af hobevis af tilvandrede folk. De samme folk forventer at en politisk valgt person (statsministeren) skal varetage deres i princippet private følelser af krænkelse, ligesom de forventer at stater med mange muslimer beliggende i Mellemøsten vil sætte embedsmænd i gang med at skaffe, hvad de opfatter som oprejsning til netop deres sociale konstruktion, altså deres eget begreb om en bestemt religion, dens autoritet og dens hellighed. Mange af disse muslimer er ydermere af den opfattelse at voldelig gengældelse af verbal eller anden billedlig oplevet provokation er en retfærdig og etisk forsvarlig handling. Moses Olsen skal have nogen på frakken for at slæbe et kors gennem Nørrebro og prædike kristendom, og Pia Kjærsgaard må gerne overfaldes for sine forkerte meninger.

(Abu Hamzah fra ‘Kaldet til Islam’ truer islamkritisk DF’er – Omar Marzouk fryder sig; BT)

Historie er viden om visse fænomeners status som betinget af fortidige begivenheder. Eksempelvis er ethvert menneske resultatet af, at en kvinde og en mand havde en bestemt kontakt på et bestemt tidspunkt. Ni måneder senere fremkom et barn.

Den vestlige civilisation er et barn af en fortid, der strækker sig mere end to årtusinder tilbage. Sædvanligvis ønsker børn at vide noget om deres forfædre, men når det gælder kulturarv, ligger det tungt med den viden, den danske folkeskole giver eleverne. De akademikere, der skriver betænkninger og lægger retningslinjer for undervisningen, har for mange år siden ødelagt historiefaget. Her gives der ikke karakter. Kendskab til fortiden – og dermed kulturarven – betragtes ikke som vigtigt.

Tilsvarende er socialkonstruktivisterne ligeglade med den førmoderne verden, de ikke-vestlige indvandrere kommer fra. De mange problemer, der opstår i et kultursammenstød med et moderne og demokratisk samfund, undersøges ikke seriøst. Reelt anerkender forskerne og den bureaukratiske praksis ikke betydningen af en mentalitet, der medbringes fra en livsform uden frihed, borgerrettigheder og ligestilling.

Socialkonstruktivismen fører til historieløshed og til tab af kollektiv identitet. Skolens elever udrustes og opmuntres ikke til at føle sig som arvtagere efter de mange generationer, der har ydet et bidrag til at skabe den europæiske kultur og dermed nutidens frihed, orden og velstand. I skolernes historiebøger skildres fortiden gennemgående som noget primitivt, dumt eller uretfærdigt. Modsætningen er nutidens tekniske og administrative forbedringer, der eksempelvis sikrer bedre transport, mere effektiv produktion af levnedsmidler eller indkomstudjævning. Europas fortid med økonomisk ulighed, religionskrige og slavehandel er kun noget, der skal siges undskyld for.

Selvfølgelig er europæisk historie fyldt med rædselsfulde beretninger, og skolen bør undervise i både udbytning, religionskrige og slavehandel. Den slags ulykker har dog ikke kun fundet sted i Vesten. Grusomhed og vanvid hører også til aztekernes, kinesernes, de afrikanske bantustammers og arabernes historie. Eleverne skal have et vist kendskab til verdenshistorien og dermed også til de faktorer, der gør det muligt for magthavere at mishandle og myrde i stor målestok.

Men tilsvarende skal folkeskolen gøre en stor indsats for at orientere om de begivenheder og institutioner, der har frembragt demokrati, de to køns ligeværdighed, orden, velstand og individets frihed. Her spiller effektiv produktion og transport selvfølgelig også ind, men i den førmoderne epoke – d.v.s. indtil for få århundreder siden – var kultur og religion de faktorer, der afgjorde, at netop Europa frembragte frihed og demokrati.

Selve tanken om at skabe et samfund og en stat ved at bruge fornuften – altså argumentet – opstod i oldtidens Grækenland. Filosofien er græsk, fordi den søger visdom og viden i samtalen – dialogen. ‘Logos’ betyder ord! Logikken kan ikke undværes i argumentationen, og ingen kan med berettigelse forlange en rund firkant. Denne mentale og intellektuelle disponering er klart en arv fra de græske filosoffer. Sådan var det ikke i det gamle Kina, hvor staten var kilde til viden. I andre fortidige civilisationer kom viden fra åbenbaringer, formidlet af profeter og præster.

Præster havde også betydning i Europa – både førkristne og kristne. Men det lykkedes ikke kirkelige autoriteter at kvæle den kritiske tanke og trangen til rationel argumentation. Ligeledes overlevede en arv fra Rom. Her var statsret og kravet om et lovligt grundlag for både politisk myndighed og privat ejendom i højsædet. Selv efter det romerske riges undergang blev mindet om en retsorden og en øverste autoritet bevaret blandt de germanske stammer, der skabte begyndelsen til de europæiske nationer.

Fra kristendommen modtog eftertiden den banebrydende og altafgørende tanke, at det enkelte individ ikke tilhører staten. Det kan derfor siges, at Europa er opstået i middelalderen, da den kristne kirke blev den samlende kulturfaktor fra Portugal til Finland.

Det græsk-romersk-kristne grundlag har formet en fælleseuropæisk ‘Leitkultur’, som skal formidles til den unge generation, hvis frihed og demokrati skal bevares.