Og Bobi Bar (1917) i Klareboderne overfor Gyldendal. Jeg tænker altid på digteren Lean Nielsen, når jeg kommer forbi. Han har kun været død i femten år, men aldrig hører man hans navn. En sjældent ærlig kunstner, og som om han aldrig har levet. Jeg antager, det er vores måde at sameksistere med døden undtagen hvis det er vores nærmeste: Ignorere den. Gå en tur på kirkegården, som jeg gjorde sidste april, hvlke mængder af mennesker, der har været store navne i deres livstid. Nu ligger de der. Man får lyst til at mumle – ikke for højt: Jeg kan godt huske dig.
Se en dygtig pige, hun kan cykle på gågaden mens hun taler i telefon. Hun må være en af dem, man kalder ‘en svag trafikant’. Fatsvag.
Det er bare så typisk kommunalt at opstille en parkeringsautomat i en gågade.
Smukke billeder af København i vintersol.
Har inte varit över på 15 år och har längtat dom senaste åren. Det har bara inte blivit av, delvis i brist på pengar men även i brist på sällskap. Om någon har lust att åka över i sommar så kan vi ju ta det i PM. Så vi slipper att vänsterslöddret ansluter sig.