af Michael Thestrup

MULTIKULTUR: Fem års borgerkrig mellem alawitter og sunnimuslimer i Syrien har foreløbig kostet omtrent 250.000 mennesker livet. I 2011 løsrev det kristne Sydsudan sig fra det muslimske Nordsudan efter årelang væbnet konflikt. I Afrika næres flere årtiers konflikter af gamle koloniale grænsedragninger som ikke flugter med etniske, religiøse og kulturelle skel. Generationers stridigheder i Nordirland, Cypern, Libanon, Jordan og Israel/Palæstina følger ligeledes etnisk-religiøse linjer, og i den arabiske verden svinder andelen af kristne dag for dag som følge af udslettelse og forfølgelse.

I 1990erne faldt det multikulturelle Jugoslavien fra hinanden i en blodrus, multikulturelle Sovjetunionen blev opløst og store russiske mindretal i de tidligere sovjetrepublikker har siden været kilde til flere væbnede konflikter, i blandt andet Ukraine og Georgien. Efter Anden Verdenskrig løsrev det muslimske Pakistan og Bangladesh sig fra det hindudominerede Indien, og efter første verdenskrig blev det multikulturelle Osmannerrige fravalgt af ikke-tyrkiske befolkninger gennem blodige befrielseskrige. Serbiske mindretal i Kosovo, Bosnien og Kroatien ønsker at tilslutte sig Serbien, og kurdere har i årtier kæmpet for løsrivelse fra Tyrkiet, Irak, Iran og Syrien for at kunne danne et etnisk homogent Kurdistan.

På tværs af tider, folkeslag og kontinenter er der således utallige eksempler på, at multikultur afføder ufred og fravælges af befolkningerne.

Med opblomstringen af parallelsamfund, ghettodannelse, shariaråd, hadprædikanter, antisemitisme, terrorangreb, muhammedkrise, æresmord, kvindelig omskæring, tvangsægteskaber, genopdragelsesrejser samt sorte gymnasier, skoler og børnehaver peger de seneste 20-30 års danske multikulturelle erfaringer i samme retning.

Men hvorfor anpriser rød-radikale politikere og meningsdannere så multikultur så lidenskabeligt, når det gælder indvandring til Danmark? Ifølge Capacent stemmer næsten 90 pct. af alle muslimer i Danmark på den rød-radikale blok lige som indvandring af velfærdskrævende mennesker skaber et stort behov for skattefinansierede offentlige arbejdspladser. Desuden er ledigheden høj og uddannelsesniveauet lavt blandt de nytilkomne så risikoen for konkurrence om arbejdspladserne er beskeden. Alt i alt en win-win-win situation for rød-radikale offentlige ansatte med deres børn på hvide skoler og en lose-lose-lose situation for Danmark i almindelighed og Underdanmark i særdeleshed. Hvad siger det om det rød-radikale menneskesyn?.