“It’s the end of photography as we know it”

Jeg vil ikke påstå, jeg har overblik over EU’s Datenschutz-Grundverordnung, den er på 25.000 sider (!), og den handler om meget andet end fotografi. Jeg skal have studeret, hvad den betyder specifikt for blogs og stillfotografer og videofotografer.

Den der forekommer på fotografiet, ejer sine data fuldstændigt

En hovedregel i det offentlige rum, har hidtil været, at folk gerne må afbildes bortset fra i kompromitterende situationer. På grund af det digitale fotografis EXIF data, tid, sted, position, er fotografier nu data, som modellen får det fulde ejerskab over. Man må derfor i fremtiden ikke fotografere nogen uden deres accept, og selv den betyder ikke, at fotografiet må publiceres. Straffen for ‘datakrænkelse’ forhøjes mærkbart.

Jeg har endnu ikke overblik over, hvad dette betyder for pressefotografiet, men for mig ser det ud som om, de fleste af Henri Cartier-Bressons fotos ville være ulovlige efter den 25 maj – bortset fra, hvis han juridisk kunne godtgøre, at han var kunstner, og det er ikke sikkert, en domstol ville komme frem til det idag.

Den sikre måde ikke at blive retsforfulgt på, ser ud til at være tage et analogt foto med et kamera fra 1973 af personer, som alle har indvilliget skriftligt, gemme det i skrivebordsskuffen og aldrig lægge det på nettet. Endelig: Hvor står man juridisk, hvis man publicerer alle sine billeder renset for EXIF-data?

Menneskebilleder

For os der fotograferer mennesker, ikke dyr og solnedgange, ser det umiddelbart yderst dystert ud. Street-photography? Pressefotos i det hele taget? Det ser vanskeligt ud, hvis man ikke holder sig til hønseavleren, der selv har inviteret en, og givet en skriftligt lov til at publicere. Journalisten har kun en artikel om loven, og den berører ikke fotografiet. Den tyske artikel nedenfor gør, og det ser ildevarslende ud.

Det er ikke sådan nogle billeder, jeg tager. Fotografering er min måde at gå en tur og betragte verden på. Andre spiller golf, en noget dyrere måde at gå en tur på. Et kamera på maven, er for mig som en kurv i hånden i svampeskoven. Man flytter det ene ben foran det andet med et formål. Steder man decideret ikke bryder sig om, bliver pludselig interessante. Det skærper ens syn.

Jeg vender desværre nok tilbage om denne lov. Vorsicht, Kamera! It’s the end of photography as we know it.

Billederne er fra idag d.10.5 og forestiller:  1 og 2, den nye Papirø på Refshaleøen,  solbader i kanonfæste, Dragørfortet,  Dragør Havn, Flyvergrillen, Wiig Hansen, Vandrehallen DTU (som jeg var med til at lave i begyndelsen af 1980 erne.) Fotos © Snaphanen.dk.

Appendix: Et Kafkask bureaukrati

En teknisk kompetent ven skriver til mig, og bekræfter mig i mit første indtryk, at dette er et system, der gået helt agurk som i ethvert totalitært bureaukrati. Det er ikke meningen, du skal vide, om du overholder en lov eller ej jvf. Kafka: »Nogen måtte have bagtalt Josef K., thi uden at han vidste af at have gjort noget ondt, blev han en morgen arresteret.«

“EXIF er det mindste problem, ved een stram fortolkning af GDPR, her er der udelukkende tale om at det er genkendelige personer og ved at bruge biometriske metoder på billedet bliver det muligt at knytte et billede og en identificeret person sammen. F.eks. hart Facebook og andre allerede metoder til at genkende personer på de billeder du uploader og foreslår at tagge billedet med “Moster Olga”. EXIF er kun forværrende men ikke det grundliggende problem.

Men som jeg allerede beskrev tidligere er hele dette komplex så omfattende at det ikke kan lade sig gøre at implementere det i sin nuværende form uden at gøre 99% af alle borgere kriminelle, hvorfor det sikkert vil blive brugt selektivt hvis overhovedet.

Juridiske experter river sig i håret for at finde hoved og hale i dette morads og stort set samtlige større virksomheder er nødt til at at have DPO (Data Protection Officers) ansat eller tilknyttet for at sikre sig mod søgsmål.

Med hensyn til fotografi er jeg lidt fortrøstningsfuld, idet stort set alle render rundt med kameraer, bruger dem og poster til Facebook og lignende, så det vil være en helvedes opgave at komme efter alle “lovbrydere” samt at det stadig ikke er klart i hvilket omfang direktivet dækker almindelig fotografi, og lur mig om praksis ikke ender i noget der ligner status quo her, hvor det kun er ved søgsmål hvor man kan hive paragrafferne frem hvis der ikke er en samtykke-erklæring (model release) i spil.

Men det er naturligvis skræmmende at man kan bruge så lang tid og så mange ark papir for potentielt at gøre livet til et helvede for EU borgere (og alle andre der er involveret med EU borgere).”