7
jul
Seneste opdatering: 10/7-18 kl. 0146
1 kommentar - Tryk for at kommentere!

Begivenhedsløsheden som ideal. Det er ikke Piet Mondrian, det er svensk demokrati i 90 år.

Der skete lidt i 1991, men det gik hurtigt i sig selv igen. Så skete der igenting i 27 år igen, og det var netop meningen. I 2010 skete der lidt igen, men det var vist en lapsus ifølge de pludrende klasser. De lader stadig som om, det ikke skete nu otte år efter, men nu sker det igen, bare endnu mere. Resterne af det svenske demokrati nægter at dø helt.

De hader alt, hvad der er folkeligt

Hvor skal anstændige mennesker søge ly, selv svensk presse er nødt til at fortælle om det for at bevare et skin af troværdighed? De har en demokratiminister, men det er kun camouflage. De hader alt, hvad der er folkeligt.

Demokrati på svensk skulle ikke tages alt for bogstaveligt. Svensk politik skal være begivenhedsløs, for ellers kan de der har magten ikke beholde den. De har til gengæld den statsstøttede presse for at sikre status quo, og det har fungeret ret godt indtil i år.

Så kom internet og frie ytringer og ødelagde det hele

 Det var virkelig ikke meningen. Vi der har oplevet svensk presses censur anno år 2000, glemmer den ikke lige med det samme. ‘Censur’ er et velovervejet og mildt udtryk for, hvordan forholdene var dengang. Hvis EU skal til at gentage den, er det déjà vu. Vi er vænnede til at være ikke-personer, vi klarer det én gang til, hvis svensk presse-censur bliver EU-idealet.

EU arbejder på det

Man skulle frem til 2018, før svenskerne opdagede, at et kryds kunne flyttes. En i sig selv helt usvensk tanke: At blande sig i øvrighedens sager. Det er nok bedre, at få kontrolleret internet. EU arbejder på det.

I mellemtiden havde politikerne foræret landet bort andre til andre folkeslag, og de såkaldte ‘journalister’ sørgede for, at politikerne ikke blev draget til ansvar. Men nu har vi balladen, som jeg skrev for femten år siden: “Sverige kommer til at ende med en maksimal indvandrerbefolkning og en maksimal indvandringsmodstand.” En lidet misundelsesværdig situation, der kunne være undgået med en fri presse.

Det magtbevarende, svenske journalistkorps har sørget for det. De bilder sig ind, de gransker magten, men i virkeligheden gransker de befolkningen, for magten er deres arbejdsgiver. Svensk presse bør fyres, sådan som tysk nazipresse blev fyret i 1945. Start helt forfra med journalister, der faktisk tror på oplysning frem for propaganda. Sverigedemokraterns kommende valgsejr, er mere end noget andet svenske journalisters fallit. Internet gjorde den mulig. Deres censur- og pædagodmodel tabte til fri information.

Fri information

Lægen Eva Bergqvist, der døde i 2003, udgav et tidsskrift med netop det navn. “Fri Information.” Hun havde næppe anet, hvad Sveriges demografiske situation er i 2018. Det var nærmest umuligt at få Fri Information i Sverige dengang. Svensk presse tog ikke ét indvandringskritisk ord ind. Ikke en kronik, ikke et læserbrev på tre linjer. Svenskere måtte læse danske aviser, for at vide, kritikken overhovedet fandtes. Svensk ‘mångfald’ var en ensrettet vej, og nu skal de genoverveje modellen der revolutionerede Sverige i al evighed.

Så totalitær var svensk journalistik omkring årtusindeskiftet. Nu føjer de sig efter de nye vinde. Se f.eks. Anna Dahlberg-syndromet. Der er ingen mangel på sidste dages hellige svenske journalister. Overlevelse fremfor alt. De ødelagde ganske vist deres land irreversibelt, men ‘de havde uret, og nu er de blevet klogere.’ Aha, men så er alt forladt, ikke?

Farvel, svensk journalistik. Demokrati er noget værre lort!

Lars Bern skrev, at det svenske politiske etablissement er i fuld panik. Ja, mon ikke lige, det er? Meningen med svenske Riksdagsvalg har i 90 år været, at der ikke skulle ske noget, at de der havde magten skulle beholde den.

“Skol, vård och omsorg.” Det skal de højst uvelkomne valg handle om, når man nu er nødsaget til at have dem, for at kunne kalde sig et demokrati. Status quo og begivenhedsløsheden som ideal, altså. Men nu? Det første spændende Riksdagsvalg i min levetid, og jeg er ingen årsunge.

Uskyldtabet: Palme-mordet

Jeg var i Sverige da Palme blev myrdet i 1986, og jeg troede ikke rigtig mine øjne. For mig døde den svenske illusion den 28. februar 1986. Den har levet videre i 32 år, fordi det var i nogens politiske interesse. Nu er det slut. Sveriges smerte synes at være evig.

Også Anna Lindh blev myrdet. Også det blev fortrængt fordi den bosniske morder Mijailo Mijailovićh ikke passede gerningmandsbeskrivelsen. Nu er hun – der kunne have været Sveriges næste statsminister – desværre død. Lad os ikke tale om det. Vi bliver bare i dårligt humør.

SD största parti igen: 25,6 procent

Sverigedemokraterna blir landets största parti i den senaste mätningen från Sentio. Partiet får hela 25,6 procent av rösterna, långt före de övriga partierna. Det är dock en liten minskning från i juni, då man hade 26,1 procent.

Socialdemokraterna hamnar på andraplats med 21,2 procent av rösterna, vilket också det är lägre den förra mätningen där man fick 21,7 procent. Partiet närmar sig alltså låga 20 procent. SD största parti igen: 25,6 procent

0 0 votes
Article Rating


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

Subscribe
Notify of
guest

1 Comment
Most Voted
Newest Oldest
Inline Feedbacks
View all comments
trackback

[…] agter at stemme på Sverigedemokraterna, og det må være derfor, Anders Bo Ro i en kommentar på Snaphanen tør vove følgende forudsigelse: “SD får 33-40% af stemmerne, AfS kommer over […]

1
0
Would love your thoughts, please comment.x
()
x