Af Jens Graae

Björn Wahlroos, der er bestyrelsesformand i forsikringskoncernen Sampo i Finland og en kendt og magtfuld person i finsk erhvervsliv har i Hufvudstadsbladet via netavisen ”Fria Tider” givet udtryk for den opfattelse, at det var en stor misforståelse at Finland gik med i EU’s valuta, ”euroen”, i 1999. Björn Wahlroos mener, at Finland burde have beholdt sin egen valuta.

Et finsk arbejdsmarked sidder fast i en ”tysk valuta”

Björn Wahlroos har den opfattelse, at Finland har et dårligt fungerende arbejdsmarked. Det synes indlysende, at han mener, at Finland ikke har frie muligheder til at devaluere for at styrke eksporten eller ændre renten, hvis det skulle blive nødvendigt. Det tyske system er i store træk modellen som euroen er opbygget omkring og det system passer ikke til størstedelen af de øvrige EU lande, tilsyneladende Finland inkluderet.

Landene har strukturelt store forskelligheder, der bliver uhensigtsmæssig, når man indfører en fælles valuta og faste rammer for ændringer af valutaen, renter mm. Strukturerne i samfundene skal helst være næsten ens. Og det virkelige problem er, at EU forhindrer det enkelte land, der er medlem af euro-fællesskabet, at have kontrollen over deres egen økonomi. De er f.eks. udelukket fra at kunne devaluere eller revaluere. Finlands bruttonationalprodukt har i øvrigt ikke ændret sig i opadgående retning siden 2007. Björn Wahlroos giver euroen skylden for Finlands markedsmæssige stilstand.

Alle vil være rige på den nemme måde

Finland er et godt eksempel på de ulykker som euroen har påført de enkelte stater indenfor EU på trods af, at Finland er et af de bedre stillede lande. Det er ulykkeligt at politikerne ikke har lyttet til de økonomer der advarede mod gennemførelsen af euroen.

En del af de lande der var mest interesserede i deltagelsen i euroen var de økonomisk svageste, som så muligheden for at tiltrække rigdomme fra de mere velstående stater. Og det lykkedes faktisk. Nu kalder jeg de pågældende lande for svagere økonomisk set.

Det var de ikke før de gik ind i EU’s euro. Før euroen havde de pågældende lande selv ansvaret og de vidste hvorledes de skulle klare problemerne med at øge eksporten, formindske arbejdsløsheden mm. De devaluerede deres valuta. At det f.eks. også formindskede værdien af folks opsparinger var en anden sag.

De mulige tabere i euroens spil?

Det er meget vanskeligt at sige hvilket land der først falder igennem. De første indikationer er en faldende eksport og en stigende arbejdsløshed, især ungdomsarbejdsløshed, hvor flere generationer af unge tabes som arbejdskraft. Et andet kendetegn er tomme fabrikshaller. Det land der falder igennem vil efterhånden have oparbejdet en uhyrlig gæld, som andre nu skal betale, hvis euroen skal beholde sin værdi i forhold til især dollaren.

Spørgsmålet er så, om de andre mere velstående lande vil det? Der er flere kandidater til ”titlen” som tabere i euroens spil, herunder Grækenland eller Sverige. Grækenland er selvskrevet, men også Italien, Spanien, Portugal og måske endda Frankrig kan rammes. I Frankrig kan de gule veste være en første advarsel. Selv om de fleste nægter at tro det, så er Sverige – ”den humanitære stormagt”- også bragt på hælene af alt for mange indvandrere, hvoraf de fleste er uden uddannelse.

Demokratiet er ligegyldigt, alt er et spørgsmål om magt

Der er flere mennesker i Europa end der er i USA. Mængden af mennesker der er købeduelige er afgørende for magt. For de magtgale europæiske politikere, gælder det om at samle flere mennesker end der er i hele USA. Dermed tror man i EU kredse og i nationale politiske kredse, at EU kan få større økonomisk magt end USA.

Mindreværdsfølelsen blandt de middelmådige europæiske politikere overfor lande som USA, Rusland, Kina, Japan og Indien er årsagen til at de samme politikere er rede til at ødelægge nationalstaterne og derefter samle Europa til en stor samlet nation, Den Europæiske Union. Hensigten er at omstrukturere nationalstaterne til regioner. Da EU ønsker at kvæle nationalfølelsen, så kan enhver forestille sig, at regionerne oprettes ved nogle streger på et kort, som blander den europæiske befolkning på en hensigtsmæssig måde, i hvert fald efter EU’s opfattelse.

Euroen er et billede på økonomisk tvang

EU politikerne er selvfølgelig klar over, at alle disse demokratiske befolkninger i de europæiske stater ikke umiddelbart vil lade sig indrullere i en kæmpestat, som de ikke føler den store tilknytning til. Alligevel søger man at tvinge befolkningerne ind i euroen.

Det er galmandsværk, fordi de enkelte lande, man vil tvinge ind i euroen, enten har en svag økonomi, der ikke kan tåle at blive revalueret op i de rige landes klub og dermed kun opnår tab af eksport og fattigdom i form af mange arbejdsløse eller på den anden side har en stærk økonomi og dermed er selvskreven til at hjælpe med at betale de kæmpemæssige underskud, der f.eks. kan opstå i de sydeuropæiske lande, måske inkl. Frankrig og Sverige eller måske i andre dele af ”det mægtige” EU.

Hvordan skal EU redde Euroen?

Der er to metoder. Enten kan EU opgive euroen og indrømme, at de tog fejl og derpå rede alle trådene ud af de hidtidige mangelfulde resultater af euro indsatsen. Her støder vi ind i det beklagelige, at politikere aldrig vil indrømme en fejl uanset fejlens størrelse. Derfor vil man med stor sikkerhed forsøge sig med den anden metode, som udelukkende omfatter tvang. Den Europæiske Union og euroen samt alle de andre fejltagelser, som unionen har foretaget sig skal nu tvinges ned over hovedet på en intetanende og godtroende europæisk befolkning. Det bliver et chok for befolkningen, hvis EU for en gangs skyld toner rent flag.

Men kender vi systemet ret, så vil vi stiltiende blive stillet overfor nogle ødelæggende krav. Et bud kunne være Marrakesh Aftalen, hvor EU, FN og den globale storfinansverden laver en aftale om 258 millioner afrikaneres adgang til Europa. Det vil med sikkerhed ødelægge de europæiske nationalstater, herunder Danmark. Og bemærk venligst, at flertallet af vores politiske partier støtter EU.