Kan man overhovedet melde sig ud af EU?

Muligheden forekommer mere og mere teoretisk. Boris Johnsons “aftale” er ikke en udmeldelse, det er en lidt forbedret udgave af Theresa Mays “aftale.” Danmark vil formentlig aldrig komme ud før end EU braser sammen af sig selv, hvilket det som alle imperier vil gøre. Problemet er tiden indtil det sker: 13 år som nazismen eller 70 år som kommunismen eller 336 år som imperier gennemsnitligt har varet de sidste 5000 år?

Et lækket engelsk dokument fra 1971 viser, at “englænderne ikke skulle kende sandheden om EU s imperieambitioner, før det var for sent at komme ud af EU igen.” Noget tyder på, at det tidspunkt kan være passeret. Vi lever altså i demokratiets overgang til de superriges, fascistoide oligarki, – som jeg kalder “demokratiteatret” – hvilket f.eks. Sveriges behandling af professor Martinovski helt aktuelt bekræfter. EU-papir lækket: “Vi er blevet løjet for i 30 år”. Se evt. Roger Scruton i Trykkefrihedsselskabet, 2016 og Roger Scruton fik Sapphoprisen.

Monument over en fiasko

af Henrik M. Jensen

For over 10 år siden var jeg på besøg i Malmø, hvor jeg blev vist rundt af en af de lokale. Jeg spurgte om vi også kunne komme ud og se Rosengården, en bydel der var blevet berømt omend ikke for det gode.

Malmøboens øjne begyndte at flakke; det ville hun helst springe over. “Men har Mona Sahlin ikke sagt, at det er svenskernes fejl, hvis de aldrig har besøgt ghettoen og ikke rosengårdernes fejl, hvis de aldrig har været uden for ghettoen?”

Dette argument var svært at overhøre for en politisk korrekt svensker, men i stedet for at køre ind i området, klarede hun det ved i stor hast at køre forbi Rosengården på ringvejen, mens hun forklarede, at derinde var selveste Zlatan født og opvokset op og her havde han doneret en hel boldbane til bydelens børn!Og så hastede vi ellers ud af byen og videre mod Lund.

Zlatan som alibi og religion

Denne lille hændelse var typisk for den ,måde, som svenskerne tackler de problemer, som masseindvandringen har forårsaget. En enkelt succesrig fodboldspiller blev sat op på et piedestal og gjort til et alibi og en undskyldning for den fejlslagne svenske udlændinge- og integrationspolitik. Kort sagt et dække for en fiasko.

Og som årene gik og udlændingeproblemerne voksede og voksede, blev Zlatan gjort større og større, så han bedre kunne dække over fiaskoen.

Med det resultat at en mand, der har gjort det til en levevej at løbe rundt og sparke til en læderkugle fyldt med luft,har fået en gudelignende status i Sverige.

På “Sydsvenskan” sportside er der en permanent rubrik med Zlatan-nyheder, og når han omtales i fjernsynet, sker det med en særlig diktion: “Zla – tan” fulgt af et indforstået smil. På Malmøs største luksushotel blev der indrettet en “Zlatan-suite”, i Rosengården kan man på ‘Zlatan-court’ se hans fodaftryk og en gylden zlatan-silhuet i midtercirklen og på toppen af Malmøs vartegn, Torsoen, blinkede et stort blåt Z i laserlys. Og en af den svenske medieverdens pinger, David Lagerkrants skev Zlatans selvbiografi som dog mere havde karakter af en ‘hagiografi’ (helgenbiografi), hvor forfatteren havde opdigtet det meste.

Zlatan som gud

Og den ekstremt selvoptagede Zlatan har ikke været sen til at udnytte tilbedelsen. I en megalomanisk rus af religiøse dimensioner har han gennem mange år gjort sig selv til ikke bare den største svenske sportsmand gennem tiderne og den største svensker overhovedet, men også til selve symbolet for alt, hvad der lykkes i denne verden.

Og det politiske korrekte Elite-Sverige labbede det hele i sig, for det beviste jo, at deres indvandringspolitik havde været en succes.

I sidste uge kulminerede så dette religiøse vandvid, da en over to meter høj bronzestatue blev afsløret i Malmø. Guden selv var steget ned på jorden, hvor det hele begyndte, og startede i vanlig stil med egenhændigt at give alle børn i Malmø fri så de kunne komme med til indvielsen. Og han udtalte at “kommer man til Sverige og vil se noget, som betyder virkelig meget i hele verden, så skal man tage forbi statuen. Ikke kongens statue. Det her er den rigtige statue.” Og han sammenlignede den med Frihedstatuen i New York!

Og alle honoratiores med Malmøs borgmester i spidsen slugte begejstret de barnlige floskler.

Zlatans person har nu i et par årtier været et alibi for nyere svensk histories største politiske fiasko: Masseindvandringen.

Men i takt med at boldspilleren med den barnlige opførsel langsomt går i glemmebogen, vil statuen stå tilbage som et monument over en destruktiv periode, der heldigvis er ved at være forbi.

Fotos: Snaphanen i Rosengård, 2014