Kanal Putins aldeles uvidende interviewer får en lektion om Storbritannien og islam i almindelighed. Ofte kan man høre RT stryge vestlige dissidenter med hårene, det sker bestemt ikke her. Intervieweren kan dog ikke få sin sløve kniv ind på den lynhurtige Robinson. Hun prøver på alle måder undtagen med de sædvanlige, engelske mediemyter, danske journalister må henfalde til at repetere. Journalister skal tænke sig bedre om, inden de går i ringen mod Tommy Robinson. Steen Nørskov kommer ikke til at gøre det igen. RT God bless you, please? Tommy Robinson, activist.

Se også Govt: Releasing Report on Ethnicity of Rape Gangs ‘Not in Public Interest’, Ministers Need ‘Safe Space.’ og More Grooming Gang Members Sentenced for Rape in Huddersfield.

Agenda 2030: Monstret bag glansbilledet

Et kommunistisk manifest for hele verden

Af Kent Andersen (fordansket af Snaphanen)

Statsminister Erna Solberg præsenterede Norges første rapport til FN om opfølging af Agenda 2030 og bærekraftmålene sammen med udenrigsminister Børge Brende og klima- og miljøminister Vidar Helgesen i Oslo den 21. juni 2016. Det fik du ikke vide, for knapt nogen skrev om det.

Flere læsere har bedt os skrive noget om Agenda 2030, fordi denne politiske platform nu er selve drivmotoren i vestlig politik. Platformen er kendt som FNs bærekraftsmål og skal give «grundlæggende ændringer» for at sikre «global stabilitet og jordens bærekraft». Men når så mange skal få så meget, hvem skal så miste? Og skal det ske frivilligt eller med tvang? Bærekraftmålene ser godt ud på overfladen, men under overfladen lurer et monster.

Journalistikken er magtens mikrofonstativ

Vi journalister har en utrolig vigtig samfundsopgave: Det er ikke at råbe ukritisk hurra når nogen hævder de vil redde menneskeheden og skabe paradis på jord gennem en stor og gennemgribende «masterplan».

Vores job er ikke at fungere som logrende hale for glinsende politikere – men det er netop dét journalister i mainstream media gør: De fungerer som lydige mikrofonstativ og aktivister for enhver charlatan med påståede gode hensigter, og når det kommer til store grin og gode hensigter, går FNs bærekraftmål af med VM-guldet.

Dette godhedens manifest er pensum langt ind i grundskolen, og er udformet netop sådan at børn og enkle sjæle skal omfavne det helhjertet og uden forbehold. Og det er netop derfor voksne må rynke på brynene, for politik er for voksne, og når noget så kompliceret og sammensat bliver forenklet til det latterlige, da er det på tide at  lytte til alarmklokkerne og se nærmere efter.

FNs bærekraftmål: Find fejlene og vind et demokrati

Bærekraftmålene skal tage over for millenniummålene som FN gennemførte mellem år 2000 og 2015. Ifølge FN selv var dette en så dundrende succes at FN i champagnerusen blev enige om en ny og ambitiøs erklæring: «The 2030 Agenda for Sustainable Development». Denne agenda blev altså vedtaget i 2015, og indeholder 17 mål og hele 169 delmål som angivelig skal gøre verden bedre for alle, og disse mål fungerer som et slags «globalt vejkort» for nationale og internationale tiltag som sigter på at (hold dig fast):

Udrydde ekstrem fattigdom, sikre inkluderende bærekraftig udvikling og fremme velstand, fred og retfærdighet for alle.

Intet mindre. På ti år. Og ingen vil at du skal studse over det.

Agenda 2030 kom imidlertid ikke alene, den er det midterste af en trojka: Den løber sammen med «Addis Ababa Action Agenda» for financiering af udvikling, efter konferencen som blev afholdt i Etiopien og vedtaget af stats- og regeringschefer 15. juli 2015 – og som igen byggede på Monterrey-Concensus fra 2002 og Doha-deklarationen fra 2008.

Den tredje hest i troikaen er Paris-aftalen om klima fra 2015. Disse tre udgør til sammen et globalt rammeværk for politisk handling med henblik på internationalt samarbejde og partnerskab, og nøgleordet er ikke handel, frihed, demokrati, ytringsfrihed, retten til at skabe egen lykke eller kapitalisme. Nøgleordet er «bærekraft».

Bærekraft over alt, og ikke hør på ringelyden i dit baghoved

Det er her intellektuelle og tænkende mennesker trækker i bremsen. Ikke bare fordi dette store projekt for global styring ser ud til at have været i støbeskeen i 20 år ganske under radaren for kritiske blik, men særlig fordi Agenda 2030 minder mistænkeligt om at hele Jorden skal styres efter «New Public Management» altså målstyring og evig rapportskriving til de høje herrer. (Du ved, det som gør at lærere må skrive rapporter i stedet for  undervise ungerne.)

Bærekraftmatålene fremstår som universelle. De gælder for alle lande og lægger grundlaget for en langsigtig og samstemt indsats. Men stop lidt: Verdens lande og mangfoldige kulturer er jo ikke universelle – og har ikke fælles mål og retning. Tvært imod, faktisk. De bliver ikke styret på samme måde efter samme principper, og har definitivt ikke samme værdigrundlag eller samfundsforståelse, så hvordan skal dette egentlig fungere?

Findes der tilfælde hvor disse bærekraftmåle strider mod hverandre? Hvis flere milliarder fattige skal løftes ud af fattigdom og gøres rigere, hvem skal betale for det og blive fattigere? Ingenting er gratis her i verden, men Agenda 2030 siger ingenting om omkostninger, byrder eller konfliktinteresser. Det er et overfladisk glansbillede, men hvad indebærer det? Sådan noget spørger ikke regeringen Solberg om. Den har omfavnet denne globale strategi uden forbehold, spørgsmål eller indvendinger. På dens hjemmesider skriver de:

Regeringen har bestemt at bærekraftsmålene udgør det politiske hovedspor for at tage fat i vår tids største nationale, regionale og globale udfordringer. Norge arbejdede målrettet for at få bærekraftsmålene vedtaget og vil spille en central og aktiv rolle i opfølgingen af målene internationalt. FNs generalsekretær har givet statsminister Erna Solberg en pådrivenede rolle i dette arbejde.

Hvorfor er Erna Solberg en motor for dette?

Erna Solberg er statsminister i Norge, hun får løn af norske skattebetalere, og er forpligtet til at sætte norske interesser før alt andet – også hvis vore interesser skulle ramme andre lande eller være på bekostning af FNs interesser. Noget andet ville være et meget alvorlig svigt mod hendes egen stilling og vælgere. Så hvad er det egentlig som foregår her? Hvem arbejder statsministeren for? Er hun gået vild af mangel på en stillingsbeskrivelse? Vel, jeg skrev en til hende i 2016.

Kan du huske at Erna Solberg informerede vælgerne om at hun som statsminister for Norge vil arbejde for FN og sætte andre landes interesser foran norske hvis FN ønsker det? Fortalte hun folket tydeligt og klart at hun sætter Agenda 2030 foran norsk suverænitet, ligesom hun sætter EUs direktiver foran Norges grundlov? Informerede hun om at Tysklands behov for stabil energi vil trumfe hendes ansvar for at beskytte norsk natur og folks privatøkonomi? Hvornår blev dette tydeliggjort?

Hun afviser enhver kritik og debat med at indikere at alt som er fra FN, EU og Tyskland, også er det bedste for Norge. Men er dét sandt? Hun ynder også at påpege at vi «ikke har noget valg», og at vi «skal» og er «forpligtet» efter internationale aftaler. Det er altfor forenklet. Norge er nemlig en selvstændig stat og «skal» ingenting – og naturligvis er  Norges statsminister ikke forpligtet til at følge aftaler som skader Norge eller norske interesser. Hun er forpligtet til at bryde og afslutte sådanne aftaler.

17  glinsende mål for en ny og bedre regnbueverden

For os som er blevet luret af glatte sælgere før, lyder målene i Angenda 2030 for gode til at være sande. De har ordlyd lige ud af fra gruppearbejde af småpiger på en provinsskole, for her mangler der sandelig ikke godhed, korrekthed, gavmildhed, enkle løsninger eller fluffy enhjørninger. Men det er vældig meget andet viktigt som mangler. La os se på hvad der står, punkt for punkt, mens du hele tiden har spørgsmålene «hvordan, når, hvem, hvorfor, på hvem sin bekostning, og hvem skal betale?» i baghovedet.

Mål 1: Udrydde alle former for fattigdom i hele verden.

Mål 2: Udrydde sult, opnå madsikkerhet og bedre ernæring, og fremme bærekraftig landbrug.

Mål 3: Sikre god helse og fremme livskvalitet for alle, uanset alder.

Mål 4: Sikre inkluderende, retfærdig og god uddannelse og fremme muligheder for livslang læring for alle.

Mål 5: Opnå ligestilling og styrke piger og kvinders stilling.

Mål 6: Sikre bærekraftig vandforvaltning og tilgang til vand og gode sanitære forhold for alle.

Mål 7: Sikre tilgang til pålidelig, bærekraftig og moderne energi til en overkommelig pris.

Mål 8: Fremme varig, inkluderende og bærekraftig økonomisk vækst, fuld sysselsættelse og anstændigt arbejde for alle.

Mål 9: Bygge robust infrastruktur, fremme inkluderende og bærekraftig industrialisering og bidrage til innovation.

Mål 10: Redusere ulighed i og mellem lande.

Mål 11: Gøre byer og bosættelser inkluderende, trygge, modstandsdygtige og bærekraftige.

Mål 12: Sikre bærekraftige forbrugs- og produktionsmønstre.

Mål 13: Handle umiddelbart for at stoppe klimaforandringer og bekæmpe konsekvensene af dem.

Mål 14: Bevare og bruge hav og marine ressourcer på en måde som fremmer bærekraftig udvikling.

Mål 15: Beskytte, genopprette og fremme bærekraftig brug af økosystemer, sikre bærekraftig skovforvaltning, bekæmpe ørkenspredning, standse og omvende landforringelse samt standse tab af artsmangfoldighed.

Mål 16: Fremme fredelige og inkluderende samfund med sigte på bærekraftig udvikling, sørge for tilgang til retsbeskyttelse for alle og bygge velfungerende, ansvarlige og inkluderende institutioner på alle niveauer.

Mål 17: Styrke gennomføringsmidlene og fornye globale partnerskaber for bærekraftig udvikling.

Som du ser, er målene en «Miss World» værdig. Det finnes knapt et menneske på jorden som kan sige sig uenig i disse punkter, selv punkt 13, hvor millioner af år med naturlige klimaændringer på magisk vis skal stoppes.

Problemet er alt som står i vejen for at gøre dette glansbillede virkelig: islam, socialisme, diktatur, korruption, egoisme, våben, oprør, fornuft, logik, matematik … og demokrati. For det er ikke sikkert at islamske lande mener at det at sikre pigers stilling indebærer det samme som i vestlige lande. Og er det helt sikkert at folk i rige land har sådan en lyst til at give bort endnu mere end de allerede har mistet i globalismens navn for at «reducere uligheden»? Hvem siger dét? Hvordan skal det ske?

Problemet er også helheden disse 17 punkter udgør: De enorme implikationer, cirkelvirkningene og ikke mindst de massive tiltag som skal til for at gennemføre denne utopi på bare ti år. Bærekraftmålene er i virkeligheden skjult, totalitær ekstremisme:

Fandt du fejlene?

Det står ingenting i disse mål om hvad de skal koste, hvem som skal miste og hvem som må ofre. Det står ingenting om hvem og hvad målene styrker, og hvem som skal ha magten til at tvinge dem igennem, mod lande og befolkninger som ikke vil give penge og ressourcer fra sig.

Det står ingenting om frihed. Ingenting om demokrati. Ingenting om oplysning og kundskab. Ingenting om bekæmpning af totalitære ideologier. Ingenting om at stoppe diktatur. Ingenting om at stoppe præstemagter og lovværk fra guder. Og mest påfaldende af alt: ikke et ord om befolkningstilvæksten som underminerer helehensigten. Og ingenting om nationale eller kulturelle forskelle som gør denne ensretning umulig uden at indføre en totalitær, kommunistisk verdensregering – måsske efter model fra mafiastaten Kina?

Bærekraftmålene handler altså ikke om frihed eller «søge lykke», ligesom den amerikanske uafhængighedserklæring giver folk anledning til. Agenda 2030 handler om fordeling af produkter, fysiske goder og konkreter – og nævner ikke de ting som er vigtige for frie mennesker: åndelighed, intellekt, åndsliv, frihed, kærlighed, selvstændighed, individualisme, selvforsørgelse – og sidst, men ikke mindst: demokrati og ytringsfrihed. FN har sat sig nogen flotte mål, uden at sige noget om menneskelige eller økonomiske konsekvenser.

Dette er kort og godt et kommunistisk manifest

Det er nemlig det vandpyttegrunde  kommunistiske syn på mennesket som gennomsyrer FN’s «bærekraftmål»: Bare arbejderne får nok brød, vand og husly, så bliver de fornøjede – akkurat som slædehunde. Så skal staten tage sig af de vanskelige ting. Her skal jeg lade den politiske frihedskæmper Ronald Reagan opsummere min pointe:

Socialists ignore the side of man that is the spirit. They can provide you shelter, fill your belly with bacon and beans, treat you when you’re ill, all the things guaranteed to a prisoner or a slave. They don’t understand that we also dream.

I det socialistiske paradis Venezuela skulle alle få det de trængte for at overleve, men ikke for å leve frit med ansvar og risiko. Alt skulle ske ved «omfordeling» – og det lyder jo knippelfint så længe man ikke bruger hovedet. Men skal den «omfordelingen» ske frivilligt, og skal «bærekraft» gennemføres med magt? Hvem sikrer retfærdigheden? Og hvem gider at skabe sit eget overskud hvis det bare skal «omfordeles»? Dette er de paradokser som kører alle kommunistiske lande ind i recession og fattigdom. Kommunister er enkle i hovedet – men verden er desværre kompliceret.

Vestlige politikere har dyrket «omfordeling» af Vestens værdier i 40 år

Så langt har glatte globalister i vestlig politik frivillig givet fra sig både penge, suverænitet, konkurrenceevne og muligheder, nettop for at «udjævne forskellene» gennem «omfordeling» – uden egentlig at spørge om lov eller informere. Vestlige lande har hatf en gavmild elite som har givet bort ufattelig meget på ufattelig kort tid, netop for at lave en «bedre verden». Problemet er at de ikke spurgte om lov. De giver bort noget de selv ikke ejer, og det handler ikke bare om penge:

Islams kolonisering af vestlige byer  er «omfordeling» i praksis

Her indgår ikke mindst afståelse af tryghed, stabilitet og territorier gennem massemigration til Vesten. Alle og enhver er velkommen til at modtage velfærd og pensioner i Vesten, uden at have bidraget med noget som helst.

Islams kolonisering af vestlige byer og lande gennem muslimske settlere er «omfordeling» i praksis. Det samme er at give bort al industri til Kina, i bytte for ingenting. Bistandsmidler er også «omfordeling», og det nyeste på denne liste er vor «klimagæld» til fattige lande fordi vi angivelig har ødelagt kloden for dem gennem vor brug af billig fossil energi. Det skal gi «bærekraft».

Det faktum at det ikke findes nogen reel klimakrise, og at fossil energi er en naturresource som findes mange andre steder end i rige Vesten, er overset. Fattige lande bruker også fossil energi. De sælger fossil energi til Vesten og får betalt for det. Derfor skylder vi dem ikke noget som helst. Det vestlige politikere skylder folket, er at tage vare på sine egne lande.

Bærekraftsmålene er et kup

Denne decimering af egen velfærd og handlingsrum, under dække af «omfordeling» og «bærekraft», har altså kunnet pågå næsten uimodsagt siden Berlinmurens fall i 1989, og det har gjort den globalistiske elite overmodig. De vidste ikke hvor de skulle stoppe. Gaveregnen har også gjort regeringer i ‘shitholecountries’ forkælet. De behøver ikke få orden på noget som helst, for det er altid nogen at skylde på, og altid flere penge og goder at få af Vesten, bare man klynker længe nok. Det nærmer sig slutningen på denne galskabs-politik. Den er bygget på ti falsummer, som ødelægger Europa.

Derfor er det ikke mærkeligt at lederne for de samme shithole-lande varmt støtter «bærekraftmålene». I FN er det dysfunktionelle, ufrie, korrupte og overbefolkede lande præget af ekstremisme og kaos, som har flertallet. Mange af disse ser på Vesten som et let bytte, for Vesten er svagt, selvudslettende og styret af bløde fjolser uden overlevelsesinstinkter. Og DERFOR er bærekraftmålene blevet til. De er et kup.

Bærekraftmålene i Agenda 2030 gavner ikke dig og  dine børn. Alligevel skal du betale for det – og dine børn bliver oplært til at gå i brechen for dem. Akkurat som du skal betale for «klimamål 2030», og dine børn skal piskes op på barrikaderne for ekstremismen. Skal verden blive et bedre sted, så må du nemlig ribbes for penge, brændstof, bil, kød, stolthed og selvstændige tanker. Og nej, det er ikke en konspiration: Det sker helt åbenlyst, og de som står bag, er stolte af det de gør.

Det er ikke FN, omfordeling eller socialisme som holder verden tør, varm og mæt

FNs selvpraleri er fake: Årsagen til at verden er gået kraftig frem siden 1989, er at store socialistiske imperier for altid er udslettet, og socialistisk planøkonomi er blevet erstattet af kapitalisme og markedskræfter – da ikke mindst i Kina, som rigtignok fortsat er styrt af en diktatorisk mafia, men den har i det miste givet flere borgere bedre levevilkår og fremgang, selv om diktaturet lever i bedste velgående. I Kina spiser de kød og kører bil nu. I Norge vil MDG (Miljøpartiet) tilbage til cykler og plantekost. Tænk over dét.

I tilgift kan verdens fattige takke en kommunikationsrevolution for fremgangen. Den er heller ikke skabt af regeringer, politikere eller planøkonomi. Den er skabt og drevet frem af kapitalismens evige konkurrencejag, og af private interesser som forenkler handel og øger markedsmulighederne – illustreret af den fattige indiske fisker som med mobiltelefon pludselig kan tilbyde sin fangst til højstbydende af mange købere, i stedet for kæltringen på broen der hjemme, som før havde monopol. Denne kapitalistiske triumf er «bærekraft og omfordeling» i praksis.

Noget verdens fattige også kan takke for fremgangen, er jævn og støt tilgang på billig fossil energi, som igen skaper billig tilgang på mad – i en verden hvor flere og flere bor i byer og er helt afhængige af industrielt jordbruk, billig energi, hydrokarboner og effektiv madtransport. Det er ikke regeringer og politikere som står bag dette heller.

Politikere, regeringer og organisationer kan ikke skabe en bedre verden, innovation, lønnsomme arbejdspladser, rigdom eller fremgang. De kan bare lægge til rette for det frie individ, som får søge sin egen lykke og drive handel i frie lande.

Agenda 2030 går i stik modsat retning.

Fra norsk Agenda 2030: Glansbildet med monsteret bak