“Det är redan kört, tror jag”
Når man har skrevet offentligt om et emne som Sverige i 25 år, så er det som at sidde ved et dødsleje, hvor døden trækker ud. Alle der har prøvet det, ved at det kræver pauser og opladning. Sverige er for mig en fjernere slægtning, og jeg er ikke nødt til at komme der eller sidde og våge uden pauser. Alligevel skeler jeg ud af øjenkrogen på det af og til. Måske er det kun af gammel vane. Det er over ti år siden jeg opgav håbet om en “tilnyktring” i Sverige, som de kalder det at blive ædru. Døden må gå sin langsomme gang. Den sidste halvdel af processen kommer til at gå hurtigere end den første, den er accelererende.
I dag er den store historie i Politiken at Den store befolkningsforandring: I 2096 kan flertallet i Danmark være indvandrere eller efterkommere. “Forandring” – Politiken, når man ved, hvordan den “forandring” forløber i Sverige, så forekommer ordvalget mig upræcist og falsk, men Politiken har på den anden side ikke bestilt andet end at forråde Danmark og dets folk så længe, jeg kan huske. Svenskerne kommer i mindretal om 15 år, 60 år før danskerne. Vi kan nå at forhindre det endnu, ikke at jeg tror, der er en eneste politiker med indsigt, mod og format, til at gøre det. Det Sverige vi ser i dag, er vore børnebørns Danmark.
De flydde inte från bomber eller hunger – de flydde från något svårare att mäta: ett land där tryggheten vittrat sönder, där kulturen förnekas och där systemet blivit viktigare än människan. I denna artikel berättar Camilla Grepe, “Stefan” och Per Erik Håkansson varför de lämnade Sverige – och varför de inte tror att landet går att rädda. Det handlar om våld, migration, tystnad och en förlorad framtidstro. Men också om Portugal – och känslan av att plötsligt kunna andas igen. – Jag kommer från Malmö. Idag skulle jag inte gå igenom Malmö på natten, säger en av svenskarna.
Læs mere »