Yu

Mod “patriarcavirus” på place de la Concorde. Stemmer fra fortiden

Document kalder 8 marts “frustrerede kvinders friluftsdag.” Den er et venstreorienteret påhit, der glemmer alle de kvinder, der lever under virkeligt patriarkat, og den lader mig helt kold. FEMEN har været yderst tilbageholdende i sin kritik af islam, fordi FEMEN er grundlæggende socialistisk og ser sig selv som allieret med verdens mest kvindeundertrykkende ideologi. Der er noget uhjælpeligt Sverige 1975 over det. Selv i dag er 8 marts i Stockholm et kommunistisk foretagende, tro det eller lad være.

Det er en svært forvirret forsamling, der har demonstreret mod “højreekstreme Marine le Pen”, kirken og bærer præg af at have ligget 70 år i en sovjetisk dybfryser og i det hele taget lever en gang inden 1991. Det har ikke gjort noget videre indtryk på Inna Shevchenko, at hun var udsat for et muslimsk attentat på Krudttønden i 2015. De får rigeligt med presse, journalistikken må kunne lide dem. “Patriarcavirus” : les Femen évacuées de la place de la Concorde. Marie Krarup skriver om de muslimske kvinder, FEMEN ignorerer i deres provinsialisme og egocentricitet: Social kontrol er den største trussel mod ligestilling.

Kan man stole på politikerne?

Af ”Realisten”

For nogle uger siden pointerede jeg at ”demokratiet” som vi kender det højest sandsynligt ikke vil løse befolkningsudskiftningen, og at den eneste vej frem er at den patriotiske højrefløj på et tidspunkt forener sine kræfter og indleder en fælles indsats for at danskerne skal forblive flertallet i det her land i fremtiden også.

I dag vil jeg dedikere et lidt længere afsnit til den første pointe; nemlig årsagsforklaringen til hvorfor demokratiet som system næppe vil redde os. Dette gør jeg dels fordi jeg ser mange på den patriotiske højrefløj som stadig tror og håber meget på et system som formentlig vil skuffe dem, og dels da en dybere forståelse af demokratiets manglende evne til at løse dette problem kan pege os hen mod det, der rent faktisk kan løse det.

Er der nogen derude der stadig har en dyb tiltro til at dette lands etniske forandring vil ophøre gennem det der foregår inde på Christiansborg? – Personligt tror ikke på det længere. Når man har ventet på forandring igennem mere end tyve år og stadig bliver spist af med politiske brødkrummer så er det på tide at overveje andre alternativer. Personligt har jeg helt opgivet ”demokratiet” i dette henseende, og er i stedet fokuseret på andre ideer i fremtiden. Det er dem jeg gerne vil fortælle nærmere om her.

Demokrati: Et status quo system

Hvad er årsagen til at dette lands ledere ikke vil sørge for at danskerne kan forblive majoriteten i et venligt og genkendeligt land i fremtiden også? For intet kunne da være mere naturligt og retfærdigt? At bevare dette lands etnisk-historiske majoritet burde være en politisk hjørnesten for alle partier på linje med ordentlig ældrepleje, en høj beskæftigelse og overskud på statsbudgettet. Men alligevel ser vi at den nødvendige indsats på dette område bliver sløjfet år efter år og i stedet erstattet med små symptombekæmpende tiltag alt imens familiesammenførslerne drøner videre, ”arbejdskraftindvandringen” fortsætter – og etniske danskere fortsætter med at få for få børn. Problemerne kender vi vist alle.

I mine observationer af dansk og europæisk politik er der især tre årsagsforklaringer – som i øvrigt alle er forbundne – som skaber denne kæmpe, civilisatoriske misere:

Den første årsag er et kulturelt problem. Kort sagt kan man sige at 1968 og de kulturelle forandringer i halvfjerdserne simpelthen ændrede vores kultur på en meget radikal måde. I høj grad kan man måske mene at vi lidt ”glemte” hvad det vil sige at have et folk og et land.

Personligt tror jeg at den kulturelle revolution i halvfjerdserne var en modreaktion på anden verdenskrig, samt hele perioden med kolonisering og slaveri forinden. De lighedsværdier der herefter blev skabt i halvfjerdserne gjorde det nok efterfølgende vanskeligt for mange mennesker at erkende ubehagelige sandheder omkring etnicitet og identitet, og det er nok ikke urimeligt at antage at store dele af Folketinget ikke rigtig vidste hvad de gjorde da de vedtog den katastrofale indvandringslov af 1983.

Mange af dem kører nok stadig videre på varierende dele selvbenægtelse og blindhed. Det første problem er derfor kulturelt: En form for historisk nylig selvbenægtelse af hvem vi er som folk, og en manglende evne til at indrømme at en dansk identitet i høj grad hænger sammen med en også dansk etnicitet.

Folkevalgte politikere repræsenterer folket

Den anden årsag til demokratiets impotens hvad angår demografien, er selvfølgelig vores kære (karriere)-politikere som jo bestemmer landets love uanset hvad folket har af holdninger.

Det er ikke rigtigt at folkevalgte politikere repræsenterer ”folket”. I stedet er politikere ofte en ret bestemt – og ofte meget karriereorienteret – type. De fleste af dem er advokater, økonomer og politologer. ”Professionelle” typer, der nok i høj grad vælger politik som en leve- og karrierevej, og som i en tidlig alder formentlig indser at de ikke har den store chance for at løse landets problemer, men accepterer det måske stiltiende alt imens de i det mindste tjener nok til at betale til huslånet, pensionen og andelslejligheden til børnene.

Karrieretyper tager ikke store chancer, og de er aldrig de første til at gå imod den ”gode” og etablerede mening. Mindst af alt, gør de meget sjældent noget der skaber en mindre god karriere for dem selv. Og når EU og FN samtidig tilbyder en fremragende politisk karriere og påtvinger Danmark en høj årlig indvandring, så har vi nok en stor del af forklaringen på hvorfor det demografiske problem aldrig bliver løst.

Det kræver en patriot at løse indvandringens problemer i dag, og de fleste politikere er sateme ikke patrioter. Personligt har jeg en enorm interesse i politik, men gad jeg stille op for et etableret parti? – Nej tak. Man får ikke lov til at være ærlig; man skal ofte tage en maske på og lyve/karriere-snakke; og de helt store problemer bliver aldrig adresseret på nogen ambitiøs vis. Dét får du mig ikke til at være en del af.

Så det første problem er kulturelt, og det næste problem er systemisk; da det politiske spil ofte tiltrækker de lidt glatte karrieretyper som ikke er interesserede i at løse grundproblemerne. Tænk Søren Pind, Sophie Løhde, Søren Pape, Alex Vanopslagh og jeg kunne blive ved. Den slags mennesker kommer simpelthen ikke til at adressere befolkningsudskiftningen på nogen seriøs vis. Desværre er det ofte den slags mennesker der søger ind i det lidt hule og glatte spil som karrierepolitik jo er.

Medierne

Det tredje og sidste problem er desværre også systemisk, og det handler om mediernes rolle: Meget har været skrevet om de danske og udenlandske medier/journalister herinde, og jeg vil sammenfatte det kort:

Medierne vil simpelthen bare ikke tage befolkningsudskiftningen alvorligt. Når emnet endelig bliver behandlet, bliver det behandlet på fodnote-niveau, eller hånligt omtalt som en ”konspirationsteori”. Slutresultatet er at den gennemsnitlige dansker aldrig rigtig bliver oplyst om problemets omfang, men i stedet stemmer lidt i blinde, selvom krydset for rigtig manges vedkommende ville ligge helt anderledes såfremt de virkelig vidste hvad der foregik.

Derfor fungerer demokratiet som system ikke rigtig når det kommer til at standse og på lang sigt reversere vores demografiske deroute. Vi har efterhånden fyrre år og femten-tyve landes erfaring for at drage denne konklusion. Intetsteds ser vi store revolutionerende løsninger blive indført – eller blot foreslået på seriøst plan. Personligt har jeg derfor opgivet troen på systemet, og jeg er egentlig lykkelig derfor. Årsagen til dette skal jeg forklare længere nede.

Et nyt regime

Hvis vores politiske system og alle dets aktører ikke duer til at løse vores måske største problem, hvad kan så – i teorien – løse det?

Tja, et nyt regime, selvfølgelig. Et helt nyt regime der går udenom de etablerede ”demokratiske” magtveje. Løsningerne er jo trods alt enkle nok, og jeg har skrevet om dem før: Grundlæggende handler de blot om at standse indvandringen; at sørge for at flere danske familier får tre børn; og at påbegynde et omfattende udvisningsprogram med kompensation. Disse tre tiltag burde overordnet set kunne klare det.

Men det kommer ikke til at ske med de politikere vi har i dag. Det kommer ikke til at ske og det kommer ikke til at ske. En dansk sejr i VM-fodbold er mere realistisk. Det er derfor jeg mener, at et reelt regimeskifte er den eneste teoretiske mulighed for at vores folk kan overleve i fremtiden også.

Hvilket nyt regime kunne man så forestille sig en dag kommer til magten?

Tja.. Os, vel. – Den patriotiske højrefløj. Hvis der er nogen der kan løse problemet er det jo os. Vi har trods alt i mere end tyve år dedikeret os til at studere og forstå dette problem, og vi er efterhånden enige om hvilke løsninger der kræves. Samtidig er vi ikke karrieremennesker, men patrioter. Og kun patrioter kan løse dette problem. Personligt har jeg gjort mig bekendt med mange gode mennesker på den patriotiske højrefløj og der er adskillige af dem jeg hellere så som ledere af landet, snarere end endnu en Elleman/Pape-klon.

Bevares, jeg ved godt vi er langt væk fra den strukturelle politiske magt. Vi har ingen mandater i Folketinget; ingen store virksomheder der bakker op om os, og da slet ingen ”hær”, hvis man virkelig vil tænke i de baner. Men vi har tiden på vores side, og sandheden. Og med tiden får vi måske også folket med os – implicit, i hvert fald.

Jeg er ingen ideolog, og er ikke interesseret i magten for magtens skyld. Egentlig vil jeg bare gerne løse det demografiske problem, og jeg er efterhånden nået til den konklusion at det kun kan lade sig gøre hvis vi en dag kommer til magten. At vente tredive år til på et system der ikke duer.. Nej, det gider jeg ikke. Så hellere tænke i nye baner.

Er dette farlige tanker, kære læser? – Det mener jeg ikke. Der findes intet tankepoliti i dette land, og det er fuldt lovligt både at ønske sig den politiske magt samt at skrive om det. Vi står trods alt overfor vores folks totale udskiftning, så hvorfor skulle vi ikke ønske os på et tidspunkt at overtage styringen så dette kan undgåes? Ingen kan trods alt fængsles eller retsforfølges for deres ønsker.

Det fremtidige tillidstab

Nogen vil måske mene at dette blot er tågede drømme uden hold i virkeligheden. For hvordan i alverden skulle den patriotiske højrefløj – en løs gruppering af mennesker på internettet – en dag få magten over et helt land? En dansk sejr i VM-fodbold virker vel igen mere realistisk.

Til dette har jeg bare at sige, at der ikke rigtig er nogen der kan forudse hvad der vil ske når en politisk klasse begynder at udskifte deres folk mod deres egen vilje. Alle bolde er simpelthen i luften i sådan et scenarie. ”All bets are off”, som en amerikaner ville sige.

Her er min forudsigelse for de kommende år: Vi kommer til at se et massivt tillidstab til det politiske system og den politiske klasse. Det kommer til at være størst blandt unge mennesker, som vokser op i et land der aldrig rigtig har fungeret politisk. Enhver der er født i firserne eller senere kommer i stigende grad til at føle en vis foragt, håbløshed og irritation over stort set alt ved det etablerede politiske paradigme. Der kommer en dag i dette land – og andre europæiske lande også – hvor enhver buschauffør, betonarbejder, pædagog, kommunalmedarbejder, politibetjent, sagfører, sosu-assistent, hærchef eller topleder i sit stille sind ved at landet er ude på et meget langt og meget dybt sidespor – og at der ikke kommer nogen løsning fra det etablerede system.

Det er allerede begyndt. Den gennemsnitlige dansker er begyndt at gennemskue at der er noget galt. Alt hvad man behøver er sådan set bare at bevæge sig omkring i sin hjemby og notere sig den etniske forandring – og samtidig notere sig at det fortsætter uanset hvem der har haft – eller får – magten. Det er præcis dette massive tillidstab der med tiden kan bane vej for at vi en dag får magten – og dermed muligheden for at indføre de nødvendige løsninger.

Det er derfor jeg ikke er så fokuseret på Christiansborg og deres skuffende spil længere; fordi jeg ved at der er andre mekanismer i gang som på den længere bane er mere interessante. Jeg vil gøre mit for at støtte Stram Kurs og Nye Borgerlige, bevares. Men jeg tror desværre de er oppe imod for store kræfter, ligesom jeg mener at det kollektive tillidstab på længere sigt åbner for mere interessante muligheder. På nuværende tidspunkt er det blot drømme og ideer, indrømmet. Men det er vigtige tanker: Vi bør erkende, at det demografiske problem først kan løses hvis vi en dag kommer til magten.

Et centralt netværk

At ønske sig den politiske magt i et land.. Hvor mange grupperinger har ikke haft sådanne drømme gennem tiden? Vi er vel næppe de første; ej heller de sidste.

Jeg skal gerne indrømme at jeg ingen konkret plan har til hvordan vi skal lykkes med dette. I hvert fald har jeg ingen konkret plan som jeg ønsker at tale og skrive om offentligt.

Men jeg har en vision: Og det er at vi på et tidspunkt danner en gruppe eller et netværk hvis rolle det er at argumentere og arbejde for at danskerne skal undgå at komme i mindretal i deres eget land. Al seriøs aktivisme udgår fra sådan en idé. Med en sådan central gruppe, kunne vi samle alle de andre grupper, og begynde at arbejde på de ideer der virkelig kan vende situationen.

Det vil ske. Det er blot et spørgsmål om tid, før vi danner den. Og så begynder det lange arbejde på at undgå at vi bliver en minoritet i det eneste land vi rigtig kan kalde et ”hjem”.
Tak for din læsning – til vi ”ses” igen.

af Realisten