af Bitten-Kirsti Nielsen

I den franske netavis Riposte Laïque kan man løbende læse flere artikler, der omhandler “the Great Reset” dvs. den store genstart – eller nulstilling alt efter hvordan man ser på det. Ifølge den skal de europæiske regeringsledere følge en bestemt poliltik udstykket af verdens mest indflydelsesrige mænd, som på deres årlige møde i januar i Davos med “Event 201” har varslet en ophævelse af den private ejendomsret.

Denne mystiske Great Reset bliver ikke forklaret nærmere for offentligheden, men der vil blive indført ny teknologi, som foruden at skulle forbedre den økonomiske vækst også skal kunne kontrollere borgerne i mindste detalje.

Det nævnes heller ikke i det tilgængelige materiale fra disse møder, at de super-rige vil fortsætte med at være super-rige, men at de tilsyneladende har brug for at gøre nye tiltag for at legitimere forsvaret for deres interesser. Desværre er meget i sagens natur uklart, fordi så lidt slipper ud, men genstarten vil berøre alt lige fra regeringer, energien, priser på fødevarer, medicin, boliger, politiet og endda samspil individer imellem.

Men hvad er det for kræfter som presser landene til at adlyde denne særlige kaste. Vi kender de sædvanlige kommandosmæld fra EU, men som læser får jeg lyst til at vide mere om disse kræfter uden navn, som altid bliver omtalt som oligarker eller skjulte interesser bag globaliseringen, men som jeg vil omdøbe til den internationale, anonyme storkapital for at antyde, hvad der henvises til.

Nej, det er ikke konspirationsteorier, men kendsgerninger, vil jeg påstå med Henri Costons fremragende bog i erindring “Les financiers qui mènent le monde” (storkapitalen styrer verden), der nøje beskriver historien om pengenes magt i Europa siden Middelalderen og til i dag.

Frankrig, som Riposte Laïques artikler hovedsagelig handler om, står nu på grænsen til kaos, hvor franskmændenes private ejendom ifølge skribent Martin Moisan er kommet i spil som garant for tilbagebetaling af Frankrigs enorme gæld. Siden 2017, før der på det tidspunkt endnu var tale om the Great Reset, forudså Think Tank France Stratégie allerede en nationalisering af folks faste ejendom, og man kunne dengang allerede se kimen til en af målsætningerne med the Great Reset, skriver Moisan.
Det endelige kaos og de forudgående vilkår for den store nulstilling.

Ideen med kaos før ny verdensorden er ikke ny. Den havde Coudenhove-Kalergi allerede opfundet med sin Kalergi Plan i begyndelsen af 1900-tallet. Ideen er at nedbryde alt (“to racially and culturally destroy the European People”), opløse alt for så at kunne bygge op igen, som der står.

Massearbejdsløshed, nedbrydning af den økonomiske kæde i landet, de selvstændige lagt i ruiner, virksomhedslukninger, fattigdom, gældsætning, usikkerhed og kriminalitet som aldrig set før. Og springer vi op til nutiden, ser vi desuden galopperende islamisering, flodbølger af indvandrere, etniske minoriteter i krig mod den oprindelige befolkning, separatisme og nedbrydning af værtslandets kultur. Dertil kommer generel hjernevask og lammelse af befolkningen med chok strategi, der kan lamme samfundet. Dette burde vække stor bekymring i resten af Europa.

Intet er tilfældigt, hvilket magtens mænd ikke længere forsøger at skjule: Gældsætning, islamisering, ingen landegrænser, farvel til den sidste rest suverænitet, og nu ideen om ophævelse af den private ejendomsret. Burde vi danskere egentlig ikke begynde at være bekymrede? Med en nedbrydning af Frankrig er der åbnet for the Great Reset, og når først dominobrikken Frankrig er faldet, følger resten af sig selv

I løbet af 2020 har Frankrig bevæget sig mod ruin med kaos og fare for et diktatur som eneste udsigt. Det ved Macron, og han ved også, at dette kaos næppe kan løses ad demokratisk vej. I et interview i Brut (medie) skabte han ifølge Moisan endda usikkerhed om valget i 2022 af denne grund. Men er det da totalt illusorisk at forvente, at det franske valg i 2022 ikke skulle finde sted, sådan som Macron siges at have omtalt? Konsekvensen heraf ville i så fald næppe være at finde i stemmeurnerne, hvis vi skal tage oprørsstemningen i landet alvorligt.

Hvilken fremtid kan vi se frem til? Hvis demonstrationerne i gaderne tager til og bliver voldelige med brændte biler og rivaliserende grupper, der skyder på hinanden, vil demokratiet da overhovedet kunne bringe en løsning? Eller vil den vanvittige situation først skulle en tur omkring et ufredeligt opgør, som det varsles i Frankrig, men som kan gælde hele Europa, før alt bliver godt, sådan som bla. Martin Moisan ser det for sig?