13
jan
Seneste opdatering: 13/1-21 kl. 1826
1 kommentar - Tryk for at kommentere!

Foto © Snaphanen, Houellebecq ‘Underkastelse,’ Betty Nansen Teatret, 2018

Muezzien fra DR TV-byen

Af Palle Almindsø

Som Muezziens daglige kald fra minareterne, således kaldes der også til bøn over Danmark, her foretaget gennem først og fremmest DR-byen på Amager. Herfra udgår ligeledes dagligt et stort repertoire af holdningsbearbejdende imperative ateistiske bønnekald ud over landet gennem de mange tv- og radioprogrammer, med hensigten at fange alle danskere ind i den store kulturradikale indvandringsindustrielle humanisme, hvorfra der peges på levende og døde der enten er eller var racister/fascister, når de ikke jævnligt lægger sig på de her i landet produceret bedetæpper, læs sofaer!

Fra Bagedysten over Debatten til Deadline bliver en digital og konstant docerende lasso kastet ud over befolkningen, med en usynlig pegefinger bliver vi, de genstridige lyst i band gennem de fatwaer DR har vist sig mestre i: nemlig udskamning, ”afsløring” (Detektor) af de onde, dvs (højre)populister, der overfor et kobbel af selvfede globalister får etiketterne ” ikke-stuerene”, fascister eller – kulturchauvinister, xenofober, ekstremister, populister eller nazister….ingen lavere?

Således kom jeg selv i et familieselskab for år tilbage for skade at udtale ordet islamisering, for hvilket jeg fluks inkasserede etiketten: Racist!

1. Hvad England angår, så har afstanden mellem den håndgribelige og statistisk målbare virkelighed og de idealer politikerne og deres taleskrivere har valgt at beskæftige sig med vokset sig større og større, dvs forholdet mellem hvad politikere og meningsmagere har sagt og profeteret har med tiden haft mindre og mindre at gøre med den virkelighed, folk har oplevet ude på gader og stræder.

I 2011 viste en rundspørge i UK, at 67% af befolkningen mente, at immigrationen gennem det seneste årti ”ikke havde været godt Storbritannien.” Folketællingen fra samme år viste, at kun ca. 44% af Londons befolkning følte sig som ”hvide briter”.

I 2012 blev en bande på ni muslimer (syv af pakistansk oprindelse to fra Nordafrika) dømt i Old Bailey (kriminalretten) for sex-traficking med børn i alderen fra 11-15 år. Et af ofrene der blev solgt til en form for moderne slaveri, var en 11-årig pige, som blev brændemærket med initialet på hendes ”ejer”: M for Mohammed. Retten måtte høre på, at Mohammed brændemærkede hende for at gøre hende til sin ejendom og for at sikre, at andre vidste det. Dette skete ikke i en pakistansk afkrog eller i en af de nordlige byer, hvor lignende sager, fandt sted men derimod i Oxford-Shire mellem 2004 og 2012” (Murray 2017)

De fleste af de bøger, jeg har læst omkring den religiøst-voldelige virkelighed i dagens Europa, begynder eller ender som regel med selvmordet, selvhadet, dvs   det kulturelle,  det civilisatoriske, med en vedvarende opregning af de destruktive og normopløsende tendenser der er vokset frem i begyndelsen og i slutningen af det 20. århundrede.

Og det er jo ikke bare os der skriver om og reflekterer over det.   Det er nok så meget den virkelighed vi forsøger at   indkredse og definere,  hvor det er kristendommen der i store træk tøver og trækker sig skyldbetynget og udskældt tilbage fra den styrke og selvbevidsthed, der engang  lå  i den og ydmygt overlader scenen til journalister og udvalgte ”eksperter” der politiserende og arrogante bortforklarer og bagatelliserer det hele.

Frankrigs største problem i moderne tid

2. Når vi fx kaster blikket på Frankrig tegner der sig et lignende billede: I stedet for at adressere eller at gøre noget aktivt ved de voksende konflikter valgte man i stedet at udskamme en person som Le Penn, først faren siden datteren med henblik på at skræmme de nationalt sindede væk fra Front National. Dette har uden tvivl virket de foregående ti-femten år, men flere og flere erkender og tør i dag at adressere det største problem, Frankrig står overfor i nyere tid: Indvandringen. –

I dagene efter halshugningen af Samuel Paty den 16. oktober 2020 skrev Boualem Sansal i det franske L’Express, at reaktionen på terror i Frankrig har fået noget tomt og rituelt over sig. Vi fordømmer, støtter ofrenes familier, beroliger omgivelserne, iværksætter nogle nye ”tiltag” og lover at vise fasthed, holder fast om stearinlysene og krammer tøjbamserne. Så har man god samvittighed frem til næste grusomhed.

Sansal behøvede ikke at vente længe på den. Meotti træffer ham dagen efter nedslagtningen i Notre-Dame-kirken i Nice den 29. oktober. To dage senere står interviewet på tryk i den italienske kommentaravis. ”Der er et tusmørke, som bærer bud om det fulde islamistiske mørke” siger Sansal som overskrift til et interview med Chr, Skaug.

”Islamismen har fået blod på tanden og mærker at sejren og fjendens underkastelse er indenfor rækkevidde…..” Mens medierne er travle med de kendtes liv, og nye konkurrencer, er virkeligheden den, at Frankrig befinder sig i en guerilla-krig, som trin for trin vil bryde ud i en fuld krig. Allah beordrer enhver god muslim uanset hvor i verden til at bruge alle midler for at udbrede fredens religion, forsvare den med sit eget liv, bekæmpe de vantro og straffe blasfemikere og frafaldne…Islamismen har fået blod på tanden og mærker nu, at sejren og fjendens underkastelse er indenfor rækkevidde. –

Overalt i Vesteuropa ser vi det samme: Fredens religion med alle dens apostle. Kun de tidligere Østlande holder stand, men de må til gengæld lægge ryg til megen kritik.

Udmattet, selvhadende, skyldsplaget

3. Hvad er Europa i dag andet end et splittet kontinent, der skamfuldt, skyldsplaget, udmattet og fuld af selvkritik, ateisme og selvhad, i kølvandet på kulturrelativismen er kommet til at stå dugnakket tilbage, mens fredens religion først snigende siden,  anmassende, – dominerende, selvbevidst og alt andet end fredeligt omslutter  og  indtager Europa, men husk de gør det ikke alene men derimod ved hjælp af de politisk korrekte. Så hvad og hvem er det, vi i grunden skal frygte?

Ja, i første omgang vil det nok forløbe som i Houellebecqs roman Underkastelsen: med partier som Alternativet, Det Radikale Venstre plus Enhedslisten, der  ved hjælp af en voksende religiøs minoritet vil blive magtfulde i  dansk/europæisk politik.  Siden vil  fredens apostle selv overtage styringen, og eliterne  vil efter tyve, tredive års mediepolitik stå med et undskyldende smil på læben: Det havde vi  ikke lige set  komme….

På den måde vil Europa undergå store forandringer,  ikke fordi  vi bliver dele af et nyt Mellemøsten, men demokrati og ytringsfrihed vil nok ikke spille den store rolle mere….alt hvad vi havde af frihedsrettigheder som fx ytrings og trosfrihed vil blive annulleret af den fremvoksende minoritet, vi ser det allerede nu i de mange no-go-zoner rundt omkring i Frankrig og af hvilke der i øjeblikket estimeres at være omkring ca 150.  Dybest set ved man det godt, mediefolk og politikere, og vi stiller hver gang det samme spørgsmål: Hvorfor?

På samme tid har kulturen i lande som Tyskland, Frankrig og UK udviklet sig så langt fra det oprindelige kristne fundament, at det nærmest er blevet forbudt at referere til Kristendommen, i stedet taler vi om at være gode og anstændige, tolerante og imødekommende, kort sagt vi har forvandlet det kristent-sekulære udgangspunkt til noget der handler om rettigheder, i første omgang rettigheder for alle, men nu mest for de grupper der kan påberåbe sig offerstatus – (Murray 2020)….

Demografien vil afgøre fremtiden

Demografien spiller selvfølgelig også en  kæmpemæssig rolle her, med eller uden sharia. Vi har for længst hørt om det,  europæerne lader ikke til at være interesseret i at føre faklen videre, forplantningen er ikke altid en del af den højt elskede selvrealisering, ( arven fra 68). Andre vil tage over.

Mens Europa under den kolde krig geografisk var delt op af endeløse grænser mellem miner og vagttårne, og de fleste var enige om, at vestligt demokrati ikke var det samme som kommunisme, så er grænserne i dag åbne og flydende, ja de er der ikke. Den frie bevægelighed ind over de gamle grænser er også med til at udviske tidligere forskelle. EU påbyder os i stedet at modtage alle der vil ind i det store Europæiske fællesskab, tilsidesætte vores egen kultur, fornægte vore rødder i kristendom og Oplysningstiden og give plads til religionsformer, vi ikke har set siden 1600-tallet.

Så mit spørgsmål er nu: Har vi lært noget af (studiet af) historien? Det er jo ikke kun krig og teknologi, magt og undertrykkelse, der udgør vores fortid. Hvad med Athen,(den rationelle tanke) Jerusalem (en monoteistisk religion, med elementer af sekularisme) og Rom (en lovbaseret statsdannelse)? Disse tre hjørnesten har i årtusinder udgjort fundamentet for Vestens civilisation, hvordan kan man være klar til at smide dette overbord som unødvendig ballast? (Der er vel ikke nogen der i alvor regner med at disse ting blive rematerialiseret) Hvad betyder historiestudiet egentlig, hvis vi nægter at erkende, at noget er bedre end noget andet? Er demokrati (og ytringsfrihed) bare en god ide, som vi er klar til at ofre, fordi vi ønsker at udvise tolerance og please en ny minoritet?

”Hvis Europa skal blive et hjem for verden, må kontinentet søge efter en definition på sig selv, som er bred nok til at omslutte hele verden. Dette vil sandsynligvis betyde at vore værdier i perioden inden denne bestræbelse bryder sammen – må blive så brede/rummelige, at de bliver meningsløst overfladiske. Så hvor europæisk identitet i fortiden kunne henføres til meget specifikke, for ikke at sige filosofiske og historisk dybe fundamenter (retsikkerhed, etik og anskuelser – altså Europas identitet og ideologi – så handler det i dag om respekt og tolerance og mest selvfornægtende af det hele: mangfoldighed. Sådanne overfladiske selvdefinitioner kan muligvis bringe os igennem yderligere nogle få år, men de har ikke en chance overhovedet for at kunne fremkalde de dybere loyaliteter, som et samfund skal være i stand til at skabe, hvis det skal overleve i længere tid.” (Murray 2017)

Samme forfatter har også et bud på en forklaring på, hvorfor stærke kræfter i de regerende klasser har inviteret så stor en andel af verdens befolkning til Europa og i særdeleshed til UK. I et program på BBC (Question-time) har en forfatter Will Self fremkommet med følgende udtalelse:

”Frem til Suez-krisen var de fleste menneskers opfattelse af, hvad der hørte med til at være brite, grundlæggende det at rejse ud, undertvinge sorte og brune mennesker og fratage dem deres ting og frugten af deres arbejde. Dèt var kernen i den britiske identitet; det var det Britiske Imperium. Nu har forskellige medlemmer af den politiske klasse uden megen succes nyligt prøvet at genoplive den ide.”

I disse udtalelser læser Murray en utilsløret tale for hævn. Hvis dette er rigtigt og virkelig udgør en ansporing til en omdannelse af UK, så er det de for tiden går igennem i England ikke en ulykke eller efterladenhed ved grænserne men et køligt og velovervejet tilfælde af national sabotage
Eller sagt på en anden måde:

På deres frugter skal I kende dem. Og for disse frugter skal de stå til regnskab.

Et internationalt projekt der fremmer globaliseringen og hæmmer den nationalstat som ”populisterne” gerne så i stedet. Er det ikke netop det, vi har set komme i  de senere år? Meningen med al den snak om populisme og globalisering handler vel i dybet om nationalstaternes afmontering til fordel for det store multi-kulturelle eksperiment,  som kun Visegradlandene tør afvise….Ked af at måtte sige det, men mine damer og herrer vi har bundet os på mund og hånd.  Det vil dog ikke ske uden sværdslag,  men at der ligger en demografisk bombe længere henne ad vejen,  kan vi kun være sikre på…….

Når regnebrættet en dagskal gøres op, vil pilen pege på de politikere, embedsmænd, demagoger, akademikere og journalister, der lod alt dette ske, selv om de havde haft årtier til at iagttage konsekvenserne.

Fremtidens historikere, hvordan man skal karakterisere de politikere og magteliter, der ødelagde Europa/Danmark. Vi er for længst holdt op med at tale om ondskab, men jeg vil blive ved med at kalde de magthavere onde, der banede vej for ondskaben. Som der står i Matthæusevangeliet: På deres frugter skal I kende dem. Og for disse frugter skal de stå til regnskab.

Citater fra Europas undergang – immigration, identitet og islam af Douglas Murray

5 2 votes
Article Rating


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

Subscribe
Notify of
guest
1 Comment
Most Voted
Newest Oldest
Inline Feedbacks
View all comments
Poul
Poul
10 months ago

Mange ord om problemet samt et håb om en kommende reaktion på disse, men altid helst fra nogle andre. Sådan kan man definere samtlige indlæg i debatterne om disse problemer, og dermed også det største af dem alle.

1
0
Would love your thoughts, please comment.x
()
x