“En kanal som innehåller mycket hårda ord invandrare och invandringspolitik blandat med en djup misstro mot politiker, banker, storföretag, klimathotet och coronapandemin.”

Det er ikke fordi Swebbtv tror det, men fordi muligheden eksisterer og ikke kan afkræftes på grund af sekretesse.. Bagefter skal man høre Wilgert og Stenlunds kommentar til en sag, svenske journalistik ikke har bedt om lov til at omtale og derfor tier om. Uden statsmedier ville vore politikere være ilde ude. I dag kan SVT belære os om, at man skal tale pænt om globalister, storbanker, svensk udlændingepolitik og corona- og klimapolitik: Coronapåståenden och hatretorik fick Youtube att släcka Swebbtv Andet bliver vel også snart strafbart.

Lars Hedegaard: USA er to lande

Venstrefløjen ikke kan forsvare sig i en åben og ærlig debat

Den amerikanske intellektuelle, Dennis Prager, gør (i Epoch Times, 14.1.) opmærksom på en sandhed, der ofte bliver glemt, fordi det er lykkedes venstrefløjen at fremstå som de godes parti. Underligt! For hvorend de røde er kommet til magten – fra og med Lenins statskup i Rusland i 1917 – har det medført begrænsninger af ytringsfriheden. Prager kan ikke komme på undtagelser (og det kan jeg heller ikke).

Hvorfor er det sådan? Fordi venstrefløjen ikke kan forsvare sig i en åben og ærlig debat, og derfor er nødt til at forhindre sine kritikere i at komme til orde. Det er det, vi ser med Big Techs eksempelløse censur mod enhver, som de kalder konservative – dvs. alle, der anfægter de rødes ret til at herske.

Twitter, Facebook, Amazon osv. motiverer ganske vist deres censur med nødvendigheden af at lukke munden på de mange millioner højreorienterede, som de beskylder for at opinldne til vold og oprør.

Men det er et falsk argument. Som Prager gør opmærksom på, rummer enhver ideologi tåber som dem, der stormede Capitol i Washington, men man skal ikke dømme en ideologi på sine tåber, men på hvordan ideologiens fortalere reagerer på dem. Og sagen er jo, at alle de ledende republikanere, inden der var gået en time, tog kraftigt afstand fra voldsmændene.

Heroverfor står den kendsgerning, at Antifa, Black Lives Matter og andre bøller gennem et halvt år kunne hærge og brænde i de demokratisk ledede storbyer, mens de blev opmuntret af demokratiske borgmestre og guvernører, der ikke rørte en finger for at standse volden, men i stedet rettede bebrejdelser mod politiet, hvis bevillinger de ville beskære.

Også mainstream-medierne har spillet en kedelig rolle, og har ifølge Prager nu intet andet formål end at agitere for demokraterne og venstrefløjen.

Der er, siger han, også et andet afgørende skel mellem venstrefløjen/demokraterne og de konservative: De førstnævnte ønsker at styre folks liv, mens de højreorienterede helst vil være i fred for staten.

Der er således opstået en uoverstigelig kløft mellem venstrefløj og højrefløj, der er mere dybtgående end skismaet mellem nordstaterne og sydstaterne under Den Amerikanske Borgerkrig, og som kan medføre, at USA bliver splittet i to.

Foreløbigt kræver demokraterne ikke, at deres modstandere skal interneres i et Gulag, men nogle af dem er i gang med at lave lister over Trump-tilhængere, som skal miste deres arbejde eller på anden måde forfølges, f.eks. ved at forbyde dem at rejse med fly. Ligesom Big Tech og diverse pengenstitutter nægter at betjene dem.

I modsætning til højrefløjens fortalere, der udmærket kender deres modstanderes argumenter, gider venstrefløjen end ikke at sætte sig ind i, hvad de andre mener. De spørger ikke, om det de siger er sandt, men nøjes med at konstatere, at det er ondt. Når enhver mulighed for en civiliseret samtale således er forskertset, står kun en uciviliseret tilbage.

For amerikanere, der ikke vil leve under det demokratisk-storkapitalistiske tyranni, er der, mener Prager, kun én mulighed, nemlig at melde sig ud af statens institutioner, bl.a. ved at tage børnene ud af de offentlige skoler, hvor de bliver indoktrineret i venstrefløjsideologi.

Frem for alt gælder det om ikke at være bange, slutter Prager.