Lars Hedegaard x 2

Jeg kan forestille mig, at du er grundigt træt af at få henvendelser fra mig i tide og utide. Som leder af et magtfuldt parti, har du givetvis meget om ørerne. Men jeg må ulejlige dig med en lille bøn (du er jo min forkvinde).

Vi lever i gravearbejdets tid. Staten bruger uanede millioner på at udrede, hvad Inger Støjberg må have gjort. Og der har været to kommissioner, som åbenbart ikke har kunnet finde ud af, hvem der gav ordre til at overtræde danske Tibet-demonstranters grundlovssikrede rettigheder.

Vil du ikke bede justitsministeren fremlægge sagsakterne i forbindelse med straffesagen mod Steen Raaschou?

Han har trådt islam over tæerne, men det har du jo også, så regner du med, at de ikke en dag kommer efter dig?

Lars Hedegaard: Det er medierne, dumme!

The Claremont Review of Books, det eneste tidsskrift, som jeg læser fra ende til anden fire gange om året, har netop publiceret en lang artikel fra dets kommende udgave (Why Trump Lost…but almost won.). Forfatteren er Andrew E. Busch, der er professor i politik ved Claremont McKenna College.

Den er interessant, fordi denne intellektuelle publikation er dybt konservativ, men ikke desto mindre kritiserer Trump for at have forskertset sine chancer og afviser, at Bidens valgsejr skyldes svindel. Jo svindel er forekommet, men ikke nok til at afgøre udfaldet, mener forfatteren.

Professor Busch giver meget stof til eftertanke både for konservative og socialister, og det bliver uoverkommeligt at give et blot nogenlunde dækkende referat her.

Lad mig imidlertid citere en enkelt tankevækkende passage:

“I dag optræder næsten alle de større aviser og alle de større elektroniske medier, bortset fra et, som vedhæng til det demokratiske parti. Resultatet, der begyndte med to og et halvt års dækning af den russiske sammensværgelse, som ingen endnu har sagt undskyld for, er den skæveste dækning af en præsident i moderne tid.”

Og professor Busch følger op:

“Man fristes til at sige, at enten får vi en to-parti-presse, eller også holder vi op med at være en to-parti-stat.”

Man undgår ikke at bemærke, at Danmark med en et-parti-presse for længst er blevet en et-parti-stat ledet af et enhedsparti, der strækker sig fra Enhedslisten til og med De konservative.

Også Danmarks fremtid afhænger af, om det lykkes amerikanske konservative at fastholde en principiel modstand mod venstrefløjens hegemoni.