af Henrik M. Jensen

I dag er der grund til at mindes Clara Zetkin (1857-1933), den tyske skolelærer og forkæmper for kvindernes ligestilling. Hun blev som ung medlem af det tyske socialdemokrati, og i tiden under Bismarcks socialistlove måtte hun drage i eksil til bl.a. Svejts, hvor hun blev ven med Lenin. Hun var aktiv i den 2.Internationale, og i 1917 var hun med til at grundlægge det tyske kommunistparti og repræsenterede det i Rigsdagen fra 1920-33.

I kommunismens tjeneste

Desuden sad hun i eksekutivkomiteen for den af Moskva styrede 3.internationale, og i 1922 var hun medanklager i Lenins skueproces mod 12 ledende Socialrevolutionære, der under den netop afsluttede russiske borgerkrig havde kæmpet mod bolsjevikkernes diktatur. Hun plæderede for dødsstraf, hvad de også blev idømt, men på grund af pres fra ledende socialister over hele verden, blev dommen ikke effektueret – i første omgang.

Da lederen af Tjekaen (forløberen for NKVD og KGB) og manden bag borgerkrigens “røde terror”, Dzersjinskij døde i 1926, begræd hun ham og kaldte ham et eksempel til efterfølgelse.

Clara Zetkin støttede Stalin hele vejen i magtkampen efter Lenins død, ligesom hun hjemme støttede KPD’s nye leder Ernst Thälmann, der gjorde det tyske parti til en filial af det sovjetiske.

Efter nationalsocialisternes magtovertagelse i 1933 forlod hun Tyskland og bosatte sig i Sovjet, hvor hun kort efter døde.

Kvindekampens dag

Men det, hun er bedst kendt for i dag – og netop I DAG – er grundlæggelsen af “Kvindernes internationale kampdag”, som skete på et møde i forbindelse med 2.Internationales 8.kongres, der fandt sted i København i 1910. I resolutionen hed det bl.a., at “I forståelse med proletariatets klassebevidste politik og faglige organisationer i hvert land arrangerer de socialistiske kvinder i alle lande hvert år en kvindedag.” Og i 1921 blev dagen på Zetkins initiativ under en kongres i 3.Internationale fastsat til den 8.marts.

I begyndelsen blev dagen kun holdt i Sovjet; senere kom bl.a. Kina og Østeuropa med. Men fra 70’erne blev den indført i Vesten af rødstrømperne, og siden har den vokset sig større godt hjulpet af medierne. Og nogle husker måske at nævne ophavskvinden, men alle glemmer at fortælle, hvad hun ellers stod for.

Voldens hus

Det møde i 1910, hvor kvindernes internationale kampdag blev vedtaget, fandt sjovt nok sted i Folkets Hus Jagtvej.

“Sjovt nok”, for det var netop det hus, der senere under navnet “Ungdomshuset” blev overtaget af de Autonome Afa-istiske voldsmænd, der videreførte traditionen for terror fra den del af venstrefløjen, som Clara Zetkin repræsenterede.

Huset er revet ned, men kampdagen og den venstreorienterede vold lever videre.

Begravet af Stalin

Clara Zetkin døde i 1933, og hendes urne blev indsat i muren bag Leninmausolæet af Stalin personligt, hvilket utvivlsomt ville have glædet hende.

Og mon ikke hun også ville have glædet sig over Moskvaprocesserne, som Stalin iværksatte i 1936 som en opfølgning på skueprocessen i 1922, hvor hun selv havde været anklager. Og i de udrensninger, der fulgte, blev henrettelserne af de socialrevolutionære, som hun i 1922 havde ønsket dødsdømt, langt om længe eksekveret.

Eller kunne det tænkes, at Clara Zetkin selv var blevet offer for de store udrensninger, som så mange andre stalinister blev det?

Herrens og Stalins veje er uransagelige, men kvindernes kampdag står fast – godt hjulpet af venstreorienterede journalister og feminister. Og Stalin kan gnægge i sin klasseløse himmel.

Stalin At Women’s Meeting