foto © Snaphanen.dk, klik for helskærm.

men ikke på grund af pandemien

Af: Helena Edlund

Samtidig med at den svenske regering indfører stadig mere ulogiske restriktioner med henvisning til omsorg for sundhedspersonalet, nævner medierne nu, hvad læger og sygeplejersker har advaret om i årevis: Det svenske sundhedsvæsen var katastrofalt underdimensioneret og i krise – længe før pandemien.

Krigsoverskrifter om et kollapsende sundhedsvæsen er blevet en del af svenskernes hverdag. Under de tilbagevendende pressekonferencer om pandemihåndtering henviser repræsentanter for regeringen og den svenske folkesundhedsmyndighed konstant til den anstrengte situation for sundhedsvæsenet, og omsorgen for sundhedspersonalet bruges både til at retfærdiggøre restriktioner og til at motivere enkeltpersoner til at blive vaccineret.

Enhver, der lytter til, hvad der bliver sagt, får let indtryk af, at situationen er unik, at pandemien er truende, og situationen er alvorlig. Sandheden er, at situationen er både anstrengt og alvorlig – men ikke på grund af covid-19, det er på grund af inkompetente politikere.

Indtil videre er det noget, der ikke har været omtalt i medierne, men tirsdag blev der nået en milepæl i debatten, da det pludselig blev gjort klart: Svensk beredskab rækker simpelthen ikke – heller ikke uden en pandemi – og der har været en krise i lang tid.

– Vi har ikke meget luft i systemet. Sundhedsvæsenet i Stockholm var i personalemangel allerede for to år siden, før pandemien. Den er ikke dimensioneret til en rigtig influenza, glat og lidt covid. Så den byrde, som jeg ser nu, er dagligt sundhedspres plus influenza og lidt covid, så går vi på knæ, siger Karin Hildebrand, intensivlæge på Södersjukhuset i Stockholm, i TV4s Efter Fem.

Sundhedsvæsenet som besparelsesområde

At det svenske sundhedsvæsen er i frit fald er ingen overraskelse. I årtier har sundhedsvæsenet været brugt som et besparelsesområde, hvor de ansvarlige politikere har tilstræbt så lidt reservekapacitet som muligt. De ville simpelthen ikke betale for ubrugte pladser. I stedet har de skåret i bevillingerne og krydset fingre for, at der ikke sker noget uforudset.

Denne politiske besparelse har blandt andet resulteret i en drastisk reduktion af antallet af ledige pladser på intensivafdelingerne (IVA) i Sverige siden 1990’erne. På det tidspunkt var der op mod 2.000 ledige IVA-pladser i landet. I dag er omkring 525 af dem tilbage, ifølge det svenske intensivregister. Det betyder, at tre ud af fire IVA-pladser er forsvundet. I samme periode er antallet af indbyggere steget med to millioner.

I 2019 ændrede Sverige også reglerne for migration, så alvorligt syge kunne få asyl. I almindeligt sprog betød det, at alle i verden, der var alvorligt syge og havde en pårørende i Sverige, havde ret til asyl og avanceret medicinsk behandling i Sverige.

Så hvor godt har svenskeren adgang til intensiv pleje sammenlignet med borgere fra andre lande? Det europæiske gennemsnit for antallet af IVA-pladser pr. 100.000 indbyggere er 11,5 pladser. Tyskland har 24,6 og USA 20 pladser. Storbritannien har 8 pladser og Australien 8,9 IVA- pladser pr. 100.000 indbyggere. Det tilsvarende tal for Sverige er 4,9. Fire komma ni! Der er næsten 20 færre pladser per 100.000 indbyggere end i Tyskland og mindre end halvdelen af ​​det europæiske gennemsnit.

Det er ikke svært at forstå, at der er et stort pres på de pladser, der faktisk findes, især da det svenske samfund er blevet et mekka for bandekriminalitet, med stort set daglige skyderier, hvor de, der ikke dør, ofte ender – netop! – hos IVA …

Advarsler i mange år

Men det er ikke bare antallet af intensivafdelinger som er reduceret til et minimum. Også sygepleje- og lægeuddannelserne er blevet berørt af et reduceret antal pladser. Dette førte igen til en årlig mangel på mellem 700 og 1000 læger, noget som ramte hele sundhedsvæsenet hårdt. Socialstyrelsen udtalte i sin rapport Kapaciteten i sjukvården – att hantera kritiska lägen fra 2018:

“Antallet af plejepladser og den stress, som overbelægning medfører for personalet, har været et gennemgående tema siden 1990’erne. [—] Sundhedsvæsenets kapacitet i den daglige drift er blevet mere og mere anstrengt i de senere år, hvilket kan ses i dårligere tilgængelighed, faldende effektivitet og lavere produktivitet. Det påvirker også sundhedsvæsenets evne til at håndtere forskellige lidelser.”

Den svenske Cancerfonden oplyste i 2019, at ingen region i Sverige var i stand til at operere kræftpatienter i tide. Kommende forældre i Norrland skulle på kursus for at lære at føde deres barn i bilen, da fødeafdelingerne var blevet nedlagt. Flugten af ​​uddannede sygeplejersker, jordemødre og læger til blandt andet Norge accelererede. Det resterende plejepersonale rapporterede, hvordan patientsikkerheden var truet, og hvordan de ikke selv kunne klare sig. After Five har downloadet to korte interviewklip fra arkivet:

– Det handler om at passe alvorligt syge patienter på skadestuens gange og samtidig tage sig af nye patienter, der kommer ind. Man skal prioritere og simpelthen se bort fra patientsikkerheden, siger en sygeplejerske fra Södersjukhuset allerede i januar 2020.

”Det er en anstrengt situation, og det er nok den hårdeste tid, du kommer til at gå igennem for personale, der arbejder med IVA-patienter”, siger en sygeplejerske på Karolinska Hospital et par måneder senere.

Så kom pandemien.

Pludselig var der ikke kun behov for personale og intensivafdelinger, men også respiratorer. Men hvad var der sket med dem i de tredive år? I 1993 var der i alt 4.300 respiratorer i Sverige, heraf 900 i militæret og 2.100 ekstra på lager. Femogtyve år senere, i 2018, var omkring 570 af dem tilbage, hvoraf 40 var i militæret. Der var ikke en eneste respirator på lager. Der manglede også værnemidler til lægepersonalet, så under pandemiens begyndelse sad sundhedspersonale og producerede deres eget værneudstyr fra affaldssække, overhead- plastik og hagebind.

Sygeplejersker med krigsskader

To år senere er pandemien stadig ikke overstået. Selvom antallet af covid-patienter på IVA er faldet fra over 500 til 100 siden sidste forår, er personalet, der stadig arbejder, så udmattede, at mange får for behov omsorg pga. psykiske problemer, som ellers normalt kun ses hos medarbejdere, der har gjort tjeneste i krigszoner, ifølge Dagens Nyheter.

Karin Hildebrand beskriver en given atmosfære, hvor personalet forsøger at støtte hinanden, og hvor hun som læge forsøger at få det bedste ud af situationen. Hendes opfordring til politikerne er enkel: Udrust beredskaberne og dimensioner dem, så folk kan få pleje.

– En god pleje er ikke at ligge på en seng i et baderum, at vente for længe på diverse operationer. God pleje er ikke at vente på skadestuen i 24 timer. Vi skal kunne håndtere akut alvorlig sygdom og influenza, der opstår hvert år uden at der opstår krise, siger Karin Hildebrand.

Men det er præcis sådan det svenske sundhedsvæsen ser ud i dag. På trods af et af verdens højeste skattetryk kan vi ikke længere regne med at modtage pleje, når vi har brug for det – og det er ikke på grund af covid-19 eller antivaxxere. Nej, det hænger på vores ansvarlige politikere. De har brugt årtier på at afmontere det svenske sundhedssystem og konsekvent fjerne al tilgængelig kapacitet – fra medarbejdere og lokaler, til åndedrætsværn og sikkerhedstøj.

Der, hos politikerne, ligger problemet og ingen andre steder. Men jeg gætter på, at det er folket, der stadig skal bære ansvaret for “ikke at belaste sundhedsvæsenet”, for mod magtens fuldkommenhed og inkompetence hjælper hverken restriktioner eller vacciner desværre.