Af Lars Hedegaard

En Gallup-måling viser, at amerikanernes tillid til medierne styrtdykker. Kun 16 pct. tror på, hvad aviserne skriver, og usle 11 pct. tror på TV. Det har vist aldrig stået så slemt til.

Endnu værre for medierne er, at hele 67 pct. ifølge en anden måling mener, at journalisterne med vilje bringer historier, som de ved er falske eller groft overdrevne.

Disse uhyggelige tal skyldes uden tvivl, at medierne i hvert fald siden 2015 har bragt den ene løgnehistorie efter den anden til torvs. Først var det påstanden om, at Donald Trump var i lommen på Vladimir Putin, og at sidstnævnte kontrollerede præsidentvalget i 2016. Da det derefter viste sig, Joe Bidens narkovrag af en søn havde lukrative forbindelser med Kinas kommunistiske ledelse – som havde beriget hele Biden-klanen – afviste medierne de åbenlyse beviser som russisk disinformation. Og sådan er det fortsat – med den løgn, at amerikanske grænsevagter har pisket stakkels immigranter, og nu Joe Bidens påstand om, at et 10-årigt voldtægtsoffer er blevet nægtet abort. En historie, som ingen har været i stand til at verificere.

Et flertal af amerikanske journalister meddeler frejdigt, at de praktiserer forskelsbehandling, dvs. at de gerne lyver, hvis det kan gavne deres venner i det demokratiske parti.

Underligt nok tror de danske journalister klippefast på de amerikanske medier, som det store flertal af amerikanere ikke giver fem flade øre for.

Grunden er formentlig, at skatteyderne forærer de danske medier betydeligt mere end fem flade øre, nemlig hundredvis af millioner. Så hvorfor skulle sandheden interessere dem?

Venstrefløjen hader de nationale befolkninger

Af Lars Hedegaard

Uanset hvilket vestligt land, vi kigger på, slår det aldrig fejl, at venstrefløjen arbejder for mere indvandring fra fjerne destinationer – og helst fra områder, hvis indbyggere for de flestes vedkommende IKKE kan integreres i vestlige samfund. I Danmark er Enhedslisten og De Radikale de mest hærdige pådrivere af mellemøstlig og afrikansk tilstrømning. Denne politik er faktisk deres mest karakteristiske kendetegn – som de deler med deres meningsfæller overalt i den vestlige verden.

Tysklands socialdemokratiske indenrigsminister, Nancy Fraeser, har netop bekendtgjort, at hun vil give opholdstilladelse til 130.000 tilvandrere, som ikke kunnet få asyl. De kan nu se fem til evigt ophold i Forbundsrepublikken, skønt regeringen påstår, at den nye tilladelse kun skal gælde for et år.

Fremmede, der har haft tålt ophold i fem år, vil under den nye ordning kunne opnå ret til permanent ophold. Hertil kommer naturligvis familiesammenføringer og dermed mere kædeindvandring.

Nancy Fraeser proklamerer nu, at Tyskland er ”et mangfoldigt indvandringssamfund”, og Reem Alabali-Radovan, der er kommissær for integration, følger op med den konstatering, at ”vi er ved at omdanne Tyskland til et moderne integrationsland”.

Sidste måned meddelte udenrigsminister Annalena Baerbock fra Forbundsrepublikkens såkaldte ”trafiklys-regering” af socialdemokrater, Grønne og Frie Demokrater, at sluserne vil blive åbnet for flere afghanere.

Det er mærkeligt. Hvorfor er det kun vestlige lande, der skal være moderne indvandringssamfund? Hvorfor hører vi ikke lignende toner fra Rusland, Kina, Japan eller Saudi-Arabien? Hvorfor er næsten alle hvide indbyggere i Afrika med foreløbig undtagelse af Sydafrika blevet smidt ud? Hvorfor skulle f.eks. Algeriet, der havde en fransk befolkning på en million, ikke være et ”moderne integrationsland”, men 100 pct. muhamedansk?

Som en af sine første handlinger efter at være blevet præsident ophævede den venstrerabiate Joe Biden alle Trump-tidens begrænsninger af den illegale indvandring via den amerikansk-mexikanske grænse. Den er i praksis er blevet sløjfet med det resultat, at millioner fra alverdens lande er strømmet ind. Her er der ikke tale om begivenheder, som den amerikanske regering ikke kunne styre, men om en bevidst plan for at ændre USA’s demografi.

Vi har set noget lignende i lande som Sverige, Frankrig og Storbritannien, hvor en talsmand for tidligere premierminister Tony Blair pralede med, at Labour-regeringen havde importeret en million indvandrere for at ”tvære højrefløjens næse ud i mangfoldighed”.

Hvad vil venstrefløjen opnå med denne politik? Vi får et svar ved at se på det netop afholdte franske præsidentvalg.

Her var det yderste venstres kandidat, Jean-Luc Mélanchon, blot 1,2 pct. fra at have overhalet højrefløjens Marine Le Pen i første valgrunde. Det skyldtes bl.a., at 69 pct. af de anslået fem millioner stemmeberettigede muslimer stemte på Mélanchon og kun 7 pct. på Le Pen.

De franske muslimer er altså udmærket klar over, hvem der varetager deres interesser og sikrer deres ret til at leve i parallelsamfund i opposition til Frankrig og fransk kultur. Og Mélanchon er på et rene med, hvorfra han skal hente sine fremtidige stemmer, og hvorfor det er i hans interesse at fremme den muslimske indvandring så meget som muligt.

Det samme er givetvis gået op for vores hjemlige kommunister og radikale, som af al magt fedter for ummaen.

Demografi drejer sig om magt, og i modsætning til alle de pæne borgerlige, der ustandseligt taler om menneskerettigheder, tolerance og alles ret til at opføre sig, som de vil, er venstrefløjen i gang med et bevidst projekt, der går ud på at sikre dem evig magt. Midlet er import at fremmede, der ender som venstrefløjens stemmekvæg, og som skal underholdes af den offentlige sektor – som venstrefløjen også har i sin hule hånd.

Det hele er såmænd ikke så indviklet