Af Lars Hedegaard

De amerikanske inflationstal for juni er ude, og de er skræmmende. Inflationen er nu 9,1 pct. mod 1,4 pct., da Joe Biden rykkede ind i Det Hvide Hus, og så slemt har det ikke stået til siden 1981. USA’s Bureau of Labor Statistics oplyser, at æg er blevet 33 pct. dyrere, smør 26 pct., benzin 60 pct., flyrejser 43 pct. og beklædning 25 pct. Blot for at tage nogle eksempler på de ulykker, der rammer den gennemsnitlige amerikaner. Samtidig er reallønnen faldende. Altså: almindeligeamerikanere får mindre i lønningsposen og betaler betydeligt mere for livets fornødenheder.

Intet under, at økonomien er det dominerende tema op til midtvejsvalget i november, og intet under, at demokratiske kandidater frabeder sig at få besøg af Joe Biden til deres valgmøder.

Biden – eller hvem der nu styrer den rablende zombie – kommer med alle mulige bortforklaringer: Misæren skyldes covid, Vladimir Putin, griske olieselskaber, kødindustrien, ejerne af benzintanke, Donald Trump og republikanerne, og på det seneste siger en prominent Biden-tilhænger, at det er sommervarmen.

Man behøver imidlertid ikke at have eksamen i økonomi for at indse, at det måtte gå sådan. Det første, Biden gjorde efter at være trådt til, var at spænde ben for den amerikanske produktion af olie og gas, hvilket selvfølgelig medførte knaphed på benzin og diesel og dermed højere priser – ikke bare på energi, men på alle mulige andre varer, hvis produktion og transport afhænger af energi. Hertil kommer, at den demokratiske administration med henvisning til covid har pumpet astronomiske summer ud i økonomien. Og når flere penge efterspørger varerne, stiger priserne.

Det er nu så slemt, at selv den prominente økonom Mohamed A. El-Erian, der plejer at støtte demokraterne, klager over de økonomiske og sociale omkostninger.

Det er svært at få traditionelle, rationelle forklaringer på Bidens politik til at slå til. Hvad kan hans regering være ude på? Hvorfor styrer han med vilje det amerikanske Titanic direkte ind i isbjerget? Vi ved, at det intet har med klimaet at gøre, for så ville han ikke tigge diverse diktaturstater så som Venezuela, Iran og Saudi-Arabien om at levere den olie, som han har forbudt USA at producere.

Den eneste forklaring, der giver mening, er, at de rabiate ideologer, der styrer USA’s demokratiske parti, bevidst prøver at forarme den amerikanske middelklasse for at tvinge den ind i en situation, hvor den intet ejer og derfor må blive Washingtons, monopolkapitalens og storbankernes livegne.

Som en, der tvivler på konspirationsteorier, beklager jeg at måtte komme til den konklusion.

Den grønne død

Af Lars Hedegaard

Mange husker middelalderens Sorte Død, der skyldtes noget småkravl, der levede på rotter, og som mennesker ikke kunne gøre noget ved. Nu kommer Den Grønne Død, der ikke er forårsaget af noget naturligt, men helt igennem skyldes bevidst politik.

Lad os, for at forstå fænomenet, se på udviklingen i Sri Lanka, hvis præsident over hals og hoved er flygtet til Maldiverne, efter at rasende folkemængder var trængt ind i præsidentpaladset.

Det folkelige raseri udspringer – ud over regeringens korruption – af en beslutning om at følge råd/påbud fra World Economic Forum, som i 2016 fik landet til at overgå til organisk landbrug for at redde klimaet. Det ville hurtigt gøre den sydasiatiske østat til et rigt land, forsikrede de grønne ideologer i deres fine kontorer. I 2021 forbød Sri Lankas regering derfor import af kunstgødning, hvilket øjeblikkeligt fik fødevarepriserne til at fordobles. I juni 2022 var inflationen på 54,6 pct., og Sri Lanka har ikke længere råd til at importere benzin og brændstof til madlavning – hvis indbyggerne overhovedet har råd til mad.

Sulten står også for døren i det vestafrikanske land, Ghana, der for få år siden var en økonomisk succes og kunne eksportere energi. Men så kom Verdensbanken, som i 2015 bevilgede en kæmpemæssig lånegaranti, der skulle muliggøre Ghanas ”grønne omstilling” til vedvarende energi. Ghana rettede ind og tilsluttede sig Paris-klimaaftalen. Resultatet af denne indsats blev, at Ghana sidste år oplevede et totalt sammenbrud af energiforsyningen. Blandt konsekvenserne er vandmangel i dele af landet, fordi vandforsyningen beror på elektricitet. Der er også mangel på fødevarer, da man ikke længere må bruge kunstgødning.

Det har unægteligt nedbragt udslippet af stoffer. ”Klimakrisen” skal besejres med sult.

Og sådan er det gået i land efter land. Sydafrika, der også er gået over til ”grøn” energi, oplever nedbrud af energiforsyningen. I Hamburg advares borgerne mod at bruge varmt vand, og i Frankrig får indbyggerne besked på at reducere deres forbrug af fyringsolie og elektricitet. Selv amerikanske stater som Californien og Texas – sidstnævnte har nogle af verdens største forekomster af energi – oplever såkaldte ”blackouts” efter at have satset på vindmøller, som ikke rigtigt duer, når det ikke blæser.

De hollandske bønder er i åbent oprør efter regeringens drakoniske krav om at nedbringe udledningen af kvælstof til et niveau, der gør det umuligt af producere fødevarer på rentable vilkår, og som derfor vil betyde, at mange må gå fra gården. Landet er i øvrigt verdens næststørste eksportør af landbrugsvarer efter USA, og ødelæggelsen af landets landbrug vil derfor medføre fødevaremangel langt uden for Hollands grænser.

Rige lande som Frankrig, Tyskland og USA bestemmer selv deres energipolitik, men fattige lande har intet valg, når verdensherskerne i de globale finansinstitutioner og World Economic Forum udsteder ordrer. For hvis de ikke retter ind, får de ingen udenlandske investeringer.

WEF har netop meddelt, at priserne på fossile brændstoffer skal endnu højere op for at gøre den vedvarende energi rentabel, og da kun fantaster tror, at verden kan undvære olie, gas og kul, vil resultatet blive sult, massiv uro og revolutioner, som den vi ser i Sri Lanka.

I verdens folkerigeste lande, Indien og Kina, der tilsammen har 2,8 milliarder ud af verdens befolkning på 8 milliarder, er de ikke så letsindige og bliver ved med at bygge nye kulkraftværker, mens de ser stort på ”klimamålene”. Samtidig kan Kinas kommunistiske ledere, der ikke lægger skjul på, at de stræber efter verdensherredømmet, slikke sig om munden, mens de betragter den vestlige verdens selvdestruktion.

Man spekulerer på, om organer som World Economic Forum, Verdensbanken og andre ledende finansinstitutioner bevidst går de kinesiske kommunisters ærinde.