Når lovene ikke længere gælder

Kastelsvolden, Foto © Snaphanen.dk, klik f. helskærm

Af: Hans Rustad

Befolkningsændringen løsner båndene mellem danskerne og myndighederne.

Eliten har løsrevet sig fra det oprindelige folk og anskaffet sig et ny. Et udråbt folk, ikke et rigtigt. Eliten ejer staten.

Troværdige politikere er blevet erstattet af spillere på højt niveau. De leger med landets fremtid.  Folk er selvfølgelig godt klar over, at når lederen af regeringen bryder loven, gælder loven ikke længere, og det er ikke muligt at få regeringen til at gå i rette med sig selv. Men dette er også vejen til tyranni.

Danskerne må ikke tro, at landet tilhører dem som før. De skal vide, at de bliver stillet på lige fod med andre, der ankom for kort tid siden. Og de har lige så meget ret til jorden som dem, der har boet her i umindelige tider. Politikerne siger det ligeud.

På den måde bryder myndighederne de loyalitetsbånd, der historisk har eksisteret mellem mennesker, land og myndigheder. Det var en treenighed. Ingen ville stille spørgsmålstegn ved, hvem der ejede landet.

Danskerne er ikke dumme. De forstår, at med nutidens mobilitet vil fremmede bosætte sig her.

Men importen af ​​fremmede kulturer og folkeslag har et andet aspekt: ​​Det er ikke en tilstrømning af mennesker, der gennem initiativ og dygtighed er kommet til Danmark for at blomstre på en måde, som korrupte lande ikke tillader. Importen af ​​udlændinge minder lidt om kolonisering med myndighederne som koloniherrer. De fremmede har været brikker i et spil, som vi først nu ser konturerne af.

Velfærdsydelserne er blevet til bestikkelse af en ny klasse af klienter, der betaler tilbage ved at stemme på de rigtige partier. Ligesom i Pakistan eller Somalia. Politikerne har fået en klan. De polariserer befolkningen.

Myndighederne ved, at det vil skabe modstand i befolkningen. Derfor taler medierne ubønhørligt om hadefulde ytringer og diskrimination.

Det er en tredobbelt forsmædelse:

Først udskifter myndighederne befolkningen

Så proklamerer de, at disse nye har lige så meget ret til landet som det oprindelige folk.

Befolkningen får så at vide, at den er fuld af had og diskriminerer, og at der er brug for overvågning og hadlove.

Men: Det er myndighederne, der diskriminerer! Det er dem, der har importeret hundredtusindvis af udlændinge og omkalfatret hele samfundet for at tilpasse sig deres kultur.

Resultatet er, at myndighederne lever i konstant frygt for deres egen befolkning. Hvor lang tid tager det, før de forstår billedet?

Da de nytilkomne tidligt fik at vide, at de kunne beholde deres egen kultur og religion, minder koloniseringen om en landinvasion. Hvor der er for mange udlændinge, flytter danskerne ud.

Staten fortæller danskerne, at de nye er lige så gode danskere som dem selv. Ordet “god” er moralsk og spiller på vores dårlige samvittighed. Men de er ikke danskere. De er variationer af dansk. Nogle er slet ikke danskere. At være dansker betyder at have tilegnet sig et minimum af færdigheder og tilpasning, men sprogforståelsen er noget andet.

Vi ser og hører nye beboere, der taler dansk og har en god uddannelse. De udfylder kvalificerede job inden for sundhedsvæsenet og det offentlige.

Dørene er åbne for dem. De får at vide, at Danmark er mulighedernes land. Men intet om, hvad danskerne føler. At de bliver livegne i deres eget land.

Racismekortet er blevet noget, myndighederne bruger til at holde danskerne på plads.

Folk med udenlandsk baggrund forstår ikke, hvad det gør ved danskerne. Rigtig mange af dem bruger hellere racismekortet til at opnå fordele.

Tænk, hvis nogen med udenlandsk baggrund havde stillet sig op og taget danskernes parti! Viste forståelse for, at danskere føler, at deres land bliver taget fra dem. Det er ikke sket. Tværtimod er det dem, der fortæller deres lidelseshistorie, der fremhæves af medier og politikere.

Der har ikke været en eneste roman, der beskriver, hvordan det er at få sit eget land koloniseret og at blive reduceret til en andenrangsborger.

Intet forlag ville udgive en sådan bog. Du vil ikke blive hørt. Det er en politisk umulighed at udgive sådan en bog.

Det tog er kørt for længe siden. Eliten er enig indbyrdes. De har vinket farvel til det gamle Danmark og omtaler det på negative måder som noget passé, et Morten Korch land.

Politik er derfor blevet et mærkeligt skuespil: Politikerne sætter et teater op, der siger, at vi har skabt en ny dansker. Ligesom Sovjetunionen forsøgte at skabe et nyt menneske. Homo sovieticus.

Dette menneske var angiveligt i stand til at gå på vandet og opnå resultater, der trodsede sund fornuft: Ligesom nutidens grønne omstilling.

Historiske, kulturelle, religiøse, politiske tyngdelove gjaldt ikke.

Indtil det hele ramlede.

Sovjetunionen brød ikke sammen på grund af Reagans oprustning. Det gjorde den på grund af den menneskelige natur. Den er umulig at ændre.

Sådan vil det nye Danmark også svigte. Den nye dansker er en fiktion.

Men den danske stat har mulighed for at holde løbet i gang et stykke tid endnu.

Det har fået nyt folk og opsagt kontrakten med det gamle.

Den kan gøre som den vil.

Lige nu leger den med den grønne omstilling. Normale mennesker ville forstå, at der er en direkte sammenhæng mellem den grønne omstilling og energikrisen.

At denne krise også er forbundet med en russisk krig mod Ukraine, lader ikke til at bekymre dem specielt meget.

Det er gambling på flere fronter: Demografisk, økonomisk, industrielt, politisk. Det er gambling med landets fremtid.

Hvornår blev danske politikere gamblere? Hvad skete der med de pålidelige, forudsigelige politikere? De embedsmænd, der havde en madpakke med leverpostejsmadder med på arbejde?

Hvad skete der?

Oversættelse og omarbejdelse: Karsten Søberg